Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om work/life balance

Bliv mere ligeglad så får du mere succes

Skrevet af:
3. oktober 2010 | 1.383 Visninger| 5 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du?:

Amino Ekspertblog

Martin Bjergegaard fra Rainmaking

Ekspertblogger på Amino om work/life balance

 

Vær ligeglad

Indrømmet, det lyder som en fjollet overskrift. Sådan en der bare skal tiltrække opmærksomhed for enhver pris, og ikke har nogen substans at byde på. Men bare rolig, der er ikke gået Se & Hør i den – ikke endnu i hvert fald.

Historisk har de über-passionerede fået mest opmærksomhed. Det er nemt at beundre genier som Michael Jackson, Picasso og Marilyn Monroe for deres talent, deres commitment og deres evne til at zoome ind på én eneste ting her i tilværelsen; deres kunst.

Mange af os iværksættere vil gerne se os selv på samme måde; som besatte af vores mål, passionerede og lidenskabelige. Det lyder besnærende – og er godt stof til en svulstig Hollywood produktion – men det er ikke vejen til at få forretningsmæssig succes og et godt liv samtidigt.  

De lidenskabelige er oftest ulykkelige en stor del af deres liv, de kan ingen ro finde, og de har store skyggesider der spænder ben for deres forhold både til sig selv og til deres nærmeste. Det er et falsk ideal. Det ser spændende ud på afstand, men det krakelerer når du kommer tættere på.

Da jeg interviewede rollemodeller til en bog jeg er ved at skrive om ekstremt succesfulde iværksættere, var der én lighed der stod tydeligst frem: deres energi virkede harmonisk, ligefrem og naturlig. Selvfølgelig havde de drive, men de havde på en behagelig måde. Der var ikke noget desperat ”se mig, hør mig” over det.

For mig var det en åbenbaring. Jeg er som de fleste andre blevet fodret med historier om hvor stort et ego det kræver at få succes, hvor ensidigt fokuserende man skal være – og klassikeren med hvordan de fleste direktører og superiværksættere dybest set er sociale afvigere.

Noget har ændret sig. I dag er det først og fremmest et samarbejdsprojekt at være iværksætter. Det handler ikke længere om at stå ene mand og smelte plasticmasse om til legoklodser til langt ud på natten, eller om at tyrannisere underdanige medarbejdere. De tider er om ikke forbi, så i hvert fald kraftigt på retur. Nutidens og fremtidens succesfulde er dem der kan vinde andre mennesker tillid, opbygge langvarige relationer og skabe sammentømrede teams hvor alle er motiverede.

Hvem står bedst rustet til det? Den lidenskabelige afviger, eller de sympatiske, lyttende og afrundede rollemodeller som jeg mødte?

For mig at se står det skrevet i kortene, at personlig modenhed bliver fremtidens vigtigste konkurrenceparameter for en iværksætter. Modenhed forstået som at hvile i sig selv, at give plads til andre, at acceptere det som man ikke kan ændre, tålmodigt og vedholdende at arbejde for sin sag. Uden at miste fatningen, blive usaglig eller urimelig over for menneskene omkring en.

Det kan du selvfølgelig kun udleve, hvis du formår at gøre dig selv glad. Glad for hvad end livet bringer. Lige glad. Passion er et tveægget sværd. Det driver dig til at arbejde til langt ud på natten fordi hele din identitet er på spil, men det får dig samtidig til at fare i flint, skabe unødvendige konflikter, gå i selvsving og miste overblikket.

Lidenskab er nerven i kunstens verden, men i et start up skal det balanceres med en tilpas dosis overblik, modenhed og perspektiv. Det fremmer ikke sagen hvis du springer i luften eller bliver grædefærdig, hvis din kollega har lavet en fejl, eller hvis en kunde afbestiller en stor ordre. Du har behov for en passende mængde afstand. En dybere ro og glæde, så du bliver en klippe – et forbillede som dit team og dine kunder kan have tillid til, som altid bevarer fatningen og som går konstruktivt og løsningsorienteret til opgaverne.

