Hvor kragerne vender

At arbejde med farver i 'gråzonen'

2012-10-22T15:57:00Z

Farver er en videnskab i sig selv. Der findes flere spektre, og man skal bevæge sig rundt i dem med respekt, når man arbejder med grafisk design. Både på web som ved tryksager.

På skærmen ser og arbejder du med RGB-farver – Rød, Grøn og Blå. Ved tryk laves alle farver af CMYK – Cyan, Magenta, Yellow og Keycolor, som er sort. Ved begge farve-spektre gælder, at alle farver laves ud fra disse. Grunden til, jeg fortæller lidt om det, er for at illustrere, at det er noget, man skal vide lidt om, hvis man skal have gode grafiske resultater. Specielt da du kan lave flere forskellige farver med RGB, end du kan med CMYK. Og dette har igen betydning, når man som nystartet skal have lavet logo og design-linie for sin virksomhed.

For arbejder du kun ud fra et website og får derfor kun lavet det grafiske ud fra skærmen – kan du risikere at ende i farver, der ikke kan gengives på tryk. Og de fleste ønsker jo, at tingene skal være ens og genkendelige.

På samme måde findes der ved tryk nogle farver, hvor du bevæger dig i en gråzone. Og ved disse farver skal man passe meget på, da en blå kan komme til at fremstå lilla, en bordeaux kan virke brun eller – igen – lilla og så fremdeles. Og dette ønsker vi alle at undgå.

Når der trykkes, blandes farverne i maskinen, som indstilles i forhold til hver enkelt tryksag, der køres igennem. Trykkeren står med lup og måleinstrumenter og måler på mængden af de enkelte farver i trykket, inden han kører hele oplaget. Det hedder 'at køre maskinen ind'.

Igen i dag har jeg været med til at rådgive en kunde i valget af farve. Og når jeg arbejder med valget af farver i mit arbejde, arbejder jeg altid ud fra Pantone-vifterne. Disse er trykprøver af alle tilgængelige farver – også de mere specielle. Og det pudsige er, at selvom min skærm er kalibreret og burde vise farverne korrekt, kan nogle farver fremstå en smule forkerte. I dag var det en bordeaux, der så mere rød ud på skærmen, end den bliver på tryk. Hvilket virkelig irriterer mig, for hvordan viser jeg så kunden, hvilken farve der reelt er tale om?

Så er det dialogen er vigtig og rådgivningen er i centrum – og jeg får lov at øse lidt af den viden, jeg ellers bare bruger i hverdagen. Jeg servicerer kunden, og jeg elsker det!

Sidste detalje er, at når du så kigger på dine pantone-vifter for at vælge farver, så husk ALTID, at det skal gøres i dagslys. Du kan ikke fuldt ud regne med farverne i kunstigt lys.

Når lortet lykkes!

2012-09-12T08:47:37Z

Jeg har siddet med layout på en rapport på hhv engelsk og fransk. Engelsk på små 260 sider og fransk på små 270 sider.

Da jeg så var færdig med den engelske, kom kunden med en liste over ord, denne ønskede som index i rapporten. Sådan set fint nok, men nu er Indesign så tåbeligt indrettet, at hvis den indbyggede index-funktion skal virke automatisk, skal denne tænkes ind i rapporten, når kunden sidder med denne i word.

Med de kunder, jeg sidder med, er sandsynligheden for det scenarie lig nul. Så efter at have prøvet at starte op med at lave indexet selv, erkendte jeg, at det ville tage flere dage – og derudover skulle jeg lave 2 af slagsen. Et til den engelske og et til den franske.

Men google er jo Gud i sådanne tilfælde, så jeg googlede og fandt langt om længe et link, der var brugbart. Efter banden, svovlen og rasen over, at jeg ikke kunne få skidtet til at virke.

Her til morgen købte jeg så scriptet her: http://www.indiscripts.com/ – det hedder IndexMatic 2, og på en times tid var begge indexer genereret og indarbejdet i layoutet

En anden vinkel

2012-08-07T16:43:57Z

Jeg har følt et behov for at starte en ny – omend mere privat blog. For mange ting synes jeg ikke hører hjemme her på Amino, og dog er der i hvert fald i mit tilfælde en stor samhørighed mellem arbejdsliv og privatliv.

