Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om iværksætteri og grafisk produktion

Jamen, vil du bare være en taber?

Skrevet af:
18. marts 2012 | 3.469 Visninger| 19 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du?:

Amino Ekspertblog

Jesper Norbøll fra MediaMouse

Ekspertblogger på Amino om iværksætteri og grafisk produktion

Dette var hvad min studievejleder sagde til mig i gymnasiet - og er også titlen på dette blogindlæg, som er et lille spring frem i tiden i forhold til min tidligere historie omkring de første drømme om at have egen virksomhed: http://www.amino.dk/blogs/jespernorboll/archive/2011/10/30/starten-p-229-iv-230-rks-230-tteri-dr-248-mmen.aspx

Dette blogindlæg handler ikke så meget om drømmen og det at starte virksomhed, men er en historie for dem som er interesserede i at vide mere om hvad der har været kraftigt medvirkende til at gøre mig til den person jeg er i dag, og derved også har haft indvirkning på de virksomheder jeg har haft med at gøre. Det bliver en af de rigtig lange historier, så lav dig en rigtig god kop kaffe eller te, og afsæt 15-20 minutter ...

Den ældre generation af min familie er generelt ret veluddannede. En del af dem har haft noget at gøre med Helsingør Gymnasium. Begge mine forældre havde gået der som elever, og ikke mindst: Min farfar var rektor på gymnasiet igennem en længere årrække, hvorigennem han bl.a. har udgivet flere lærebøger omkring fysik. Så det undrer nok heller ikke nogen at jeg jo selvfølgelig også skulle gå på Helsingør Gymnasium. Det var ikke noget som jeg som sådan specifikt havde ønsket eller tænkt videre over, men det var ihvertfald selvskrevet at det var det jeg skulle efter 9 klasse. Der var ikke rigtig nogen alternativer.

Da jeg blev lidt ældre og fandt ud af at der også var noget der hed Teknisk Skole, Handelsskolen og lignende, så blev det understreget fra mine forældres side at jeg skulle på gymnasiet. Handelsskolen og navnlig Teknisk Skole var for tabere og noget man ikke kunne bruge til noget fornuftigt i livet. Jeg skulle på gymnasiet og så videre på DTU og blive noget inden for elektronik ligesom min far. Dette var jeg som sådan også selv helt med på, da jeg på det tidspunkt interesserede mig en hel del for computere og det at skabe noget på dem i form af programmering og grafik. Men set i bakspejlet, var jeg på ingen måde egnet til gymnasiet. Jeg var alt for kreativt tænkende og ikke synderligt begejstret for det boglige. Men alt kørte i retningen af at gymnasiet var det eneste rigtige for mig - på grund af familiens traditionelle bånd til gymnasiet. Også selvom det på det tidspunkt var mere end et årti siden min farfar var stoppet som rektor. Så efter 9. klasse startede jeg som en meget forvirret teenager på Helsingør Gymnasium. Og jeg fik alt andet end en let start. Jeg havde generelt ikke haft det let i folkeskolen pga. min kreativitet og fordi jeg var den eneste dreng i klassen som interesserede sig for computere. Jeg var klassens nørd/"fessor" og et oplagt offer for de smarte drenge som spillede fodbold, eller dem som hang ud nede i rygeskuret. Jeg var så "heldig" at dette også forfulgte mig til gymnasiet, da en del fra min skole også startede på gymnasiet. Så jeg havde heller ikke noget godt forhold til mine nye klassekammerater. Men efter et par måneder gik det over og blev til at jeg var ligeglad. Jeg hadede gymnasiet.

Hverken gymnasiet, eleverne, lærerne eller undervisningen sagde mig noget som helst. Jeg følte mig virkelig malplaceret, og det gav ingen mening for mig hvorfor jeg overhovedet var der. Der var ingen af klassekammeraterne som havde noget der bare mindede om mine interesser, og jeg fandt heller ikke nogen inspiration i undervisningen eller lærene, som lod til at være groet fast i skolesystemet og intet vidste om hvad der foregik ude i det virkelige liv. Det var kun enkelte fag, såsom fysik og matematik, som sagde mig noget. Der var en "DataStue" på gymnasiet med en 5-6 computere, men det var først i 2g at man kunne få dette som et valgfag. Men man kunne få et adgangkort til lokalet så man kunne bruge det i fritimerne. Så der brugte jeg rigtig mange fritimer - og undervisningstimer som jeg pjækkede fra - på. Det blev så heller ikke bedre da jeg, efter at have afleveret en dansk stil om emnet "Hvad vil jeg være", i den efterfølgende uge skulle skrive en anden stil om emnet "The American Dream". I stilen valgte jeg at skrive om mine dengang store idoler - computerspils-firmaet Sierra Online - og hvordan mand og kone startede hjemme i stuen og endte med at have en stor virksomhed med flere afdelinger i USA (se mit blogindlæg "Starten på iværksætteri - drømmen"). Dette resulterede i at min lærer i stedet for en karakter skrev i opgaven "Jesper, der er andet i livet end computere. Du bliver nødt til at interessere dig for andet som du kan uddanne dig indenfor og arbejde med senere hen."
Kulminationen på det hele blev at jeg, pga. mit stigende fravær fra undervisningen, sammen med mine forældre blev indkaldt til møde med rektoren på gymnasiet.

Det var absolut ikke velset af mine forældre, som ikke havde set det komme, at de nu skulle sidde på Helsingør Gymnasium og få at vide at barnebarnet til Rektor KW Norbøll havde valget imellem at blive smidt ud eller selv gå ud. Fra da af var jeg praktisk talt fra deres side af opgivet som delvis tåbe, og jeg følte mig ret fortabt da jeg ikke vidste hvad jeg så skulle. Jeg ville godt på en af de store grafiske uddannelser, men de var alle private, og mine forældre kunne ikke betale til det. Planen var at jeg skulle vende tilbage til hvad der nu var 10. klasse, men fra da af var fremtiden uvis. Lige inden jeg stoppede på gymnasiet, var jeg til møde med studievejlederen som skulle sende mig i den rigtige retning. Han havde tilsyneladende forhørt sig med mine lærere som mente at jeg var bidt af en gal edb-maskine. Han spurgte mig ligeud hvad jeg drømte om, og jeg svarede at jeg gerne ville arbejde med noget inden for computerspil og grafik - og at det ihvertfald skulle være noget med computere, og så at jeg drømte om at have min egen virksomhed. Og hans svar glemmer jeg aldrig. Det er som brændemærket ind i min rygmarv for al evighed, og er det eneste jeg direkte kan huske fra samtalen, men lige dette kan jeg huske ordret: "Jamen, Jesper, vil du da bare være en taber...?"

Jeg endte med at tage et år på teknisk skole sammen med en flok andre tabere, hvoraf nogle af dem vitterligt hørte til i den kategori, da en del pænt kunne siges at være på den forkerte side af lovgivningen ... Men jeg lærte da at male graffitti ordentligt. Efter et år kom jeg videre på HTX i Hillerød, og her fandt jeg virkelig min rette hylde. Først og fremmest fordi halvdelen af mine klassekamerater var bidt af enten elektronik eller computere, men også fordi lærerne alle havde erhvervserfaring og derved målrettede undervisningen meget specifikt mod hvad der foregik ude i den virkelige verden. Jeg følte mig godt tilpas og klarede generelt HTX med gode karakterer. Men at jeg var droppet ud af gymnasiet var utilgiveligt. Mine forældre havde den holdning at jeg i det mindste passede min uddannelse. Men de kom ikke og så mig få studenterhuen på. Og da jeg den næste dag kom stolt hjem med blomster og fremviste et 11-tal i matematik, 10 i digitalelektronik, 10 i teknisk engelsk og et gennemsnit på 8,9 (ja, indrømmet; jeg er et fjols til kemi, tysk og biologi ...) fik jeg brændemærkningen fra studievejlederen understreget med de nedladende ord "Der kan man bare se hvor latterlig en uddannelse det er, når et fjols som dig kan få sådan en karakter ..."

Fra da af svor jeg at jeg aldrig nogensinde ville tage til mig hvad andre syntes om mig eller det jeg gjorde. Det vil jeg skide hul i, for at sige ligeud, for nu var det cementeret fast - uanset hvad jeg end måtte foretage mig, så ville jeg altid være en taber set med nogle menneskers øjne. Også selvom jeg selv vidste at jeg havde gjort det bedste jeg kunne. Selvfølgelig hører jeg på hvad andre synes, men jeg står meget hårdt fast ved min personlige og faglige integritet. Og det er også den attitude som er et stærkt fundament i de ting jeg foretager mig den dag i dag. Det er også defor jeg flipper totalt når folk en sjælden gang imellem mistolker mig eller prøver at tale ned til mig. Jeg lægger en ære i det jeg gør, og det arbejde jeg udfører, og respekt for andre der udviser samme iver og integritet både fagligt og personligt. Det giver mig også en meget åben indgangsvinkel over for næsten alt - jeg skal ikke dømme nogen eller noget på forhånd. Og det også en af grundene til at jeg fungerer rigtig godt sammen med folk på alle niveauer; hvad enten det er en koncerndirektør i jakkesæt og slips eller en ung pige med ring i næsen, en spraydåse i den ene hånd og et skateboard i den anden. Rent arbejdsmæssig har det både haft positive og negative konsekvenser at jeg har det sådan.

Det har en enkelt gang kostet mig mit arbejde. Jeg var i begyndelsen af 20'erne og havde arbejdet i virksomheden som grafisk systemkonsulent siden jeg var 19 år gammel. Det var en længere intern kamp som havde stået på, hvor bestyrelsen i sin iver efter at score så mange penge som muligt midt i dot.com-opturen, med hård hånd begrænsede konsulenterne (og deriblandt mig) til ikke selv at måtte administrere egen tid hos kunderne og kun fokusere på at få installeret de løsninger som sælgerne solgte til kunderne, hvad enten løsningen passede til kunden eller ej. Jeg stejlede, hvilket bevirkede at jeg fik en opsigelse. Jeg gik ind til min chef og bad om at blive fritstillet, men han blev meget overrasket over at jeg tog det som en fyring. Han sagde at det var ment som en advarsel, så jeg rettede ind til højre og gjorde som jeg fik besked på. Hvis jeg gjorde dette, havde jeg stadig mit job. Da jeg bad om en direkte forklaring på hvorfor jeg skulle behandles på den måde, så kunne han ikke svare, men måtte have den administrerende direktør til at hjælpe med at svare - og svaret var at det var kvaliteten i mit arbejde som konsulent som ikke var i orden. Det gjorde mig så rasende, da jeg vidste at ikke var sandheden. Jeg lagde netop rigtig mange kræfter i at det jeg lavede, var i orden. De trådte direkte ind over grænsen for min personlige og faglige stolthed ved at lyve mig op i ansigtet og bruge kvaliteten af mit arbejde som undskyldning. Så jeg sagde at jeg ikke ville tage det som en advarsel, da der intet stod i opsigelsen om at det var en advarsel. Jeg tog det som en fyring på gråt papir pga. en konfliktinteresse imellem mig og virksomhedens forståelse af kvalitet og serviceniveau. Hvis de var enige i dette, ville jeg blive i virksomheden ugen ud for at afslutte igangværende opgaver, og så ville jeg se mig selv som fritstillet. Og det var sådan det blev.

