Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Jesper Norbøll fra MediaMouse Tip: Navigation er lettere, hvis man har et mål.

Tip: Navigation er lettere, hvis man har et mål.

3.134 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
21 April 2015

Dette indlæg kunne i bund og grund være skrevet af min sørøver-Morfar  (læs mit tidligere blogindlæg: Min Morfar er sørøver ), men det er det ikke.
Det er skrevet med udgangspunkt i hundredevis af samtaler jeg ved forskellige lejligheder har haft, ikke blot med diverse succesfulde iværksættere, direktører for større virksomheder, men også professionelle sportsfolk og andre mennesker, som på den ene eller den anden måde, performer på et højt niveau.

Selvom dette ikke er skrevet af en sørøver, så kom inspirationen til dette indlæg, da jeg på et tidspunkt snakkede med en af mine gode bekendte omkring det at starte virksomhed op.
Vedkommende er oprindeligt uddannet inden for søfart, men driver i dag sine egne virksomheder. Og det er interessant at se hvordan folks uddannelse og erfaringsgrundlag tydeligt påvirker den måde de driver forretning på - især i opstartsfasen.
Jeg finder selv rigtig meget inspiration i at høre på hvad disse mange forskellige mennesker griber tingene an på lige så forskellige måder.
Det er her hvor jeg mener at man f.eks. som helt ung iværksætter virkelig bør bruge nogle kræfter. Hvorfor bruge massevis af tid på at opfinde diverse dybe tallerkner, når der allerede er andre som har opfundet dem og man blot behøver at finjustere dem og eventuelt give dem en anden farve? Jeg oplever desværre en del unge iværksættere som udelukkende spejler sig i tilsvarende unge iværksættere så som Casper Blom, Simon Mørch m.fl., (som jeg lige skal tilføje, at jeg har den dybeste respekt for), men opfatter ældre iværksættere som stenalder-fund, blot fordi de f.eks. ikke benytter sig af de sociale medier, udelukkende handler med fysiske varer i en fysisk verden eller andet. Men de er samtidig også helt blinde over for at rigtig mange af de grundpiller, som forskellige virksomhedsprincipper bygger på, praktisk talt er identiske uanset hvilken form for virksomhed man driver. Og derved kan en snak med en 83 årig gammel købmand være mindst ligeså indholdsrig, som en snak med en 17 årig webshop-ejer.

Men det er slet ikke det som dette indlæg skal handle om, men derimod vigtigheden af at sætte sig et mål.
Hele vejen igennem mit liv (som nu snart runder 40 år), eller i hvert fald siden jeg fik mit første job hos Bent Købmand som bydreng, har jeg hørt sætningen "sæt dig et mål" i mange forskellige versioner. Jeg arbejdede hos Bent Købmand i ca. 4 år og han forsøgte bl.a. at lære mig vigtigheden i ikke at "spilde tiden på at fjumse planløst rundt". Dette kom igen da jeg som 18 årig fik mit første rigtige job som lagermand på et lager hos en stor IT-virksomhed.
Der var en 5-6 andre lagerarbejdere og en "lagerforvalter" og de var nogle gode og sjove kolleger, men der var også en del af dem hvor man godt kunne høre at studenterhuen i hvert fald ikke var den der trykkede.
Da jeg havde været på lageret i 2 måneder tværs over sommeren, tog vores lagerforvalter Tom en længere snak med mig. Tom var en rund fyr, midt 40'erne, og han havde en del ballast, ikke blot i form af sin vægt, men også i erfaringer. Han sagde ligeud at han syntes at jeg spildte mig liv ved at gå nede på lageret. Han syntes at jeg var for klog til det og der lå så mange andre muligheder foran mig. Han vidste at jeg interesserede mig for computere og var kreativ. Jeg kan huske at jeg svarede, at jeg var glad for at være på lageret (navnlig set i lyset af lønnen som var ret høj i forholdt til jeg kun var 18) og ikke rigtig kunne se hvilke andre muligheder der lå foran mig.

