De første Just-eat år !!!

Tusinde tak for den fantastiske fortælling om jeres opstart og tiden derefter. Jeg er dybt imponeret... Og ikke mindst meget nysgerrig efter at høre hvad »projekt 2« går ud på?

Dejligt passioneret indlæg. Super at du giver den gode kredit til dem der fortjener det, og at du samtidig fik nogle gode mates :-)

Og ja folk venter bare på at skyde en ned.

Den gode nyhed ved det, er at de er så taberagtige at de aldrig ville kunne mønstre den energi og det drive, der skal til for selv at lave en succes. Den energi vælger de at bruge på misundelse. Og så er der jo de konkurrenter mindre. Du skal nok lære at børste det helt af dig.

Ps:

jeg sagde der skulle chili på den pizza ??

Altid inspirende at høre baggrundshistorien fra en iværksætter med succes.

Altid inspirerende med baggrundshistorien fra en iværksætter med succés.

Hudløst ærligt... Men rigtig spændende ;D

Super læsning og så blev der vist sat nogle ting på plads :)

Super læsning - tak for det.

Det er ikke meget du ligger skjul på, det lækkert! :-)

og ja, super god service som jeg benytter jævnligt.

Keep up the good work

Inspirerende blog der bare giver en energi til at forsøge hårdere for at udleve de ideer man har

Hej Jesper.

Det viser jo bare at når troen er på ideen, skal alting nok lykkes, selvfølgelig skal man også ha resurserne og viljen til det.

Fantastisk historie:)

Hvad solgte du Just-eat for i tidens løb? (ren nysgerrighed)  

Mvh. Thomas De Oliveira

Spændende at høre hele historikken. Jeg har kontor på Klamsagervej 21, så bliver ofte mindet om tanken om, hvordan Just-Eat er kommet så langt som det er.

Jeg bruger ikke Just Eat, men det vil jeg begynde på!

Vaskeægte iværksætteri når det er bedst..

Spændene læsning & Held og lykke fremover!

- Steffen

Yderst interessant læsning, skal helt sikkert have bogen når den udkommer.!

Spændende læsning. Det kunne være sjovt og lærerigt at se jeres første forretningsplan, som du nævner. Ville det være muligt at gøre den tilgængelig her på Amino?

Hejsa!

Super beretning om livet som iværksætter. Det viser jo med al tydelighed hvor meget der skal trædes i pedalerne, inden frugterne kan høstes. Tak for at du tog dig tid til at skrive denne beretning, så kan det jo også ske at folk har fået et bedre indtryk af hvor meget det kræver og hvor sulten på succes man skal være for at kunne gennemføre projektet, istedet for at gå kold halvejs.

Held og lykke med projekt to.

P.S. Og til alle jer der beder Jesper Buch om at røbe noget om projekt 2. Prøv lige at slå hjernen til.

Sandheden om Just-Eat’s historie og begyndelse.

(af Christian Frismodt - CF i ovennævnte)

Jeg har modtaget en stribe henvendelser fra forskellige sider (samt et par journalister) om min rolle i stiftelsen af Just-eat.

Egentligt er Just-eat et færdigt eventyr for mig, som jeg har lagt bag mig. Men det var en dyr erfaring – og noget, som mange iværksættere kan drage lære af.

Derfor ”bider jeg nu til bollen” og deler historien omkring undfangelsen af Just-eat.

Og lad os slå fast med det samme, at idéen stammer fra 1998 – og at Just-eat blev stiftet i 2000 af undertegnede og Peter Bøje. Det var mig, der fandt på navnet Just-eat – og det var Poul David Videbæk, der udtænkte idéen med kommunikationsboksen, der gav real-time kontakt med restauranten ifbm bestillingen. Og, der var kun én fra just-eat til mødet, hvor aftalen med Coca-Cola blev indgået – og det var ligeledes undertegnede.

Men nu til forløbet.