Jeg har stadig en stak papirer liggende med udskrifter af e-mails fra daværende kolleger og kunder som skrev til mig i forbindelse med min afskedigelse. To e-mails betød specielt meget for mig. Den ene kom fra en ledende person i en af de andre afdelinger, hvor han skrev at han var meget ked af at have mistet mig som kollega, da han altid havde følt at der var en "livline" han havde kunne tage fat i når der havde været behov for hurtig reaktion på en opgave. Jeg måtte love ham at jeg aldrig nogensinde ville lade nogen tvinge mig til at yde et lavere niveau af service over for hverken kolleger eller kunder. Den anden e-mail var fra en stor kunde hvis navn nok godt kan gættes ud fra sætningen "Du har altid i vores samarbejde udvist det vi kalder for rettidig omhu". Fra da af var mit definitive erhvervsmæssige fundament grundlagt: Høj kvalitet og højt serviceniveau.

Mange steder har det givet dyb respekt, blandt andet i den periode hvor jeg var ansat som it-sikkerhedskonsulent i en af de førende virksomheder i Danmark. Både i huset og blandt kunderne fik jeg ry for at jeg aldrig nogensinde leverede et stykke arbejde som jeg ikke kunne stå inde for - også selvom det krævede en kamp med mine egne kolleger, ligesom jeg også er gået fra opgaver fordi jeg syntes det var en dårlig løsningen kunden var blevet påtvunget. Enkelte kunder spurgte specifikt efter mig på specifikke opgaver, udelukkende for at høre min mening om en løsning som enten vi selv eller en helt anden part havde budt ind med - fordi de havde dyb respekt for min viden, holdning og argumenter, og de vidste at jeg ikke var bleg for at sige at det var noget møg de var ved at indgå en aftale på.

Det er også dette som i manges øjne opfattes som et højt niveau af kundeservice, når jeg rådgiver og vejleder folk omkring de grafiske produktioner vi laver i MediaMouse. Men ganske enkelt, så går det på at jeg ikke ønsker at virksomheden leverer en løsning til kunden som jeg på forhånd ved at kunden ikke bliver glad for. For mig er det vigtigt at kunden er blevet vejledt ordentligt. Det er ikke unormalt at jeg oplever i forbindelse med opgaver der er sendt i udbudsrunder, at kunderne kommenterer at de får spørgsmål fra os i stedet for bare nogle overslagspriser. Men igen er det fordi det ikke for mig handler om at vi for en hver pris skal vinde en opgave, men at vi skal vinde opgaver fordi vi kan stå inde for det vi laver - og ikke bare stå inde for en pris skrevet på et stykke papir eller i en e-mail. En journalist fra et af de førende fagmagasiner snakkede med en af mine kolleger for et par uger siden i en anden sammenhæng og kom ind på dette. Jounalisten havde så spurgt direkte om vi ikke selv syntes at det var arrogant af os - hvortil min kollega koldt havde svaret at det ikke var arrogance - det var rockstar-attitude: Vi står fast ved det som gør os til det vi er - og det er derved også derfor vi har de kunder vi har. Og jeg kan kun give ham ret.

Så min pointe i denne historie er: Hvis du er glad for det du går og laver, og i det hele taget har hjertet og din stolthed med i hvad du end gør, så er det ligegyldigt om der er nogle som ikke bryder sig om det. Du vil alligevel aldrig kunne stille alle tilfreds. Det vigtigste er at du selv er tilfreds, og du gør det så godt du kan, for så er der med garanti mange som også synes godt om dig og det du laver. Og dem som ikke bryder sig om det - og måske oven i købet synes du er en taber - tja ... det siger nok mere om dem selv end det siger om dig Geeked.

/Jesper

Læs også


Kommentarer

Jimi Hove  den 20-03-2012 kl. 10:30

Først og fremmest er det fedt at du har vendt situationen med vreden og skuffelsen til noget positivt. Det tror jeg en masse af os VINDERE kender til :)

Jeg føler alligevel at jeg må sige, at du måske også skal passe på ikke at køre dig selv for hårdt, for at præstere hele tiden. På den måde kan " de " jo stadig have et greb i èn. Den ultimative hævn må være at have et balanceret liv.