Tom forklarede mig at jeg blev nødt til at sætte mig nogle mål hvis jeg ville videre i arbejdslivet, have mig en karriere og lave noget andet end blot at gå og slæbe kasser hele dagen lang.
Jeg sagde så at jeg ikke vidste hvad det skulle være for nogle mål, men at han da havde ret i at jeg ikke ville gå og slæbe kasser resten af mit liv. Det i sig selv var, trods alt, en form for mål, forklarede Tom mig.
At Tom ikke blot opgav, men stædigt stod fast ved at jeg skulle videre, kan jeg kun være ham taknemmelig for i dag. Han er en af grundende til at jeg startede i den grafiske branche:
Dagen efter vores snak gav han mig en opsigelse, hvorpå der stod at mit sommerjob ikke ville blive forlænget ved ugens udgang. Og jeg nåede ikke længere end til at have læst den nederste linje færdig, før han sagde "Nu ligger der en mulighed foran dig - og den syntes jeg du, hvis du er så klog som jeg tror du er, skal tage!". Han havde på mine vegne lavet en aftale med direktøren i deres datterselskab, om at jeg kom forbi til en samtale - lige nu. Datterselskabet var en, dengang, lille virksomhed der leverede udstyr og løsninger til den grafiske branche. Og de manglede et "føl" som kunne starte med at hjælpe dem med at pakke kasser, klargøre computere og ellers vokse med virksomheden. Vi var 12 personer i en kælder i den ene fløj i bygningen og da jeg stoppede i virksomheden 3,5 år senere var det bl.a. Danmarks største Apple-forhandler med +100 medarbejdere og 3 afdelinger.

Jeg stødte på Tom nogle år senere hvor vi fik snakket meget kort og jeg fortalte at jeg var glad for "sparket" jeg fik dengang.
Og til det sagde han noget, som min bekendte søfartsuddannede mindede mig om, ved at sige fuldstændig det samme: "Når man har et mål, så navigerer man helt anderledes".
Igen tilbage til søfartens verden, så vil man aldrig begive sig afsted uden at have afklaret målet/destinationen og klarlagt hvad der potentielt kunne være af udfordringer undervejs.

Og nu kommer så pointen i dette indlæg:



Sæt dig nogle mål! Ellers så risikerer du at padle rundt i ring. Det kan godt være at det bliver større og større cirkler, men du kan med stor sandsynlighed komme videre på en mere effektiv måde med nogle pejlemærker undervejs.
Og du er også mindre tilbøjelig til at blive distraheret. Og husk på en meget vigtig ting, som jeg har været ret mange år om at indse: Dine mål er ikke nødvendigvis de samme som andre vil se som mål - og omvendt. Pas på med at tage andres mål og gør dem til dine. Andres mål og drømme er ikke nødvendigvis kompatible med dig.

Og nu til det som vil få masser af handelsskole-studerende til at klappe i hændende; Forretningsplanen.

Jeg har ikke nogen fin uddannelse af læne mig op af i mine påstande i dette blogindlæg... Jeg har til gengæld 22 års rå erfaring med at drive forskellige former for virksomhed.
Og for alle mindre virksomheder og selvstændige vil jeg sige at en forretningsplan er lige til at tørre røv i - og alligevel ikke.
Skriv den - og så tørrer du med den, brænder den eller på anden måde gør et eller andet med den, så du aldrig kommer til at kigge på den igen.

Det som er det vigtige med den er, at den i form af dens udarbejdelse, indirekte får dig tvunget til at sætte nogle mål. Og det er det vigtigste af det hele.
Hvis din forretningsplan er detaljeret, så har du formentenlig også en idé om hvilke store isbjerg du skal undgå på vejen mod dit mål.
Det er det som jeg definerer som milepæle. Men ligesom med rigtige isbjerge, så kan disse milepæle flytte sig under tid og omstændigheder.
Og det er derfor du aldrig blindt bare må følge en forretningsplan. Den er forældet i det sekund du har skrevet den færdig.
Du vil heller aldrig se en kaptajn udstikke en kurs og så blindt følge den uden at holde øje med hvad der kommer af tværgående trafik, ændring af vejret m.m.

Men igen, han (eller hun) kan ikke udstikke en kurs uden at kende destinationen - at have et mål at sigte efter.

Og et rigtig godt råd fra mig: Lad nu være med at være beskeden, men vær omvendt også realistisk.

Jeg har skrevet og sagt dette før: Hvis dit mål er at kunne købe den lækre sportsvogn, flytte ind i det store hus, vælte dig rundt folk der tilbeder dig eller dit produkt, have den store virksomhed med +100 ansatte eller blot noget helt enkelt og jordnært, som at kunne holde 2 ugers ferie i Florida hver sommer; Så skriv det på et stykke papir eller sæt et billede af det op, så du kan blive mindet om det hver dag. Og lad være med at være flov eller lignende over det, når andre spørger til det. Stå inde for at det er DIT mål, uanset hvad de end syntes om det. Vær stolt af at du har det som mål og endda også tør tale om det. Og tro mig, så bliver det også meget lettere at nå målet, når andre forstår hvad dit mål er og derved eventuelt også lettere kan hjælpe dig med at opnå det.

God vind i sejlene herfra - og husk at kigge fremad :-)

/Jesper

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Jesper skriver Skriv dig op