Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Kasper Birkeholm Munk's Blog Det program jeg gerne ville have set…

Det program jeg gerne ville have set…

5.224 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
29 September 2015

The talk of town på entreprenørskabsområdet i øjeblikket er tirsdagsføljetonen ”Løvens Hule” på DRTV. Vi er halvvejs gennem programrækken, som jeg næsten formoder de fleste Aminolæsere har set og dannet sig et indtryk af. Jeg ligeså. Indrømmet, da jeg første gang hørte at programmet var på skitseblokken, fik jeg lidt ufrivillige ticks. Ikke fordi der som sådan er noget sindsrivende galt med det programformat, som vi også kender som Dragons Den i UK og Shark Tank i US.

Men jeg har det lidt svært med det meste af det iværksætterorienterede TV der laves. Enten tager det show-vinklen og bliver en pitch-konkurrence som tilfældet er det med Løvens Hule eller også tager det reality-turen og bliver en omgang mæskende trav rundt i et eller andet menneskes fantastisk selvskabte rigdom. 

Ingen af delene er interessant. Snarere tværtimod. Fra et fagligt perspektiv synes jeg, der er rigeligt med varm luft om emnet i medierne, som udelader alle de virkelig interessante mellemregninger fra ideen skabes til den når markedet. Jeg møder mange mennesker i rådgivningssammenhæng som behændigt tror, at iværksætteri det bare er noget man gør: får en god ide, pitcher, får nogen penge, laver produktet og åbner opsparingskontoen for et seriøst inflow a cash. Alle fem dommere i Løvens hule kender til mellemregningerne, de perioder hvor fejl, følelsen af mislykkethed og pengemangel har været tæt på at tage over. Dræbende tæt på.

Måske var det meget symptomatisk, da Jesper Buch i sidste program udtalte: ”Nu er det her jo ikke X-Faktor”, da der gik for meget performanceteater i en af deltagernes pitch. Og det var som om, blikket i hans øjne skiftede, lige da han sagde de ord, som om at han pludselig selv opdagede: det måske i virkeligheden lige netop var det det var. Lur mig om det dygtige dommerteam er tossede med pitch-formatet i sidste ende. Jeg tror det ikke, men det er uden for deres rækkevidde. Under hensynstagen til de vilkår programmet giver, synes jeg dommerne forvalter deres opgave rigtig godt. 

Ikke alene er de alle meget kompetente og mennesker, som jeg har vældig stor faglig og personlig respekt for. Men hvor gad jeg bare godt se deres viden og kompetencer udfoldet på en langt mere værdiskabende og lærerig måde. Det iværksætter-tv jeg godt gad se skulle have meget mere fokus på processen. Det ville være meget mere observerende, længerevarende og fulgte en udvikling. Ikke kun forretningsideens udvikling men i særdeleshed iværksætterens personlige udvikling.

Hvor ville det være interessant høre forskellige iværksætteres dagbogsagtige refleksioner og tanker og følge deres personlige læring og transformation, mens de udvikler deres forretningside. Hvor ville det være inspirerende at høre og lære fra Tommy, Christian, Ilse, Birgit og Jespers erfaringer. Og hvor ville det være værdifuldt for den enkelte iværksætter at få en af de fem dygtige dommere som intensiv sparringspartner henover et længere forløb. 

Hvis jeg fik den mulighed så kastede jeg mig 110% sikkert ind i et nyt iværksættereventyr. Men hvad siger alle I iværksætter-inspirerede mennesker? Hvilken type iværksætter-tv kunne I godt tænke Jer at se? Hvad får I ud af Løvens Hule (ud over at konstatere deltagernes voldsomme overestimering af deres virksomheds værdi er et generelt problem) som I kan bruge til noget produktivt fremadrettet?

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Kasper skriver Skriv dig op