Jeg er dog glad på dine vegne, og synes det er synd med alle disse tabere, som ikke kan se en dedikeret vinder, når personen står lige foran næsen på dem.

Er kommentaren brugbar? 4 0
Jesper Norbøll  den 20-03-2012 kl. 11:08

Tak for din kommentar Jimi.

Det er jeg skal helt klar over. Men dette handler heller ikke om hævntogt. Som jeg også skrev, så besluttede jeg mig for netop at være helt ligeglad med hvad de syntes om mig og hvad jeg end måtte foretage mig. Så det er to "afsnit"; Dem som ikke syntes jeg gjorde det godt nok uanset hvad jeg gjorde - og dem som syntes at jeg gjorde det lidt for godt.

Så min "hævn" hvis vi skal kalde det det, er at jeg netop gør lige præcis hvad jeg selv har hjertet med i, og ikke det som andre syntes jeg skulle gøre - og på den måde og det niveau som jeg selv definerer.

/Jesper

Er kommentaren brugbar? 1 0
Dukkemageren  den 20-03-2012 kl. 11:24

Jeg nyder dine blogindlæg fordi du ved at give så meget af dig selv, faktisk giver de unge iværksættere muligheden for at nuancere deres opfattelse af hvad livet som iværksætter egentligt går ud på, og hvorfor nogen bare er nødt til at være det, og andre må nøjes med at flirte lidt med det.

Jeg kan - og de iværksættere hvis historie jeg kender vil også kunne - nikke genkende til meget af det du skriver, med hver vore individualitet naturligvis. Det ligger meget langt fra glatpolerede CBS lektioner, - men er så værdifuldt og nyttigt hvis man gider lytte/læse og reflektere lidt over dine indlæg.

Det gider jeg godt. Tak for dit personlige blogindlæg.

Michael

Er kommentaren brugbar? 6 0
Jimi Hove  den 20-03-2012 kl. 14:10

Jeg har nu selv kørt på hævn i nogle år, fremragende brændstof :) Bare en kedelig mental tilstand at være i. Og nu har jeg også fået afløb. Godt at høre , at du har det godt :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Mads  den 20-03-2012 kl. 16:10

Hold nu helt kæft!

Det er så godt skrevet, jeg blev helt opslugt og tænkte bare: Hold nu helt kæft, hvordan kan det her ske?! Sådan er det også herhjemme bare ikke nær så grovt! Jeg ved godt jeg skal på det alm. gymnasium, men for at drille min mor lidt så sagde jeg efter den introuge/brobygnings uge vi havde, at jeg valgte hhx eller htx... Satan om hun så ikke også blev små gal der  da! Hun sagde så kunne jeg ende med at blive ligeså dum som hende, men hun har jo et godt job? Fatter ikke hun selv kan indse at man skal hvad man vil... Jeg skal jo ikke tjene gode penge og ha en virkelig god uddannelse for deres skyld, men for min egen! Vil fandme sige det var lige det her indlæg jeg har ventet på i evigheder. Hold kæft hvor er det smukt! Jesper jeg er igang med et projekt selv, og jeg vil virkelig gerne have dig med som en test bruger, det kunne virkelig være godt! Vil du ikke skrive en mail til mig på: [email protected] ??

De bedste hilsner

Mads Grønning

Er kommentaren brugbar? 5 0
Martin Thorborg  den 21-03-2012 kl. 11:14

Super indlæg Jesper, virkelig fremragende!

De bedste hilsner

Martin

Er kommentaren brugbar? 1 0
Simon M  den 21-03-2012 kl. 11:26

Rigtig godt indlæg. De studievejledere jeg har mødt har alle haft den holdning, at iværksættere er samfundets tabere - med undtagelser for nogle få "heldige". Der mangler ligesom en forståelse for hvem der betaler regningen når de skal have løn.

