Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Hvordan er en god investor?

6.978 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
16 July 2013

Set fra en iværksætters synspunkt, hvad er så en god investor? Det spørgsmål stillede en af vores første investorer i Rainmaking, Ebbe Bouman, mig forleden. Jeg fik lyst til at skrive et indlæg her på Amino som svar. Efter at have tænkt over det, synes jeg nemlig at det er et både godt og stort spørgsmål. Og et spørgsmål som alt for få investorer stiller sig selv og de iværksættere som de arbejder sammen med.

Når jeg nedenfor forsøger mig med et svar, gør jeg det primært som en der selv er iværksætter og gennem årene har arbejdet sammen med et ganske stort antal investorer. Men jeg svarer også med en lilletå i investorernes lejr, og jeg ved, at det kan være både vanskeligt og utaknemmeligt ovre på investorernes banehalvdel.

I Rainmaking har vi været usandsynligt heldige med de investorer der er gået med i vores projekter. Det hænger nok også sammen med, at vi tillader os selv at være kræsne, og kun vil arbejde sammen med folk der er både flinke og dygtige. Ganske enkelt. Men gennem min omgang i iværksættermiljøet – og ved at hjælpe venner og bekendte når de er kommet galt af sted – har jeg set og oplevet lidt af hvert. Hvilket leder mig frem til disse fem principper for investorer i start ups:

Nysgerrig

Investorer begår tit den fejl, at de begynder at kloge sig og give gode råd før de forstår konteksten. Langt de fleste investorer har stor viden og erfaring, men selv verdens klogeste person kan ikke bidrage med ret meget, før han har forstået omstændighederne. Det betyder, at mange iværksættere tit sidder og nikker og smiler venligt mens de lytter til ”gode råd” som er helt malplacerede. En god investor sparer naturligvis både sig selv og de iværksættere han har investeret i for den slags tidspilde. I stedet kaster han sig med stor nysgerrighed over forretningsplanen og regnskabet, læser hjemmesiden osv. ordentligt igennem, og bruger mindst første halvdel af møderne på at spørge grundigt ind, og lytte – oprigtigt lytte – til svarene. Først derefter bider investoren til bolle, og tilbyder sit perspektiv. Det er ganske enkelt; en investor der ikke er nysgerrig, er en dårlig investor.

Opmuntrende

Mange investorer tror, at iværksætterne ”har brug for en opsang” i ny og næ, for ellers gør de sig nok ikke ordentlig umage. Min erfaring er, at den metode ikke virker. Det eneste man som investor opnår ved at være meget kritisk – eller måske ligefrem ”skælde ud” – er at iværksætterne får behov for at distancere sig fra en. Det er næsten altid tilfældet, at iværksætterne endnu mere brændende end deres investorer ønsker succes. Der er ikke brug for nogen opsang eller hård kritik, tværtimod er der brug for løbende opmuntring og opbakning. Det er hårdt nok i forvejen at bygge et nyt produkt, skaffe kunder, og forme et team. Hvis investorerne ønsker at flere af deres investeringer skal lykkes, så er der langt mere brug for ros end ris. 

Det betyder selvfølgelig ikke, at en investor ikke kan være uenig i strategien eller beslutningerne, og give klart udtryk for det. Det skal blot ske på en måde der opfylder tre kriterier: 1) investoren skal være helt sikker på, at han forstår hele konteksten, 2) investoren skal rose for alt det der er godt og rigtigt – sådan at iværksætterne forstår, at investoren ønsker det bedste for dem og deres projekt, 3) investoren skal levere sit input uden at være skråsikker eller virke bedrevidende. Det gøres bedst ved at stille spørgsmål, lytte og diskutere.

Indsigtsfuld

Den gode investor har stor indsigt om noget der er relevant for den virksomhed han har investeret i. Det kan fx være om skalering af en SaaS forretningsmodel, eller om udrulning af et franchisekoncept. Det er ikke nok at investoren ved ”en masse om forretning”. Han skal gerne have en specialviden, eller et særligt stærkt netværk, der er meget værdifuldt i den konkrete situation. Hvis det ikke er tilfældet, kan samarbejdet stadig godt blive udmærket – men i så fald skal investoren være endnu mere forsigtig med at give gode råd, og for det meste holde sig i baggrunden som en venlig og opmuntrende støtte.

