Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Leon Birdi - Salgsekspert og blogger Smid dine fine fornemmelser - og sælg mere med Facebook

Smid dine fine fornemmelser - og sælg mere med Facebook

8.594 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
22 February 2016

Jeg hader Facebook!

Jamen tillykke med det. Så derfor bruger du det ikke, vel?

Du er træt af andres madbilleder, kattevideoer og åndssvage opdateringer om deres grimme, blegfede unger?

Du synes måske også at Snapchat, Twitter og Instagram er underligt. Svært gennemskueligt. Ikke noget for dig.

Fair nok - men jeg har altså ikke råd til at have fine fornemmelser - for jeg skal tjene penge, havde det sjovt og mærke succes'en fortsætte i min forretning.

Lad os lige se på lidt tal. Ifølge socialemedier.dk er der ret mange månedlige brugere af de sociale medier:

Facebook – 3.476.000 månedlige brugere
LinkedIn – 1.700.000 oprettede profiler i Danmark
Snapchat – 1.059.000 månedlige brugere
Instagram – 868.000 månedlige brugere
Twitter – 457.000 månedlige brugere

De tal kan du ikke bare oversætte til, at der er 3.5 mio. potentielle kunder på Facebook og en mio. på Snapchat. Nogle af dem er gengangere - andre brugere er inaktive - og nogle har ingen penge.

Men du kan bruge tallene til at overveje om der er andre steder, hvor du dagligt, nemt, hurtigt og gratis kan få tusinder i tale.

Du kan også bruge tallene til at argumentere for at de sociale medier ikke er til at komme udenom - alene fordi der er hundreder af tusinder der dagligt færdes der.

Sagt på en anden måde: Uanset hvad du synes om sociale medier så er din næste kunder der sandsynligvis.

Jeg synes heller ikke at BT er Danmarks bedste avis. Men hvis jeg skulle annoncere i et dagblad ville BT nok være mere interessant end Information. Bare fordi den har flere læsere.

Så væk med de fine fornemmelser - og sælg!

Men er Facebook ikke mest sådan noget man bruger med sine venner?

Det kan da godt være at nogen synes det. Men hvad kommer det mig ved? Mine venner brokker sig faktisk nogen gange over at jeg bruger Facebook til forretningsorienteret kommunikation. Og når de brokker sig, bliver jeg glad, for så virker min strategi jo!

Jeg bestemmer selv - og det gør du også - hvad du bruger dine kommunikationskanaler til.

Og jeg har besluttet mig for at min strategi er således:

  1. Jeg bruger Facebook, Twitter og Linkedin til min forretning
  2. Jeg bruger ikke Instagram, Snapchat eller Tumblr (endnu)
  3. På Facebook er 90% af mine input af værdiskabende karakter (tips, tricks og artikler) - og 5% er annoncer (fx til mine bøger). De sidste 5% er fotos fra ferier og politiske ytringer med lidt kant.
  4. Linkedin og Twitter bruger jeg udelukkende til artikler og tips

Og nej: Jeg er ikke bange for lidt private ytringer på Facebook. Hvis mine kunder ikke kan tåle at læse mine småpolitiske, sarkastiske bøvser, så vil de heller ikke kunne holde mig ud IRL - og hvis det koster en ordre eller to, så lever jeg fint med det.

Hvad skriver du så?

Jeg har fire kategorier af information som jeg sender ud:

  1. Egne artikler, tips og korte beskeder - herunder links til blogindlæg på egen blog + gæsteblogs
  2. Podcasts
  3. Videoer
  4. Links til relevante artikler fra andre

Det smarte er, at jeg kan bruge en artikel flere gange. Dels kan jeg skrive en fuld artikel - og genbruge dele af den på andre platforme. Dels kan jeg grave en gammel artikel frem og præsentere den igen.

Endelig kan jeg skrive en artikel på min egen blog og linke til den med en kort kommentar på alle platforme: Facebook, Linkedin og Twitter.

På den måde kan jeg virkelig sprede et budskab langt ud - og bredt ud. Jeg kan endda "genudsende" budskabet efter nogle timer eller dage - for det er jo langt fra alle der ser alt hvad jeg skriver.

Men det lyder ikke som om du er sælgende... Mere snakkende?

Ja. De fleste læsere vil hellere have underholdning, læring og relevante input end at blive præsenteret for "et godt tilbud".

Google er et godt bevis på denne påstand: Når du googler "salgstræning" kommer der to slags resultater frem. Organiske søgninger og reklamer. Gæt hvad der bliver klikket mest på?

Netop: De organiske får i omegnen af otte gange flere klik - afhængig af resultatets "rank" etc. Det er fordi vi mennesker godt ved, at reklamer er reklamer. Derimod tror vi ofte mere på redaktionelt stof - og vi er ikke særligt kritiske overfor afsenderens kvalifikationer...

Derfor er reklamer ikke særligt interessante for mange af os - vi skal bare skrive noget klogt så vores læsere bliver beriget - og deler vores indhold med andre.

Så nej: Jeg er ikke sælgende - men indirekte er jeg. For jeg skriver jo (også denne artikel) for at få opmærksomhed, delinger og i sidste ende henvendelser fra kunder.

Hvordan konktakter kunderne dig så?

Det er interessant at se på...

For 20 år siden - i 1996 - fandt jeg mine kunder selv. Jeg ringede. Ringede igen. Sendte en brochure (med posten) eller holdt et møde og afleverede et visitkort. Og så vendte nogle af kunderne retur.

For 10 år siden - i 2006 - var mange af kunderne begyndt at google. Så de fandt min hjemmeside via Adwords og organiske søgninger. Men jeg canvassede stadig en del.

I dag - i 2016 - er min strategi langt mere passiv. Jeg canvasser ganske få emner - og mest nogen som jeg har en konkret viden om. Resten? De finder mig på min egen blog. Her på amino.dk - på Computerworlds blog eller på Youtube eller via iTunes hvor jeg har mine podcasts.

Og så går de på birdi.dk og klikker på "Kontakt Mig" boksen der findes på alle mine sider.

Når jeg så får en mail om at Henrik Sørensen vil kontaktes, så ringer jeg. Lytter til Henriks udfordringer. Booker et uforpligtende møde og ser om der er basis for et samarbejde.

Så jeg kommer bredt ud - men de fleste ender på birdi.dk og henvender sig via mail.

...men der er sket noget nyt!

Og den havde jeg sgu ikke set komme for bare et år siden: Der kommer nu jævnligt henvendelser på Facebook Messenger. Også på Linkedin Messages. Og når kunderne selv henvender sig for at booke et møde - så er Facebook ikke kun katte og grimme børn, vel?

Så hvis der også skal ske noget nyt hos dig, så se at få de fine fornemmelser smidt ud og kom i gang med at vise hvor klog du er på de relevante platforme. Nu!

Leon

PS: Husk at alle emner er interessante for nogen. Det er ikke kun rådgivere, konsulenter og iværksættere der har noget begavet at sige. Det har alle! Alle ydelser og produkter som har købere, har også et publikum der gider at læse om, lytte til og se på information om det... Det gælder agronomi og alpehuer - bleer og Bentleyer - cykler og citronfromage. Alt har et publikum! 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Leon skriver Skriv dig op