Generelt har danskere et nærmest religiøs forhold til det offentlige uddannelsesystem, hvilket er skadende for vores samfund da der er personer der slet ikke hører til i disse institioner, hvor resultatet af dem bliver et middelmådig taberprodukt.

Er kommentaren brugbar? 4 0
Slettet Bruger  den 21-03-2012 kl. 11:29

Hej Jesper

Tak for et inspirerende indlæg. Jeg selv endte på Næstved Gymnasium, og jeg aner heller ikke, hvorfor jeg pludselig gik dér. Mine lærere og kammerater syntes, at det var en god idé og resten af ungdomsuddannelserne og 10. klasse var for knapt så kloge individer. Jeg er dog på ingen måde blevet behandlet som dig, så stor respekt for det, du har opnået.

Michael

Er kommentaren brugbar? 1 0
Brian Schou Larsen | bannerprint.dk  den 21-03-2012 kl. 11:55

Endnu et godt, underholdende og lærerigt indslag fra din hånd.

Jeg er glad for, at har været så stadig og egenrådig, for jeg har lært rigtig meget af dine indlæg omkring grafik og tryksager. Du er uden at vide det faktisk en slags uofficiel mentor for mig :-)

Er kommentaren brugbar? 2 0
Søren Falkenberg Johansen  den 21-03-2012 kl. 12:26

Hej Jesper!

Ikke bare arbejder vi i samme branche, men vi ligner også hinanden en del kan jeg se efter at have læst denne her historie.

På trods af gode karakterer i folkeskolen, og det at jeg generelt havde det meget nemt med det boglige, valgte jeg at gå i lære som håndværker. Jeg har godt nok altid haft opbakning fra mine forældre, men lærere og studievejledere var ikke enige. Jeg fik at vide at jeg forspildte 'mine talenter' og at jeg ikke kunne tillade mig ikke at anvende de evner jeg nu en gang havde...

Nå, nu har jeg så være selvstændig i 21 år, og det går da meget godt :-)

I det daglige har jeg den samme indstilling til tingene, som du giver udtryk for: Kunderne skal have den korrekte vejledning, således at de får en vare som opfylder deres behov og ønsker. Også selv om det måske ender med at være en dårligere forretning for mig. Samtidig skal kvaliteten og servicen være i top. Det betyder desværre også at jeg oplever at det gør utrolig ondt på mig når kunder er utilfredse - berettiget eller (som oftest) uberettiget. Det gør ekstra meget ondt fordi mange kunder er urimelige i deres krav, udelukkende fordi de er vant til at blive dårligt behandlet af andre virksomheder. Så må man lige tælle til 10, og så forklare kunden én gang til hvordan tingene hænger sammen.

Tak for din historie - håber snart vi mødes (igen).

//Søren

Er kommentaren brugbar? 1 0
Lars Fjord - TRY.dk  den 22-03-2012 kl. 12:40

SUPER indlæg, Jesper. Jeg er glad for at du er så givende. For det er jo bl.a. også hvad det drejer sig om. At være rummelige og give plads til forskelligheden. Jeg må hellere læse nogle af dine andre indspark;) Jeg havde en klasselærer (kvinde, naturligvis) som fortalte os alle dagligt, at nu kører toget altså...hvis ikke vi kom på gymnasiet, så ville hun kunne finde os nede på bænken foran storcenteret sammen med de andre fulderikker. Jeg leder stadig efter de klassekammerater på bænken, men de er der bare ikke. Og mange kom IKKE i gymnasiet, eller fuldførte!!! De mennesker der bestemt ikke er energigivende, nærmere energityve fatter ikke hvor meget deres kommentarer kan skade. Måske er det eneste lyspunkt for os at tænke på:What doesn't kill you makes you stronger...det hjælper mig indimellem;)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jesper Norbøll  den 23-03-2012 kl. 07:37

Michael Dukkermager << Mange tak for at du læser og kommenterer på mine indlæg, det er jeg glad for :-).