Hvis du i dag er for ligeglad til at få noget gjort, så skal du finde passionen i dig selv. Men hvis du ligesom de fleste iværksættere bliver så grebet af dit projekt, at alt andet fortoner sig i baggrunden og dit følelsesliv bliver som en rutsjetur i Tivoli – så skal du øve dig i at blive lige glad uanset et start ups helt naturlige op og nedture.

Det kan hjælpe at tænke på Trisha Mason, engelsk iværksætter og stifter af ejendomsmæglerkæden VEF, der blev enke med 3 børn som 29-årig. Hun startede op uden en klink på lommen og med børnene hængene i skørterne – men uden angst og bekymringer for som hun siger ”when you lost the most important thing in your life, the loss of anything else isn’t terrible important”.

Eller for at låne et citat af Christian Stadil: ”life is meaningless, live extradinary”. Hvis du tager dig selv og din tilværelse for alvorlig bliver du forkrampet og fortænkt. En god portion perspektiv hjælper dig til at blive en succesfuld iværksætter, og til at nyde livet mens du bygger din virksomhed.

 

Læs også


Kommentarer

Michael  den 03-10-2010 kl. 13:56

Så sandt, som det er skrevet.

Michael

Er kommentaren brugbar? 0 0
henriette  den 03-10-2010 kl. 16:13

Tak for dette indlæg. Lige at få sådan en op-sang havde jeg allermest brug for i dette øjeblik, fordi jeg føler mig noget slidt/udbrændt pt. Jeg synes nemlig, det er en svær balance at holde fast i euforien i startfasen og så tsunami-følelsen, der kan overkvinde én, nu hvor der er alt for meget arbejde og alt for få til at udføre det. Så 1000 tak jeg vil tage ved lære!  Henriette

Er kommentaren brugbar? 0 0
Martin Bjergegaard  den 03-10-2010 kl. 21:12

Hej Henriette og Michael,

Tak for jeres kommentarer. Det er skønt at opleve, at nogen kan bruge det man skriver. Så er det søndags formiddags indsats værd:-)

Bedste hilsner,

Martin

Er kommentaren brugbar? 0 0
Jimi Hove  den 03-10-2010 kl. 23:16

”when you lost the most important thing in your life, the loss of anything else isn’t terrible important”

.. og så skal man lige komme sig over sorgen, men så ER man der.

Kanon skrevet Martin , selvfølgelig fordi jeg også kender til det. Har siddet med de største kanoner der kunne forandre mit liv i en grad, så mange andre ville opgive alt for det. Men jeg var pænt " ligeglad ". Et nej, hvad skulle det gøre ? Ingenting der kunne måle sig med de tab jeg tidligere har haft. Og ville et ja gøre mig super lykkelig ? Ikke i forhold til hvad jeg er kommet mig over. Det jo bare fucking business. Og de kanoner kunne lide det.

Jeg har hørt noget om nogle statistikker( fra USA) der siger at din chance for at blive mangemillionær er MEGET større hvis du har været helt nede i rendestenen, end hvis du kommer fra et middelklassehjem. Alt at vinde, intet at tabe princippet. Skal siges at i USA er man virkelig på skideren, når man er på skideren. Her i DK behøver vi jo strengt taget ikke gøre en indsats for at finde lidt økonomisk tryghed.

Men fedt blogindlæg, det ryger lige hen i favoritbunken

Er kommentaren brugbar? 0 0
Martin Bjergegaard  den 04-10-2010 kl. 14:34

Tak Jimi:-) også for invitationen til dit Amino-netværk. Dejligt at høre at du selv har gode erfaringer med at være "ligeglad"!

Er kommentaren brugbar? 0 0
 

Tilføj en kommentar

 
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 

Om denne blog


Få besked når Martin skriver


Martin Bjergegaard på nettet

Besøg Martins website - klik her.


Martin på Twitter

Hvis du vil have besked når Martin og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer