... og jeg endte i stedet med at sidde i cerut-hørm og glo på svedige ældre mænd i netundertrøjer
- udelukkende pga. min egen stolthed og arrogance!
Endnu en gang får du en personlig historie fra mig som er en historie til eftertanke: Om det at træffe de rigtige valg ud fra egen komfortzone, som så viser sig at være de helt forkerte.
Vi skal tilbage til da jeg var omkring midten af 20'erne - og for en gangs skyld bliver det en af de kortere historier 
:
Jeg måtte lukke en virksomhed som jeg havde sammen med en tidligere kollega, i forbindelse med at dot-com-boblen brast. Det var en turbulent omgang hvor jeg godt vidste at jeg gerne ville ud at være selvstændig igen, men omvendt så havde jeg både mentalt, sygdomsmæssigt og økonomisk brug for et pusterum.
Den eneste delvise uddannelse jeg har, er rettet imod digitalelektronik, og en af mine gode venner spurgte mig: "Nu har du altid arbejdet i den kreative branche. Hvad med at benytte lejligheden til at skifte spor? Ihvertfald give det et forsøg?". Vi har kendt hinanden siden vi begge gik i folkeskolen, og har altid været rigtig gode til at inspirere og støtte hinanden, og er det stadig. Så jeg tog hans ord til mig og fik et job i en virksomhed som arbejdede med sendermoduler inden for mobiltelefoni. Mit ophold i virksomheden er en god historie i sig selv, men den skal du nok få en anden gang.
Denne historie springer videre frem til hvad der skete ca. 10 måneder efter at jeg var startet. Virksomheden, der på det tidspunkt havde knap 280 ansatte, mistede den ene af virksomhedens to største kunder - hvilket medførte en lavine af fyringer. Inden for 5 uger blev over halvdelen af de ansatte afskediget - deriblandt mig. Som den eneste gang i mit liv var jeg på daværende tidspunkt medlem af en A-kasse. Jeg var det udelukkende fordi virksomheden havde en eller anden oldnordisk underhånds-/eksklusivaftale med en større fagforening. Men fordi jeg var medlem, og pga. nogle interne aftaler imellem virksomheden og fagforeningen i forbindelse med den omfattende fyringsrunde, så kunne vi alle fortsætte med at få udbetalt fuld løn i en periode - mod at vi både deltog i jobsøgning og i minimum ét kursusforløb.
Det er så her hvor jeg lod min egen arrogance og stolthed bestemme - hvilket jeg stadig ærgrer mig over den dag i dag.
Jeg fik et hæfte stukket i hånden med forskellige kurser jeg kunne vælge imellem. Og det var vitterlig grinagtigt hvad der var af tilbud, og efter hvad jeg har set og hørt i medierne i de senere år, så er det ikke blevet mindre latterligt. Først og fremmest prioriterede jeg mit valg af kurus ud fra at det skulle ligge tæt på, så jeg ikke skulle transportere mit luksus-legme alt for langt. Efter at have sorteret de helt, set med mine øjne, idiotiske kurser fra, var der to tilbage på listen over kurser på den skole som jeg havde udvalgt: "Blomsterbinding" og "EDB for erfarne". Blomsterbinding? Hvad pokker skulle jeg, som grafiker, iværksætter og mand bruge det til? Det var jeg for klog til. Det ville simpelthen være for grinagtigt - og navnlig spild af min tid. Jeg valgte selvfølgelig "EDB for erfarne", for det var jeg jo - nok en del mere end erfaren - og derved også helt klart kvalificeret som deltager på kurset.
Men det var så den kæmpe fejl jeg begik i tågen af min egen arrogance. Det fandt jeg ud af allerede den første dag på kurset hvor jeg trådte ind i et kursuslokale udstyret med computere nok til 2/3 af deltagerne. Og at kalde det computere var lidt af en overdrivelse - de var mindst 6-7 år gamle og bar præg af at være et levn fra en opgradering af kommunens interne it, hvor de udskiftede computere så var endt i dette lokale. På det tidspunkt hvor Windows 98 var på sit højdepunkt og Windows XP var lige på trapperne, kørte disse computere med Windows 3.11 og enkelte med Windows 95 - så ja, de var jo helt perfekte til at køre et kursus som "EDB for erfarne"... Men hvad jeg ved første øjekast mente ville være det værste ved kurset, viste sig at blive det mindste: For jeg var en af de få deltagere som ikke var fyldt 50 ... Mange af deltagerne var hvad jeg pænt vil kalde "midaldrende", og for at opnå kvalifikationen "erfaren", så skulle man tilsyneladende have prøvet at tænde en computer mindst én gang før. Så for at sige det mildt, så var det et kursus med nogle deltagere som virkelig var "op ad bakke". Det foregik i et tempo hvor min største udfordring var ikke at falde i søvn, og jeg kunne bare mærke hvordan mit IQ-niveau langtsomt faldt dag for dag. I pauserne var de primære samtaleemner fagforening, dumme virksomheder, dumme chefer og de småborgerlige kommentarer til artikler i BT og EkstraBladet i stil med "Hvis jeg møder en politiker, så skal jeg fortælle ham at..." krydret med kommentarer om hvor elendig kaffen var i forhold tli den konen stod klar med derhjemme. Og så var der lige cerutterne og det faktum at når man deltager på sådan et kursus som erfaren inden for EDB, så er den anerkendte dresscode tilsyneladende ølvom og rødvinspatter indsnævret i en netundertrøje med en krympet skjorte, eventuelt krydret med et par gullige svedplamager ved arme og krave. Så det gjorde det jo helt perfekt at der ikke var så mange computere så vi nærmest skulle sidde på skødet af hinanden.
Igennem hele kurset fik jeg hver eneste dag banket ind i hovedet hvilken kæmpe arrogant nar jeg selv var ... Hver eneste gang vi havde pause og jeg kunne sidde ved bordet i kantinen sammen med mine sveddryppende cerut-rygende medkursister, kunne jeg kigge over på holdet fra blomsterbinder-kurset: Kønne piger/kvinder i et aldersniveau fra en 20 og et stykke op over 40, i et så stort og forskelligt udvalg af kropsformer til at ville kunne stille enhver mands øjne tilfredse. Og så var der lige blomsterne. For pokker nogle vilde ting de igennem deres kursusforløb fik frembragt. Imens jeg sad fast i en verden af "EDB-erfaring" tilbage fra da jeg var omkring 7 år gammel, og ikke rokkede mig ud af stedet, men bare følte mig dummere og dummere, så kunne jeg se disse dejlige kvinder og deres kreationer udvikle sig dag for dag.
Sådan en dag som i dag hvor det er Mors dag (jeg ved så ikke lige hvornår dette indlæg bliver lagt online, men i skrivende stund er det Mors dag), kan jeg som en kreativ person ikke lade være med at tænke på mit idiotiske valg dengang og hvor meget mere jeg ville have fået ud af at deltage på blomsterkurset i stedet for. Jeg kunne have lært en masse som jeg intet vidste om i forvejen, kigget på dejlige bryster i stedet for svedige netundertrøjer - hver dag! Som den eneste mand på holdet! I en hel måned! Og så var der også lige detaljen med at jeg på det tidspunkt var single ...
Så derfor: Når muligheden en gang imellem byder sig, så prøv at bryde ud af din egen komfortzone.
Hvad er det værste der kan ske? At du oplever noget helt andet end det du ellers normalt oplever? Og er det så virkelig det værste?
Glædelig Mors dag!
/Jesper