Fortrænger stress din kreativitet? Test dig selv

Forleden var jeg ude at hygge men nogle gode venner.
Vi fik et par øl ,og snakkede om gamle dage, arbejde og en masse andre ting.
En af de der var med har i lang tid har været presset hårdt af sin arbejdsgiver.

Det betyder for hende mange dage, hvor hun først har fri kl. 20, 21 eller 22. Ja, endnu senere nogle gange. Det er jo en ret lang dag når man møder kl. 8:00.

”Arbejd, arbejd arbejd…”
Ét af mottoerne i hendes arbejdsgivers Håndbog er ”Læg en indsats som om at virksomheden er din egen”.

Jeg kan rigtig godt forstå, at en chef gerne vil have medarbejdere, der kommer med samme indsats og mind-set som indehaveren selv.

Det vil jo automatisk give meget dedikeret medarbejdere, der skaber resultater, og som ikke skeler til, hvornår de har fri, hvis der er ekstra travlt. Og som, selvom de synes at det er hårdt, arbejder langt ud over det normale, i perioder. Og dette gør min veninde rigtig meget.

Hvad får hun så ud af det? Ikke rigtig noget, hvis du spørger mig.
I hendes tilfælde følger en fin bonus eller anden ”gulerod” ikke med.

Så ”gevinsten” er tilfredse chefer, hvor den ene er god til at rose og anerkende indsatsen, imens den anden chef tager det for givet, at man bliver på jobbet til opgaven er løst.

Så det eneste incitament for, at give den en skalle langt ud over det sædvanlige er, at ”det står jo i vores Håndbog, og det er bare sådan man gør her, i en lille familie-ejet virksomhed”.

”Tror du ikke at du skal skrue lidt ned…” 
Sidste år bad jeg om, om hun ikke nok ville skrue ned for arbejdspresset. Simpelthen sige nej, fordi jeg kan se (og høre), at det går ud over hendes helbred. Og ud over vigtig tid til hende selv og familien.

Hun vidste godt at den var gal, og i en periode gik hun hjem fra arbejde til ”normaltid”, og tog tid til sig selv og familien.
Men nu er hun tilbage i suppedasen igen.”Jeg skal bare liiige over den periode her, så siger jeg også fra igen…”
Kender du det?

Der er 2 ”problemer” med min gode veninde:
1: Hun er s….. pligtopfyldende

2: Hun er en meget stærk person, der tåler og affinder sig med det meste

At være pligtopfyldende ser jeg som en meget stærk ressource hos et menneske.
Men hvis det går langt over, hvad man som arbejdsgiver kan forvente, gør du faktisk dig selv, og din arbejdsgiver, en bjørnetjeneste. Hvis du stilletiende accepterer presset bliver det på et tidspunkt til normen hos jer. Og en dag modstår du ikke presset mere, og får stress. Og det har INGEN af jer godt af!

At være stærk…
… er jo normalt en god ting. Men det er det ikke i dette tilfælde. Jeg gætter på, at hun ”lukker” og ”overhører” de signaler kroppen sender til hende, og knokler videre. Fordi hun er så stærk.

Men mon ikke kroppen siger fra en dag? Giver hende en ordentlig lussing? Jeg har set talrige eksempler på, at når først du ligger med stress, ser du tingene i et andet lys. Pludselig kan du godt se ”hvor dum du har været”. At du ikke har passet på dig selv.

Stress går ikke bare væk igen…
Langt over halvdelen, der har været nede med stress, og som vender tilbage i samme stilling, går ned med stress igen.

Det betyder, at har du først presset dig helt derud, hvor ballonen sprang, springer den højst sandsynligt igen. Rent psykisk kan man sige, at vi ikke mere er immune overfor for stort arbejdspres.

I mange tilfælde oplever jeg, at stressramte, der vender tilbage til sit job, siger op kort tid efter. Simpelthen fordi der nu skal langt mindre til for, at stressen igen melder sig.
Og fordi arbejdsgiveren intet har lært af situationen.

(Stress)-trappen og bolden 
Forestil dig, at du giver bolden på trappen et skub. Bolden har det ellers bedst på øverste trin, men når du giver bolden et skub, vil den, trin efter trin, hoppe ned af trappen, og ende nede i ”kælderen”.

Hvis bolden skal tilbage på sin øverste plads, vil det jo være langt nemmere, hvis du stopper den på f.eks. næst-øverste trin, og løfter den et enkelt trin op på sin øverste plads, hvor den har det bedst.

Skal du hente bolden op helt nede fra ”kælderen, er det en meget længere ”rejse”. Giver det mening? Godt.

Forestil dig nu, at DU er bolden. Når du bliver stresset, og du ikke får stoppet op i tide, ender du også nede i kælderen.

Test dig selv…
Hvilket trin vurderer du selv, at du er på? (Spørg også lige dine nærmeste, hvor de vurderer dig til at være på trappen…)

Ansvaret er også dit…
Hold øje med, hvor din ”stress-bold” er.
Ofte er vi dog ikke selv opmærksomme på stress. Så lyt til dine omgivelser.
Og sig fra. Før du ender i kælderen.

Et meget stort ansvar for, at du trives på jobbet, ligger hos din arbejdsgiver.

Men hvis din arbejdsgiver "ikke kan finde ud af" at skabe en kultur, hvor der både produceres effektivt, men også med stor fokus på trivsel, er ansvaret I sidste ende dit eget. Selvom det kan være svært at sige fra. Men tro mig: Slet ikke så svært som det vil være, at skulle kravle op af trappen igen, helt nedefra.

Jeg lavede tegningen af stress-trappen til min veninde da vi sad og fik en øl.
Hun sagde, at hendes ”bold” lå ret dårligt. Nu håber jeg virkelig, at hun så også agerer derefter, for hun er en person, der betyder virkelig meget for mig.
Men i sidste ende, er det kun hende selv, der kan gøre noget ved det… Når nu arbejdsgiveren ikke vil.

Og det gælder også din "bold", hvis den heller ikke "ligger så godt..."
Sig fra. Og kan du ikke det, så få hjælp til det af dine nærmeste.

Kærlig hilsen

John Harmsen