Mads << Jeg tror mange stadig hænger lidt fast i den overbevisning om at Gymnasiet er den universelle indgangsdør til mange uddannelse og sådan noget som Hxx er mere snævert og derved også en begrænsning i hvad man kan blive til. Men det er dog også så småt ved at gå op for folk at uddannelsen ikke nødvendigvis er altafgørende for hvad man kommer til at lave senere hen i livet.

Martin << Takker :-) Jeg ved godt at frekvensen af mine blogindlæg er noget lav. Men jeg båer at indholdet, når jeg så en sjælden gang i mellem skriver et indlæg, opvejer det lave antal.

Simon << Det er bare i bund og grund lidt spøjst at det stadig er sådan at mange studievejledere overhovedet ikke har fingeren på pulsen i erhvervslivet. Det bliver spændende at se om det stadig vil være sådan om en 20 år. Men det er det desværre nok...

Michael << Jamen det ved vi da alle: 10.klasse er for dem som ikke gider at gå i skole, efterskole er for utilpassede unge med problemer i familien, handelsskolen er for folk der ønsker at ende deres dage med et hjerteanfald bag kassen i supermarkedet og de tekniske skoler er begyndelsen på en kriminel løbebane... Så helt retvisende burde jeg nok også lige have været på efterskole, men så er jeg vidst også definitivt farlig at have gående frit på gaden... ;-).

Brian << Tak. Det betyder rigtig meget for mig at læse at du får så meget ud af mine indlæg og kommentarer inden for det grafiske :-).

Søren << Jeg kan kun nikke genkendende til det. Jeg måtte overtage en telefonsamtale fra en kollega i går, hvor en kunde var mildest talt rasende - over at være blevet faktureret 32 kr. eks. moms for forsendelse af et folieskilt til 105 kr... Nogen gange kan man kun ryste på hovedet. Det gør vi vel? Hvis du kommer til Iværksættermessen i Køge, så mødes vi i hvertfald i morgen.

Lars << Tak for kommentaren. Det kan godt være statistisk set at der er større sandsynlighed for at ende på bænken, hvis man ikke har nogen uddannelse. Men det er jo igen det klassiske inden for det offentlige system - hvad der har en statistisk overvægt, det er så også det som er virkligheden. Så ergo: Ingen uddannelse = sikker vej til bænk med en flaske komfur-rens i hånden. Og helt enig; Det som ikke slår dig ihjel gør dig kun mere erfaren - dog måske med undtagelse af komfur-rensen (men den historie må kommer i et andet blogindlæg...)

Er kommentaren brugbar? 1 0
daniel løkkegaard  den 25-03-2012 kl. 08:37

Fedt fortalt og godt du har valgt at bruge din modstand til brændstof og du har ikke fået for lidt.

Ha en fantastisk dag!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Benjamin Ravn  den 29-03-2012 kl. 10:57

Kære Jesper

Mange tak for en meget rørende historie - den ramte mig lige i hjertet!

Jeg har også altid været klassens nørd/taber, hvilket naturligvis også medførte den obligatoriske mobning og udstødelse fra fællesskabet. Det resulterede blot i endnu mere alenetid, hvilket jeg dog kan nyde godt af i dag, i kraft af følelsen; "jeg skal fandeme vise dem, at jeg ikke er en taber", har kæmpet mig op og skabt noget, jeg i dag kan være stolt af - både over for mig selv, men også som et bevis overfor andre.

Det er selvfølgelig på ingen måde dem, der har tvunget ud i at skulle bevise noget, men det er på et eller andet sindsygt plan en motivationsfaktor, som jeg kan bruge til at kæmpe endnu hårdere for mine drømme og mål.