Risikovillig

Den gode investor satser aldrig flere penge end han har råd til at miste. Og gør sig helt bevidst, at mindst halvdelen af alle investeringer i nye og unge virksomheder går tabt. Der er ikke noget mere destruktivt end en investor der går i panik i svære tider. Det er svært nok for iværksætterne i forvejen. De har brug for en stærk skulder at læne sig op af, og søge støtte hos. Sådan en investor kan man kun være, hvis man er helt afklaret med risikoen for at pengene kan være tabt.

Tilgængelig

I min optik behøver en investor ikke være aktiv – det kan være helt ok at være passiv, blot forventningerne er afklaret. En vis tilgængelighed er dog nødvendig, fx når der skal underskrives vigtige papirer. Det er meget frustrerende for en iværksætter at skulle bruge tid på at jagte sine investorer for noget så banalt som en underskrift, men ikke desto mindre sker det ofte. I værste fald kan en ny investor eller strategisk partner blive skræmt væk, fordi de eksisterende investorer ikke rykker hurtigt og professionelt nok på formaliteterne.

Der kan være en masse papirarbejde forbundet med at være investor. Nu er der heldigvis kommet IT platforme, der letter byrden – se www.justinvesting.com hvor du som investor kan have et overblik over dine investeringer og tilhørende dokumenter, automatisk få opdateringer, skrive under digitalt og meget mere (og nej, jeg har ikke aktier i foretagendet, jeg er bare stor fan af alt der gør det nemmere at investere i start ups).

Udover disse 5 principper synes jeg det er en rigtig god idé, at man afklarer med sig selv hvad det egentlig er man gerne vil opnå ved at investere i start ups. Penge, sjov, respekt, fællesskab, følelsen af at hjælpe iværksættere, chancen for at være med i det næste Facebook, den intellektuelle udfordring? Måske lidt af hvert, men hvad er det vigtigste? Vær ærlig med dig selv, og afstem forventningerne med de iværksætterne du sætter penge i, så får I det bedste samarbejde.

Der er selvfølgelig en endnu længere liste af krav til iværksætterne, men nu skulle det jo handle om investorer denne gang. Og tak til Ebbe for at stille spørgsmålet. Nu hvor jeg har lavet listen vil jeg vise den til potentielle fremtidige investorer, sådan at vi kan få en endnu bedre forventningsafstemning.

Mht. Ebbe så sendte jeg teksten til ham inden jeg lagde den op her på Amino. Det var jo ham der plantede tanken hos mig, og jeg ville gerne høre hans reaktion. Du får hans svar nedenfor i uredigeret form. Jeg syntes det er virkelig smukt, og 100% rigtigt. Som en der selv har haft stor glæde af Ebbes råd, opmuntring og vejledning i nu snart 7 år, ved jeg også, at det kommer fra hjertet, og er sådan Ebbe reelt arbejder som investor.

---

Kære Martin.

Tak for hurtig reaktion på ”udfordringen”.

Min opfattelse er, at hele værdisættet for iværksættere og investorer står over for et totalt paradigmeskifte.

Ordet ”investere” programmerer automatisk ”udbytte”, hvor det i bund og grund kun har handlet om mantraet ”at tjene penge”.

Lad mig understrege, at investeringer (kr/øre) naturligvis gerne skal give afkast, men det alene er for mig at se kun taktisk og dermed allerede ude af takt med hele ideen.

Det handler jo også om at give stafetten videre, således at en ny generation af virksomhedskabere får meget mere med sig, f.eks. gode sunde holdninger og en adfærd som skaber respekt i omgivelserne. Med det mener jeg, at investorer i langt højere grad kan bidrage med reelt Mentorship og bringe livsværdier og livskvalitet på banen i et tæt samspil med iværksætterne.

Der tales og skrives en forfærdelig masse om firmaers værdisæt i dag, men bliver de også udmøntet i adfærd? For mig at se alt alt for lidt.

Det farligste fænomen mellem investorer og iværksættere er imidlertid det uhyggelige ”magtspøgelse”. Når investorer demonstrerer manglende format ændrer samspillet sig til ”spil”, hvor kommunikationen ofte får politisk tilsnit, og så er glidebanen meget stejl. Format er for mig evnen til at sætte sig selv til side, og det kræver en hel del stærk personlighed, og virkelig magt er, at kunne afgive den!

Så, kære Martin, lad os håbe, at fremtiden producerer bedre og bedre investorer, som sammen med iværksætterne får afstemt de strategisk rigtige forventninger, så vi ser en ægte symbiose til gavn for alle interessenter.

Kærlig hilsen

Ebbe

Falling den 14. juli 2013

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Martin skriver Skriv dig op