Jeg arbejdede som regionschef hos Coca-Cola, hvor jeg jævnligt sad og analyserede de kanaler (forbruger-aktiviteter), vi havde inddelt markedet i. Karakteristisk var det, at der hver eneste gang var vækst i ”take-away” segmentet, hvilket var interessant at dykke dybere i årsagen til.

Det viste sig at familier, i takt med at de binder flere og flere ressourcer i deres jobs (karrierer), outsourcer diverse opgaver fra dagligdagen. Først outsources børnepasningen, så rengøringen og så en større og større del af måltiderne. Dette var den strukturelle dynamik til vækst i Take-away segmentet.

Heraf udsprang de første tanker om etablering af et system til optimering af hele dynamikken – herunder optimering af salg, profit statistik og logistik. Vi vidste fra arbejdet i restauranterne, hvorledes vi kunne optimere processer og salget med diverse mekanikker, hvilket ville være ligetil, hvis vi etablerede denne elektroniske salgskanal.

Kort efter var jeg til middag hos Peter Bøje, hvor snakken faldt på dette koncept – og Peter var hurtigt tændt på idéen – og bidrog med en række idéer – samt drive til at gå videre.

Jeg præsenterede idéen til Coca-Cola’s ledelse, men svaret var: ”Det er ikke vores forretning – og vi har ikke ressourcer dertil”. jeg var lidt sluk-øret, da jeg returnerede fra det møde.

Jeg pressede dog på for endnu et møde, og her fik jeg lavet en skriftlig aftale med Coca-Cola om, at jeg kunne samle et team til etablering af Just-Eat. Men, som en del af aftalen, skulle jeg fortsætte hos Coca-Cola og, naturligvis, ikke måtte underskrive transaktioner mellem Coca-Cola og Just-Eat.

Herefter gik vi i gang. Det var nogenlunde samtidigt med at Takeaways.dk begyndte deres website.

Vi gik dog langt videre – og inddrog online bestilling, levering osv. Men ideéen om fastfood online, var der mange, der drømte om at realisere på dette tidspunkt.

Vi rejste den første kapital via Vækstfonden og trak to partnere med i konceptet. Det var Poul David Videbæk og Torben Munkholm. Poul David var teknikeren, der etablerede websitet – og idéen om boksen, mens Torben var den grundige ingeniør og MBA, der strukturerede og skrev forretningsplan osv.

Jeg husker tydeligt den aften, hvor vi sad og arbejdede på et navn til konceptet.

Vi brainstormede højlydt – og inspireret af Nike’s ”just do it”, sagde jeg pludseligt ”Just-eat”.

Herefter blev alle helt stille. Vi rejste os alle op i et sæt og LØB alle ud i entreen, op af trappen og ind til computeren i kontoret på førstesalen af mit hus i Højbjerg. Her skulle vi se, om navnet var ledigt. Det var det. Vi bestilte navnet – og lod drømmene rulle! Min hustru husker stadigt tydeligt denne episode, som hun strikkende betragtede fra sofaen (hovedrystende, tror jeg).

Man må forstå hele dynamikken i take-away markedet, for at forstå, hvorfor succesfuld distribution af konceptet var den ubetingede nøgle til succes. Det var nemlig her alle andre projekter og forsøg på ”pizza-salg på nettet” mødte store problemer, som de fleste knækkede halsen på.

Mange fremmede kulturer er repræsenteret blandt ejerne af disse restauranter – og der er mange ejerskifter, hvilket gør en succesfuld penetration af et koncept som Just-Eat til en udfordrende sag.

Da Coca-Cola betaler marketingstøtte til deres kunder (i kontanter), så jeg en mulighed for at de kunne tilbyde en gratis Just-eat opkobling – og afregne halv pris til os. Coca-Cola ville således kunne spare 50% samt få tilbudt optimal eksponering på menu-siderne mod, til gengæld, at forestå indsalget!

Dette blev nøglen til penetrationen, forspringet – og, desværre, den senere kamp om ejerskabet.

