Bliv gratis medlem
Forleden dag havde jeg et møde i Nordsjælland. Efter mødet skulle jeg videre til det næste og havde 15-20 minutters overskydende tid. Solen skinnede, så jeg kørte en lille omvej gennem området ved Dyrehaven nord for København. En pludselig indskydelse fik mig til at køre forbi en af mine gamle klassekammeraters hus. Jeg vidste, at hans forældre stadig bor der og jeg tænkte at det kunne være sjovt at se huset igen.
Jeg har godt nok kørt forbi med års mellemrum - og hver gang har jeg tænkt på at standse bilen og gå ind og ringe på døren.
Jeg har ikke været i huset siden starten af 80'erne og har altid haft lyst til at gense forældrene og huset. Som barn kom jeg der hver eneste uge gennem flere år...
Men jeg har aldrig standset bilen og ringet på. Hvorfor egentlig ikke? Jeg er jo sælger, konsulent, foredragsholder. Jeg er jævnligt på landsdækkende tv - live endda. Så jeg er en sej fyr. Modig, ikke genert. Mega udadvendt... En rigtig sælger! En rigtig mand!
Nej! Det er jeg sgu ikke. I virkeligheden er jeg nok lidt genert og tilbageholdende. Tænker, at man ikke kan forvente at legekammeratens gamle forældre dels kan huske mig - dels gider interessere sig for en møgunge der nu er blevet voksen.
Nå, men jeg ville bare kigge...
Og det gjorde jeg. Huset lignede sig selv. Lidt mere tilgroet end dengang i midten af 70'erne - men stadig hyggeligt og som jeg husker det. Jeg tænkte: En dag må jeg stoppe. Ringe på. Invitere mig selv indenfor. Ligesom nr vi skal ringe til kunder. I morgen. Snart. De gider nok heller ikke mødes/købe/snakke.
Kender du det?
Well. Jeg kørte langsomt forbi, fuld af begrænsninger i tankerne. Men så bakkede en bil ud fra deres indkørsel! Jeg lod den køre ud og kunne straks genkende min gamle vens gamle mor. Hun er blevet 80 - men lignede den 45-årige som jeg havde et billede af i hovedet.
Jeg rullede vinduet i bilen ned. Hun smilede. Jeg sagde: "Du kan ikke genkende mig - men jeg kan kende dig..."
Det korte af det lange er, at hun strålede. Parkerede bilen. Inviterede mig ind for at se huset og hilse på hendes mand.
Pointe 1 er: De var overvældet. Lykkelige. De strålede. Tænk at han gad hilse på os gamle mennesker! Hun sagde: "Det var dagens højdepunkt!"
Det fik mig til at tænke.
Denne tanke: Hvor normal er min handlingslammelse? Well - for sælgeren der skal sparke døre ind, er den ret normal. Men det er en dum adfærd, for de fleste bliver jo glade for at besøg. Kunder og venners forældre.
Det leder mig til pointe 2...
Få nu fingeren ud!
Det der holder mig tilbage er jo tanker. Ikke tanker baseret på erfaring, men snarere tanker baseret på frygten for noget jeg ikke kan definere. Det fik mig til at tænke på, at vi mennesker skulle få fingeren mere ud. Og når vi taler salg og kunder, så kunne en lære være, at du skal udfordre dine dæmoner.
Så nu har jeg startet et eksperiment:
Jeg sender en mail. Hver dag. Også i weekenden. Hver dag, sommer, vinter, ferie og arbejdsuge. En mail om dagen til nogen jeg ikke kender.
Det kan være kundeemner. Samarbejdspartnere. Steder jeg kan blogge, holde foredrag eller på anden vis gøre noget for. Måske mod betaling - måske ikke.
Fidusen er, at jeg 365 gange - pr. mail - vil banke på en dør jeg eller ikke havde banket på.
Så nu angriber jeg store, internationale koncerner. Mediehuse. Virksomheder. Foreninger.
Og om et år er jeg klogere: Hvor mange af de 365 bad mig skride? Hvor mange ville tale? Hvor mange kom der et samarbejde ud af?
Jeg tænker det bliver sådan:
365 mails
300 bliver læst og besvaret
200 takker umiddelbart nej men vil gerne tales ved
100 vil gerne høre mere
50 vil gerne mødes (måske på telefonen eller via mail)
25 af dem bliver til kunder eller partnere
Hvis jeg får ret, betyder det at der kommer en ny, værdifuld "ting i kassen" hver anden uge.
Indtil videre har jeg sendt 21 mails og statistikken ser endnu bedre ud...
Bank på! Du ved ikke en skid om hvem der åbner døren :-)
Ciao!
PS: Hvis du fik blod på tanden så læs lige denne om at sælge. Syv tips: http://birdi.dk/blog/syv-veje-til-nye-kunder/
Opret bruger