Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Martin Bjergegaard fra Rainmaking Gør dig klar - om optimal forberedelse

Gør dig klar - om optimal forberedelse

2.404 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
26 September 2010

Hvad er du bedre til end de fleste andre? Kitesurfing, madlavning, golf, økonomistyring, debat, bridge, databasebygning? Hvordan er du blevet god? Talentet har måske været der fra starten, men med mindre du har medfødte superkræfter, så er det øvelse der har gjort den største forskel. Sådan er det også når du skal starte en ny virksomhed op; du skal have øvet dig, du skal være forberedt.

De mest forberedte iværksættere jeg har hørt om er de 5 Fullrate stiftere. Hos markedslederen havde de som ansatte gjort præcis det samme, som de besluttede sig for at gøre igen som selvstændige: sætte en bredbåndsvirksomhed op fra bunden. 

Cybercity var dengang i 2005 førende på markedet, men var blevet stor og tilbagelænet, og kunne ikke se nogen grund til at skifte til de nye teknologier der var kommet på markedet. Peter, Stig, Haktan, Nicolai og Kasper forsvandt derfor ud af hoveddøren og kom aldrig tilbage. I stedet skabte de fænomenet Fullrate; et raket startup der med billigt bredbånd til folket som affyringsrampe på under 3 år opnåede en exit til TDC på 400 mio. kr. 

Set i bakspejlet virker det som om det var forudbestemt til at gå sådan. Hos Cybercity havde Haktan bygget IT systemer, Peter havde skaffet kunder, Nicolai havde ordnet økonomi, Stig havde tænkt strategi, og Kasper havde styr på teknologien. Alle vigtige kompetencer var samlet i femkløveret, de havde tillid til hinanden, og leverede samme ydelse som de havde gjort i årevis - bare billigere og mere effektivt. 

Årevis... så lang tid behøver det ikke tage for dig at blive forberedt til dit næste projekt. Den engelske superiværksætter Peter Jones - kendt fra tv fænomenet Dragons Den - fortæller i sin bog "Tycoon" om hvordan han, fra han var 19-20 år, arbejdede i forskellige computer virksomheder i forskellige funktioner, for så hurtigt som muligt at lære nok om branchen til at starte for sig selv. Planen virkede og han byggede en succesfuld virksomhed på rekordtid. 

I mit eget tilfælde har det vist sig at frokoster var bedre end farvekopier. Da jeg som ganske ung leasede det nyeste skrig fra Canon og begyndte at sælge farvekopier pr. postordre anede jeg intet om branchen. Og jeg lukkede efter 2 år uden at have tjent andet end en lille timeløn for at have svedt over paper jams og tomme papirbakker. Frokost ud huset til kontorer (Frokost.dk) gik langt bedre. Vi nåede 20 millioner i omsætning allerede det første år - og 50 det næste. 

Jeg er ikke sikker på frokost per definition er et bedre produkt at sælge og levere end kopier. Men for mig var det. Da jeg startede frokostvirksomheden havde jeg nemlig arbejdet et år i branchen hos en af de bedste spillere på markedet. Og lært om køkkenprocenter, kundebehov og menusammensætning, så jeg kom godt fra start. 

Man behøver ikke være brancheekspert for at få succes. Og for mange års forberedelse kan hæmme din evne til at handle og til at tænke kreativt. Men et år eller to hvor du suger til dig er en god idé. Hvad enten du vil arbejde med computere eller frokoster.

Hvad er din erfaring? 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Martin skriver Skriv dig op