Det var nemlig her, at vi fik den ”competitive advantage”, der er nøglen til succes for enhver virksomhed.

Det var ikke nemt at komme fra start. Forbrugerne kunne simpelthen ikke se det smarte i at bestille online. Husk på, at den gang skulle man starte sin computer, tænde sit modem, ringe op, logge på, åbne browser, søge osv. inden man kunne foretage sin bestilling.

”Så er det godt nok nemmere at tage telefonen”, fik vi at vide mange gange!

Vi fortalte om den direkte adgang til det opdaterede menu-kort, om vejen udenom telefonkøer osv.

Men der var lang vej, da vi startede Just-eat op. Dette forhold ændrede sig dog med bredbåndet senere.

Vi kæmpede med det og penetrationen gik fornuftigt, idet alle Coca-Cola’s konsulenter nu havde konceptet med rundt – og tilbød det som en del af ”marketing-fonden”. Coca-Cola var tilfredse og vi var tilfredse.

Men tiden løb – og vi skulle bruge mere kapital for at komme videre.

Just-Eat blev stiftet i 2000 (året hvor Jesper Buch ”fik idéen i Oslo”. Jesper var dog næppe bekendt med dette forhold).

Men det var nu blevet 2001, IT-boblen var brast – og det viste sig HELT umuligt at rejse kapital til noget, der bare ”lugtede lidt af Internet og dot.com”. Vi prøvede ALT, uden at få andet end en masse tilkendegivelser på, hvorledes vi havde ”knækket koden” til effektiv distribution i form af samarbejdet med Coca-Cola.

Herefter kom vi i kontakt med Carsten Mikkelsen, der havde etableret FoodZoom med Jesper Buch.

jeg var, ærligt talt, ikke meget for et samarbejde, da Carsten og jeg ikke just var ”to alen af et stykke”.

Så jeg forsøgte fortsat at gå andre veje. Det var dog fortsat umuligt, så vi gik tilbage til forhandlingsbordet.

Carsten og Jesper var meget åbne om, at det var vores antal restauranter, boksen (der dog senere blev re-designed) og, mest af alt, aftalen med Coca-Cola, der betød, at de var stærkt interesserede i af indgå en fusion med os – i stedet for at gå ”head to head”.

Til sidst indgik vi en aftale – og vi var spændt på al den dynamik og alle de idéer, vores nye partner lovede at bidrage med.

Det var et clash imellem to kulturer. Der var behov for en form for tvær-kulturel forståelse og respekt.

Men vi stod foran en dyr læring, skulle det vise sig.

Blækket fra underskifterne var knapt tørre, inden burn-rate’n i selskabet blev sat betragteligt op – nye leasing biler til sælgere og stribevis af nye tiltag, der lå udover aftaler, budget og cashflow blev iværksat i en lind strøm. Og så var det ellers tilbage til forhandlingsbordet til spørgmålet om ”pengekassen er snart tom – hvem kommer med penge? Hvis jeg gør, skal jeg have mere ejerskab!”.

Det var tydeligt, hvor det nye partnerskab var på vej hen.

Vi ville redde min andel og vore interesser, så vi tog til Monaco, hvor vi mødtes med en dansk forretningsmand, vi kender. Det lykkedes at få aftalt, at han ville støtte os, så vi kunne tegne med op.

Godt tilfredse med det tilsagn, vendte vi retur mod Danmark.

I bilen var Poul David, Peter Bøje og undertegnede. Torben Munkholm havde trukket sig på det tidspunkt – og var nu sleeping partner med en mindre andel.

Jeg glemmer aldrig Carsten Mikkelsens ansigtsudtryk, da vi fortalte, at vi ”tegnede med op” i kapital-indsprøjtningen. Det så ikke ud til at have været en del af hans plan og interesser.

Herefter tog det hele en negativ drejning, og der kom lejr-deling og kamp parterne imellem.

