Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Fører du dig frem med stil?

2.351 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
27 August 2011
Jeg havde en snak fornylig med en iværksætter, der var i tvivl om, hvor hun skulle bruge pengene i præsentationen af virksomheden. Med tanke på, at førstehåndsindtryk er altafgørende, og at dine kunders attentionspan er minimalt, så har jeg lavet en liste over, hvad du ud fra et marketing synspunkt skal sørge for, at du har styr på, når du tænker din overordnede præsentation af din virksomhed igennem. Så i det følgende forudsætter jeg, at du selvfølgelig har en god service/godt produkt, og noget godt på hjerte. Her skal du være på dupperne:
  • Navnet på din virksomhed kan man jo diskutere længe og det er en meget personlig sag. Min personlige holdning er, at et beskrivende navn er super godt eller et person navn, da det er hurtigt at relatere sig til. Prøv nu at undgå de sædvanlig klicheer med Dan... mig her og Dan... mig der, for der er så mange, at forvekslingen ligger lige for. Det er heller ikke optimalt at hedde initialer og numre. Du skal tænke på, at du ikke (sandsynligvis) har millioner på kontoen til at køre branding kampagner for, så navnet på dit firma skal helst sidde i skabet.
  • Tænk dig om, når du vælger domæne. Helst firmanavnet og forenklet, hvis det er snørklet. Tænk på at www.alleaminoererkloge.dk er næsten umuligt at læse korrekt, hvis det skulle være dit domæne.
  • Drop at bruge formuer i første omgang på smarte kontorer og dyre møbler - overvej hvor tit dine kunder overhovedet kommer forbi. Der er ikke nogen der kan høre, at du sidder ved køkkenbordet og ringer kunder op.
  • Vælger du et blogformat, som jeg kraftigt kan anbefale (stor fan af Wordpress), så start på dit eget domænenavn i stedet for at lægge dig ind under f.eks. wordpress.com, hvor du gratis kan oprette din blog. Hvis du senere vil flytte over på dit eget domæne, så mister du meget af dit gode arbejde i flytningen. Wordpress er stadig i sin grundform gratis, og har du alt liggende på dit eget domæne, så sidder du selv inde med alt dit indhold.
  • Her kommer så en af mine kæpheste: Sørg for at bruge noget krudt (og nogle penge) på et ordentligt logo og måske gennemgående farvetoner på website og andre materialer. Nej, det er ganske enkelt ikke godt nok, at din onkel, der elsker at lege med Powerpoint har bikset et logo sammen til dig. Det kan godt være at det utrænede øje ikke kan se forskel, men handler du med professionelle mennesker, så kan de godt se, at det ikke er lavet af en professionel. Smag og behag er forskellig, men jeg mener ikke, at det er det rigtige sted at spare, men jeg kan jævnligt ved selvsyn konstatere, at der er mange der springer over her. Tænk over, at dit logo skal kunne begå sig på en masse medier og kan udtrykke en del om din virksomhed, så det er altså fint at få en professionel ind over, som kan lave de ting.
  • For nemhedens skyld bør du bede grafikeren om at få de forskellige logo-elementer og farvetoner i forskellige størrelser og formater, for så har du et bibliotek over dine designelementer, som du nemt kan hale frem når du skal bruge dem.
  • Har du logo i orden, så er det langt lettere at få de andre elementer til at spille. Det skal nu optræde på alt, du rør ved: visitkort, e-mail signatur, website, osv. Du kan give den gas med streamers til bilen, brevpapir og konvolutter, men de første tre er de vigtigste.
  • Jeg vil også anbefale dig at entrere med et webbureau og få dem til at sætte dit Wordpress op (evt. i en god skabelon, der er nem at arbejde med og er godt optimeret til søgemaskinerne) efter de retningslinjer, du har fundet frem til med din grafiker, med mindre du selv er en haj til det. Hvis grundarbejdet er lavet, så er det nemmere selv senere at lave lidt om hist og pist.
  • Få taget et professionelt billede. Det er ligesom med logoet - man kan sagtens se forskel. Du behøver ikke at ofre formuer på sagen, for du kan nøjes med et enkelt billede, men det højner bare det generelle indtryk af virksomheden, at man kan se et menneske bag.

 Listen vil jeg betragte som en "need-to-have" - har du finanser nok, kan du altid lave en længere liste over "nice-to-have". Hvordan ser det ud i din virksomhed?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Lise skriver Skriv dig op