Så for dem, der synes, det kan være interessant eller noget helt andet, skal I være så velkomne til at følge med :)

Hermed et link til Fra sidelinjen, og hermed et link til bloggens facebookside.

De bedste hilsner :)

Mit arbejde er mit liv. Mit liv er mit arbejde.

2012-06-15T06:51:37Z

Jeg er på twitter. Jeg er faktisk rigtig meget på twitter som sandfaer. Og jeg har oplevet en helt igennem utrolig connection til mennesker, jeg aldrig har mødt IRL.Man får en helt anden indgangsvinkel til andre mennesker, og man kommer til at kommunikere med nogle, man højst sandsynligt ellers aldrig ville tale med.

Det skægge er, at man nogle gange tror, man kender folk. Sådan ud og ind. Ud fra sølle 140 tegn, der dog nogle gange kører over flere statusopdateringer. Og det pudsige er så, når en samtale pludselig viser, at det slet ikke er tilfældet alligevel.

Jeg har den her overfølsomhed, som har været meget tæt ved at invalidere mig totalt. Det er rigtig rigtig svært at forstå for andre, at sådan noget overhovedet kan lade sig gøre. Og nogle kommer nu og da med det forslag, at jeg da bare skal udsætte mig selv for alle de ting, jeg nu går og påstår, jeg ikke kan tåle. Tænk lige lidt over den.

Jeg har kæmpet med og mod denne lidelse i nu 25 år. Jeg er 38 i dag – det vil sige i 3/4 af mit liv, og siden jeg var 13. Personen påstår dermed, at jeg skulle have været i stand til at forstille mig i al den tid.

Derudover kommer en sådan udtalelse som en lussing. Da den et eller andet sted påstår, at jeg ikke har gjort, hvad jeg kan, at jeg øjensynligt ønsker at fastholde mig selv i den her situation. Det er den opfattelse, jeg på et eller andet plan får ud af et sådant forslag. Personen ved helt klart ikke, hvad den taler om.

Jeg har inden for de sidste 4 år faktisk oplevet en bedring af min tilstand. Den er kommet af, at vi flyttede helt ud vestpå, isolerede os en del mere, lever det stille liv, og at jeg kun udsætter mig for meget få ting i hverdagen. Nu, efter 4 år, er jeg begyndt rent faktisk at kunne tåle at komme i børnehaven, hvor jeg afleverer og henter den 4-årige. Jeg kan færdes i byen uden større gener, og jeg kan handle i butikkerne. Vi bor i en lille lorte-by med lige de mest nødvendige ting.

Huset ligger sydvest for byen, der er 100 m til nærmeste nabo, syd og vest for ligger hhv Åen og Fjorden – det hele er meget bevidst valgt, da jeg ikke kan tåle at bo i et normalt parcelhus-kvarter pga naboernes forbrug. I så fald ville jeg ofte være tvunget til at holde mig inden døre. Og det kan jeg ikke holde ud. Jeg vil egentlig bare gerne kunne leve normalt.

Jeg kan stadig ikke være med til forældre-ting i den 8-åriges skoleklasse. Jo, når de foregår udendørs, men sidst gik det galt, fordi der var bål – jeg er gammel spejder og elsker det, og jeg var for meget omkring det bål og havde det ad helvede til dagen efter.

Jeg har gået til korsang - det kan jeg ikke længere. Jeg har spillet instrumenter - det kan jeg kun gøre for mig selv, og det er altså ikke det samme. Jeg har været involveret i jeg ved ikke hvor mange frivillige foreninger - det kan jeg ikke længere. Jeg kan dog ikke helt lade være, så jeg forsøger én af gangen, og de udvælges efter mange overvejelser og stort omhu. For jeg ønsker ikke at fortælle om min lidelse - jeg vil egentlig bare gerne have lov at være med. Jeg har gået til spejder og derefter været spejder i over 10 år - det kan jeg slet ikke længere. Desværre laver spejdere jo bål, og det går stadig galt hver gang, jeg udsætter mig lidt for et bål. Øv!