Parallelt med jobbet hos Coca-Cola, læste jeg MBA på SIMI, idet jeg skulle overgå til det nordiske selskab med ansvaret for indlemmelsen af Rusland og Baltikum (jeg havde tidligere boet i Moskva).

Alle parter var indforstået med dette, idet det fremgik at aftalen med Coca-Cola – og jeg arbejdede således på deltid – som et aktivt bestyrelsesmedlem.

En aften sad jeg på det hotel, hvor jeg boede, når jeg var på studiet i weekenderne.

Telefonen ringede, og det var Carsten Mikkelsen.

Han sagde: ”Vi har haft bestyrelsesmøde”.

”Ja, det ved jeg. Jeg kunne jo ikke deltage, da jeg jo skulle herover på skolen ”, svarede jeg.

Carsten fortsatte nu: ”vi har besluttet, at alle der ikke arbejder fuld tid i firmaet, skal aflevere deres aktier!”.

”Nå, har I lige besluttet det?””, svarede jeg (vel vidende, at det var der slet ikke fuldmagt til. Og at det var et forhold, alle kendte forud for indgåelse af partnerskabet).

”Og hvad skal jeg så have for aktierne?”, spurgte jeg. ”Ingenting”, svarede han!

(der var på det tidspunkt brugt årevis på konceptet – og jeg havde investeret flere hundredetusinde i just-eat).

Herefter fortalte jeg ham, at dette opkald simpelthen var spild af alles tid, var i strid med al god partner- og forretningsmoral, men at han da gerne måtte vende det med min advokat, hvis han selv betalte for det.

Ovennævnte var simpelthen niveauet i dialogen med Carsten. Han fulgte på det tidspunkt et eget regelsæt, der ikke afspejlede noget, jeg tidligere have oplevet, var opdraget til eller på anden vis havde hørt om tidligere.  Vi var således kommet i ”haj-fyldt farvand” – og almindelige regler syntes sat helt ud af kraft.

Jesper havde vist sig at været et rigtigt godt aktiv for Just-Eat. Han var klarsynet og meget arbejdsom.

han var en af dem, der ”sled fodsåler”, som Carsten ofte bad folk gøre – og virkelig kunne få en stribe unge folk omkring sig til.

Jeg har respekt for Jespers betydning for Just-Eat’s videre udvikling. Og han forsøgte også at gyde olie på vandende, men havde en vanskelig opgave, da han var, og måtte repræsentere, Carstens side.

Enden på det hele kom, da Peter Bøje, der var direktør i vores holding selskab indsendte et årsregnskab, hvor pdf-filen ikke virkede. Det betød, at vores regnskab blev 2 dage forsinket ifht E&S’s deadline.

Vi hørte aldrig noget fra E&S. Men vi modtog et brev fra Carsten Mikkelsen, hvor vi blev truet med en voldgiftsag, idet Carsten krævede ”tvangssalg af vore aktier til kurs pari på grund af misligholdelse af vores moderselskabet”.

Dette var et direkte, ondsindet og komplet unødvendigt benspænd, som han næppe var sluppet igennem med. Alligevel var det dråben, der gjorde det helt åbenlyst, at vores ”partner” helt ubekymret gik efter benene i en grådig jagt på overtagelse af selskabet.

Herefter var der kold luft – og snart brød striden ud i lys lue.

En sen aften endte vi en heftig diskussion. Jeg ønskede ikke at lave flere forretninger med Carsten (og han sikkert ikke med mig). Vi fik en mindre check – og samarbejdet var overstået.

kort efter blev burn raten sat lidt ned – og selskabet nåede hurtigt breakeven.

Ovennævnte er min beskrivelse af forløbet.

Jeg har for længst tilgivet Carsten, der sikkert også har ændret sig med årene. Men dengang var der meget få grænser – og menneske-respekt - i jagten på rigdom, som han jo også nåede.

