Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?

Slogans, der flytter kunder

11.238 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
17 August 2009

Et slogan i en fart gi'r den bedste virksomhedsstart!!!
Brug derfor masser af tid på at finde det rigtige slogan, det skal nok flytte nogle kunder...

- eller hvad?

En virksomheds slogan kan opfylde følgende formål:

  1. Et slogan skaber genkendelighed sammen med navn og logo og underbygger demed værdien af et brand.
  2. Et slogan fortæller i kort og fyndig form præcis, hvad firmaet beskæftiger sig med.
  3. Et slogan medvirker til at medarbejderne fokuserer på virksomhedens værdigrundlag OG skaber positive tanker samt evt. genkendelse hos kunderne.

De første to er rettet mod kunderne.

1'eren gælder først og fremmest for store brands - McD siger f.eks. "I'm lovin' it" for at knytte det positive ord "love" til deres varemærke. De markerer i agressiv markedsføring dette slogan sammen med deres logo, hvilket får vores underbevidsthed til at hviske "I'm lovin' it" i vores indre øre, hver gang vi ser det karakteristiske M. Denne effekt har kun de allerfæreste nystartede virksomheder noget at bruge til. Du har simpelt hen ikke råd til at markedsføre dit slogan så kraftigt, så du vil opnå denne effekt.

2'eren er mere iværksætteregnet - men pas på. Hjemmegjorte slogans, som i simpelt rim eller rytme skal henlede kundernes opmærksomhed på virksomhedens fortræffeligheder, ender ofte i noget vås. Måske får man nogle kunder til at trække på smilebåndet, men man risikerer at få lige så mange til at rynke på næsen. Et par eksempler:
"Skal der være fest - Vin fra x-købing købmandshandel er bedst!"
Min umiddelbare tanke er: "Det tror jeg ikke - jeg tror, at vinhandleren har bedre vine og bedre udvalg end den lokale købmand". Hivs købmanden påstår, at han har de bedste vine, skal han bevidst profilere sig på gode vine til rimelige priser - det skal være tydeligt for mig, når jeg går ind i butikken, at denne her købmand har styr på sine vine - ellers er hans slogan tomt. Det næste, der slår mig er versefødderne. I dette rim er der ikke tænkt på at etablere en velklingende rytme. Enderimet er ægte, hvilket er fint, men sloganets andet led har alt for mange stavelser i forhold til det første led. Et godt slogan for en lokal købmand kunne være "Ham med den gode kaffe". Det understreger købmandens personlige forhold til kunderne sammen med en positiv beskrivelse af et centralt produkt, der rent faktisk flytter kunder.
Problemet med versefødder er løst i mit næste eksempel, som stammer fra et slamsugerfirma:
"Du sidder og prutter, vi kommer og sutter!"
- Nej I gør ikke. Jeg ringer til nogen andre. Man har forsøgt sig med humor, men når jeg har brug for en slamsuger, vil jeg ikke være til grin. Jeg vil ikke gøres opmærksom på, at det er mit eget tarmindhold, der har skabt det problem, der skal løses - jeg vil langt hellere holde fast i, at vi har et teknisk problem, som kræver ekspertbistand. Jeg kunne selvfølgelig også snuble over dette slogan en dag, hvor jeg var i humør til platte "pruttevitser", og så er det jo ustyrligt morsomt. Måske ville jeg vælge dette slamsugerfirma, fordi de forstår at lave sjov ud af et irriterende problem. Pointen er, at slamsugerfirmaets indehaver ikke kan styre mine følelser med dette slogan på samme måde som McD gør det i eksemplet ovenfor. Hvis du skal bruge humor i dit slogan, skal du finde noget, som er grundlæggende sjovt, og som stadig giver mening, selvom nogen måtte misforstå det.
Der er masser af vellykkede eksempler.
Jeg elsker: "Ingen huse uden Tage", som er brugt af adskillige håndværkere landet over. De har alle det til fælles, at de hedder Tage til fornavn, og jeg er ikke kommet om ved tagdækkere, som bruger netop dette slogan. - desværre er det kun morsomt og lever ikke op til at fortælle, hvad firmaet beskæftiger sig med. Dette rådes der så bod på ved at nævne håndværket i firmanavnet.
Et slogan, der rimer høre fortiden til. Lad være med at skrive:
"Giv dig selv en gave - jeg ordner din have!", "Vi fixer din bil med et smil" eller "Få noget at spise - hos Lise".

Den tredje kategori af slogans har en reel værdi. Vejen til at nå et sådant værdibaseret slogan indebærer, at du bruger tid og energi på at afklare din virksomheds værdigrundlag - og det kan i sig selv være sundt - uanset om du samler udbyttet i et slogan bagefter.
Store virksomheder gør det. Det klassiske eksempel er historien om AVIS, der var plaget af en stærk, markedsledende konkurrent i biludlejningsbranchen. De gennemgik en proces, hvor de opdagede at firmaet havde den iboende værdi, at man hele tiden forsøgte at gøre tingene bedre. Det var en værdi, som levede blandt medarbejderne, og som ledelsen "opdagede", da de ville lave en kampagne. Deres slogan, "We try harder"  har 50 års fødselsdag om tre år, og er stadig i brug. Se bare nederst til højre på www.avis.dk.
Små firmaer kan også lære af denne strategi.
Hos Thyholm Murer lægger man vægt på en ordentlig kvalitet i håndværket. Deres slogan, "Vi bygger på kvaliteten", hjælper medarbejderne med at holde fast i dette. Samtidig udgør det et stærkt signal til kunderne.
Men hvis ikke man kan leve op til sloganets indhold, har det udelukkende negativ værdi.

Et slogan flytter ikke kunder i sig selv.
Men hvis du bruger den tid, der skal til for at finde din virksomheds sande værdigrundlag, kan det måske formuleres i et godt og sigende slogan.

Når du starter en virksomhed, har du altså ikke umiddelbart brug for et godt slogan. Du har brug for sunde værdier.

 

 

 

Bloggen bliver til en bog.
- Vil du vide hvornår?

Efter at have blogget om virksomheders kommunikation i en måneds tid har jeg besluttet at samle mine erfaringer i en bog.

Bogen vil komme til at indeholde flere emner, flere eksempler og flere konkrete anvisninger end bloggen.
Om det bliver en e-bog eller én af papir har jeg endnu ikke besluttet.

Send en mail med ”Kommer bogen ikke snart” i emnefeltet til kjer@kjers.com – så holder jeg dig opdateret.

Mvh Hans

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Hans skriver Skriv dig op