Hvad skal Danmark leve af? Passion!

Det sidste halve år har jeg rejst meget rundt i verden med min bog for at inspirere ledere, iværksættere og opinionsdannere verden over med et enkelt budskab: man kan godt få stor succes og have et skønt liv samtidig. Turen har bragt mig så langt som til fx Singapore, Sydney, Moskva og Cape Town, og herhjemme i Danmark undres jeg over den voksende panikstemning og den voldsomme angstretorik omkring temaet: hvad skal vi danskere dog leve af i fremtiden?

En ny måde at være samfund på

Jeg er helt med på, at der er en gruppe danskere der gradvist er blevet for dovne, for forkælede og for uengagerede. Det er først og fremmest ærgerligt for dem selv, for selvfølgelig lever de ikke fuldt ud på den måde – og set med samfundets briller må vi stille krav til dem. Men vi misser et stort potentiale for at være førende i verden, når vi stirrer os blinde på laveste fællesnævner. Det virkelig interessante er ikke hvad de måske 20% der er uengagerede laver, men derimod hvordan vi som nation tager springet til næste niveau. Det handler ikke om at kopiere Kina, Singapore eller USA, men derimod om at tage alt vi ved i dag, være kreative og modige, og skabe en ny måde at være samfund på, der hele vejen rundt er endnu bedre end i dag. Selvfølgelig skal vi søge inspiration i omverdenen, men essensen er vores egen integritet, mod og tro på fremtiden. Jeg kan uden at blinke sige, at for mig er Danmark verdens dejligste land.

Et falsk skræmmescenarie

Men hvad med fremtiden, skal vi være bekymrede? Overhovedet ikke, det er gået enormt fremad de sidste 100 år for både Danmark og verden, og det bliver det ved med. Forsørgerbyrde er et falsk skrækscenarie for jeg kommer fx til at arbejde indtil jeg dør, og det bliver helt normalt i fremtiden. Pension er kun interessant så længe arbejde er et nødvendigt onde – i takt med at stadig flere af os arbejder fordi vi elsker det, og når vores arbejde ikke længere kræver stærk fysik, bliver pension et forældet begreb – og vi kan alle bidrage til vi enten dør eller bliver alvorligt syge.

Dagbladet Børsen kører for tiden et stort tema kaldet hvad kan vi danskere? Det er efter min mening et alt for defensivt spørgsmål. Hvis en person stiller sig selv spørgsmålet, hvad kan jeg leve af?, tror du så han/hun bliver den næste store kunster, forsker eller forretningsperson? Nej, alle der nogensinde har gjort en virkelig forskel er startet, bevidst eller ubevidst, med helt andre spørgsmål: ”hvad brænder jeg for?”, ”hvilken forskel vil jeg gøre?”, ”hvad kan jeg ikke lade være med at gøre?”. Det samme gælder på samfundsniveau. Vi siger til os selv at vi kan noget med Det Blå Danmark og vindmøller og måske design, men det er rationelle overvejelser baseret på fortiden og har ikke ægte passion som sit udgangspunkt. Det virkelig interessante spørgsmål er ikke ”hvad kan jeg”, men ”hvad vil jeg?”. Prøv at stil dig selv begge spørgsmål og se hvilken forskel det gør. Det første sætter rationelle overvejelser i gang, men det skaber ingen drivkraft. Spørgsmål nr. 2 trækker derimod forbindelser til en langt større intelligens, hvor du også får din intuition med – og når du finder svaret bliver du begejstret og ustoppelig. Alle der nogensinde har opnået noget stort, har været drevet af en stærk indre motivation – et stærkt svar på spørgsmålet ”hvad vil jeg”.

”Konkurrencestat” er 80ér agtigt

Bjarne Corydon vil gøre os skarpere, og det er sikkert udemærket, men hans budskab om ”konkurrencestat” rammer forbi. Det er forældet tankegang. De bedste ledere og virksomheder ved i dag, at vejen til succes går gennem samarbejde, alliancer, åbenhed, et større formål og ægte motivation. At spejle sig i konkurrenterne og ville ”besejre dem” er en defensiv strategi, hvor man dels bliver isoleret og dels kommer bagud. Vores egen Lars Kolind er blandt verdens førende tænkere på det punkt. Kolind siger at de virksomheder der vinder i fremtiden er dem der bliver til bevægelser. Virksomheder er ikke andet end de mennesker der arbejder i dem, og mennesker motiveres af at være en del af et større formål – ikke bare at prøve at slå konkurrenten eller tjene penge til ejerne. At udrydde diabetes eller at give alle adgang til rent vand er derimod missioner der får vor tids medarbejdere til at stille op med alt de har. ”Konkurrencestat” er 80’er agtigt, og et forsøg på at motivere en befolkning med truslen om at andre er bedre end os – det kan godt skabe resultater, men de bliver kortvarige og glædeløse. I stedet skal vi italesætte Danmark som et ”samarbejdsland”, ”et bevægelsessamfund” eller en ”front runner nation”. Vi skal gå fra at være defensive og omverdensafgrænsende til at være proaktive, skabende og samarbejdsfokuserede.

Skabertrang vs. Skaberglæde

Vi kan nå resultater både gennem skabertrang og skaberglæde. Men hvad vil du helst? Og hvad er mest holdbart på sigt? En brændende platform baseret på angst kan godt virke, men der er et højere niveau. Vi skal vide, at ude i resten af verden er man meget imponeret over hvordan Danmark gang på gang kommer på listen som et af verdens lykkeligste lande. Vi skal hele tiden forbedre os, men det skal ske uden at sætte glæden og livskvaliteten over styr. Materiel velstand baseret på en sammenbidt indsats er ikke ægte succes. Omvendt er det heller ikke rart at være fattig, hverken som person eller som samfund. Vi kan godt få begge dele; velstand og glæde. Det er kernebudskabet i min bog Succes uden Afsavn, og gælder såvel på individ som på samfundsniveau.

Men hvad er det så der skal til for Danmark og danskerne? Løsningen er at stadig flere af os skal finde vores sande passion – og turde føre den ud i livet. I den tilstand skaber vi resultater på et markant højere niveau end vi nogensinde kan gøre gennem pligtarbejde og ”at tage os sammen”. Det skal selvfølgelig være en passion som verden har brug for, ellers er det bare en hobby. Tag ikke fejl; det er svært at finde sin passion, udleve den og få succes med det. Det kan kun lykkes for de mange hvis vi bygger den rigtige tilgang ind i vores samfund hele vejen fra vugge til grav. Lige nu er politikere, medier og eksperter desværre i gang med det modsatte – men heldigvis er der en større, og langt mere positiv, underliggende bølge i gang, der spreder sig som ringe i vandet og måske nok lader sig bremse, men aldrig stoppe, af noget så tilfældigt og flygtigt som den offentlige diskurs.