Selv fik jeg andet at tænke på, da jeg i opstarten af et nyt selskab blev offer for en alvorlig ulykke, der betød en fler-årig kamp for min førlighed – og livet! Jeg mistede alt, måtte lukke firmaet, sælge huset osv.

Så tabet af Just-eat er i virkeligheden ikke nogen stor ting i mit liv – selvom jeg godt kunne have brugt midlerne i min livskamp.

Til dig, iværksætteren, der forestiller måske forestiller sig, at lykken findes i rigdom. De virkelige værdier er helse og familie. Tro mig, for jeg har været begge steder - og tabt og vundet begge dele også!

Jeg har i dag flere virksomheder – og har netop vundet en vækstpris – og har alt, hvad jeg skal bruge. Derfor er det også let for mig at glædes over Just-Eat’s succes.

Jeg nærer STOR anerkendelse for det, Jesper og team har bygget Just-Eat op til.

Og, jeg kan ærligt sige, at jeg aldrig har ønsket, at Just-Eat skulle fejle i deres hænder.

Tværtimod glæder det mig at se, hvad det hele er blevet til.

After all, ”It’s my baby – even though she got adopted” – og jeg fryder mig, når jeg ser logoet rundt omkring I gadebilledet.

Dog, en læring, der er vigtig. jeg er blevet meget påpasselig med valg af partnere og investorer. Nøgle-virksomheder beholder jeg fuld ejerskab af. Men hvor mine projekter kræver kapital, bruger jeg i dag midler fra ”de gammel-rige familier”. De er vant til omgang med store beløb – og de beskytter deres navn og renommé via en høj moral og klare aftaler. Det gør livet nemmere for en iværksætter. Og, iværksætter, er jo det, vi kan lide at være, ikke?

Afslutningsvis, så hører det til historien, at jeg i 2008 blev kontaktet af Just-Eat, der spurgte, om jeg kunne have interesse i jobbet som international direktør. Jeg takkede nej, da jeg var midt i kampen om genvinding af mit helbred.

Men forespørgslen varmede – og mon ikk, alle således har ”renset tavlen”, trods det hårde forløb og de blodige kampe.

Fortsat held og lykke med udviklingen!

Og, hvis I mangler materiale til bogen, så har jeg de første materialer til de første kapitler  ;-)

Mange hilsner

Christian Frismodt

Tak for ordene, Sonny

Ja, Just-eat var således igennem en fjendtlig overtagelse, som siden blev effektivt forbigået/negligeret, som den slags vel typisk bliver.

Det gjorde naturligvis ondt et par gange (specielt, når succesen blev opnået på at følge den linje, der indledningsvist var blevet lagt (med løbende korrektioner, naturligvis). Også fordi vi var blevet givet et ganske andet indtryk om stil, metode og samarbejde forud for indgåelse af partnerskabet, hvilket vi havde handlet i tillid til.

Det har dog alle dage undret mig, hvorfor sandheden om selskabets oprindelse i den grad blev fordrejet.

Hvad tænker man, når man står på en scene eller foran et kamera og fortæller noget, man selv ved er usandt?  

Men måske er det i virkeligheden meget menneskeligt at agere således og gribe chancen.

Det må dog være - eller som minimum blive - ret tomt i længden.

Jeg har det fint nok med det hele i dag og lærte, som nævnt, en hel masse (ganske vist på en lidt dyr måde!)

Men det er først efter alle de seneste mange henvendelser, at jeg vælger at "melde ud", så jeg blot kan henvise til et sted/site eller en blog, når nogen mailer/ringer og spørger.

Igen, jeg er fantastisk gift, har de dejligste børn - og mangler intet økonomisk. Så jeg har klaret mig udmærket uden mit Just-Eat eventyr. Professionelt, så ville jeg jo nok gerne have modtaget anerkendelsen for den idé, det koncept og den strategiske løsning, jeg havde udtænkt – og haft adgang til de døre, det ville åbne.

Men, det er jo heldigvis slet ikke så afgørende i det store livs-billede, når alt kommer til alt.

Christian