Endnu engang tak for at du deler din historie med os, jeg er "desværre" bange for, at vi er mange, der har været igennem lignende oplevelser.

Med venlige hilsner

Benjamin Ravn

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jesper Norbøll  den 01-04-2012 kl. 14:22

Daniel - Tak for kommentaren :-)

Benjamin - Rigtig godt at høre at mit indlæg har "rykket" i dig. En af mine veninder har også på et tidspunkt sagt den ret rammende sætning "Vær god mod nørden - Det er måske din fremtidige chef" ;-)

/Jesper

Er kommentaren brugbar? 0 0
Thomas Navntoft  den 07-04-2012 kl. 06:25

Godt indlæg. Skønt at læse at man også kan blive til noget med en teknisk uddannelse (svendebrev/HTX) i stedet for de evige svadaer om alment gymnasium er (eneste) vejen igennem uddannelsessystemet. Og stor ros for til den energi du må lige i dit arbejde.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Julemanden  den 07-04-2012 kl. 09:03

Udemærket historie, tak for den !

Jeg håber det inspirerer tusindvis af ulykkelige teenagere til at droppe ud, og få et ordentligt liv.

3 år i et gymnasiehelvede kan give dybe ar på sjælen.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Rasmus Juhl  den 07-04-2012 kl. 18:07

Rigtig godt indlæg!

Det var lige den motivation jeg syntes jeg manglede, tak!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Flemming Juliussen  den 15-05-2012 kl. 16:41

Hej Jesper

Efter at have læst et par indlæg af dig, må jeg sige at du skriver så fremragende at din blog helt sikkert er læst af MANGE  - især de som i skolen ikke altid fik at vide at de var de bedste.

Nu ved jeg dog at du ikke higer efter mange læsere, men at hjælpe folk til rette valg, så lad mig sige at det er dejligt at du HJÆLPER mange til rette valg med dine ord.

Det er så dejligt at se, og når inspirator Martin T. ligeldes med sine TV udsendelser fortæller (med lidt andre ord) hvordan man(læseren) ikke behøver at hverken være Branson, Norbøll eller Thorborg - men blot at tro på sig selv og gøre hvad man brænder for, ja så kommer vi sgu alle et skridt videre,  - os der ikke altid er sikker på vores næste valg.....

Så bliv ved med dine gode blog indlæg, og bliv ved med at inspirere os - og hjælp os til at rejse os op fra netundertrøjerne og cigarerne, og gå over til blomsterkurset, og turde sige "jeg har meldt mig til det forkerte kursus, det er faktisk her jeg skal være"

Vi ses en dag Mr Mediamouse

Er kommentaren brugbar? 2 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: tretten + to =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 


Få besked når Jesper skriver


Jesper Norbøll

"Du kommer aldrig foran dine konkurrenter hvis du altid træder i deres fodspor..."



- Hvem er jeg så?
Jeg er iværksætter, grafisk nørd, 38 år gammel og bl.a. stifter af det grafiske produktionshus MediaMouse, som er det jeg primært beskæftiger mig med i dag.
Jeg er ekspertblogger på Amino inden for generelt iværksætteri.

- Og hvad gør at jeg mener jeg ved noget om dette?
Jeg har drevet virksomheder on/off siden jeg var 18 år gammel - eller rettere; jeg har haft CVR/SE-nummer siden jeg var 18 år. Jeg har været med til at starte, vækste og lukke virksomheder, så jeg mener også at jeg har prøvet lidt af hvert og med udgangspunkt i disse oplevelser er det så at jeg blogger om iværksætteri, livsstilen og det at opstarte og drive virksomhed. 

Er du nysgerrig omkring hvad vi går og roder med i MediaMouse for tiden, så tag et kig her.


Jesper på Twitter

Hvis du vil have besked når Jesper og ligesindede amino-bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her: 




Seneste kommentarer