Jeg stopper nu. For jeg kan fortsætte i en uendelighed. For udover alle fritidsaktiviteterne kommer fortællingen om alle nederlagene og skuffelserne undervejs gennem alle disse år. Om alle de gange jeg har forsøgt at tage med til en fest og har måttet gå grædende hjem tidligt. Om alle de gange folk har lovet mig at forsøge at undgå at ryge og bruge parfume - og de enten har været ligeglade eller glemt det. Og min aften og 4-5 dage efter har været ødelagte.

Én ting har jeg lært. Jeg skal ALDRIG ind i det sociale system igen, og jeg skal ALDRIG lade andre mennesker træde på mig mere på den måde, jeg har prøvet at blive trådt på.

Om ikke for andet - så for min families skyld. For de har brug for mig.

Jeg har dog den samme holdning som vores 80-årige nabo, som jeg elsker at sidde og drikke et glas med. Han kan så mange gode historier. Hvis jeg skulle falde om, så behøver I ikke forsøge genoplivning. Jeg ønsker ikke at blive gammel.

Husk at fejre dine sejre. Også de små.

2012-06-01T08:50:23Z

Jeg har haft så travlt de sidste par måneder, at de der helligdage blot har været hverdage. Sidste weekend tillod jeg mig at holde fri 1,5 dag, hvilket var voldsomt. Og efterfølgende var jeg ved at fortryde.

Men vi har nået tingene, selvom nogle nætter har været meget lange, og selvom der har været frustrationer og tæt-på-sammenbrud undervejs.

Og så sidder jeg her bagefter. Alene. Og savner i dén grad at have nogle at fejre mine sejre her med. Så er det så meget øv at være alene og ikke være i stand til at sidde i et kontor-fælleskab, at have kolleger på et eller andet plan at fejre det med.

Dét savner jeg. Om noget.

Så nu går jeg snart ud i blæsten og solskinsvejret og forsøger at dæmpe savnet, for her bag mac'en bliver jeg bare lidt ked af det. Sådan en dag som i dag.

At have prøvet at være nede og vende…

2012-02-29T09:48:34Z

Jeg har været hele møllen igennem inden opstart af virksomhed, som revalidering.

Helbredet svigtede over en lang årrække, og det endte med en sygemelding i august 2005. Men jeg var ikke syg. Ingen målinger kunne påvise noget som helst, og jeg blev sendt fra Herodes til Pilatus. Til sidst betalte jeg selv for at konsultere den eneste læge i landet, som bliver taget nogenlunde seriøst – og som anerkender min sygdom. På Privathospitalet Hamlet på Frederiksberg.

En netværksveninde fik konstateret brystkræft for cirka et år siden. Forinden havde hun næsten lige sagt sit velbetalte lederjob op og var sprunget ud som selvstændig. Et stort skridt! Et modigt skridt. Og nu ramte sygdommen så oveni – jeg gjorde det godt nok omvendt, men økonomisk har vi begge været nede i sølet.

Jeg tager tingene fuldkommen hen ad vejen. Skulle jeg have sat mig ned og læst en masse om det at blive selvstændig, tror jeg aldrig, jeg havde fået taget springet. Det ville have virket alt for overvældende, for omstændigt, besværligt, bureaukratisk. Nu gjorde jeg det 'bare', hvis man kan kalde revalidering for bare. Ikke uden opbakning. Fra familie, venner, tidligere kolleger og chefer. Men jeg gjorde det. Og tog tingene hen ad vejen.

Det gør jeg i særdeleshed også i dag.

Jeg har nok nogen af de mest uberegnelige kunder, man kan tænke sig. Kan nærmest aldrig planlægge en dag, og ofte sidder jeg totalt uden arbejde om morgenen, hvorefter jeg kan være lagt ned en time senere. Eller ikke. Og det generer mig ikke synderligt. Mit motto hedder: Jeg ser tingene, når de kommer! Og hvis ikke tager jeg det som et pusterum – nyder friheden :)

Og det gælder sådan lidt det hele. Folk undrer sig, også min veninde fra før.

'Hvordan kan du dog leve med den usikkerhed?' 'Hvordan med de faste udgifter, børnene, terminen, huset, bilen?'

Jeg har tænkt over det. Og forskellen på hende og mig er nok, at jeg blev tvunget ned i sølet. Først af ukendt sygdom, dernæst af lægekonsulent, psykologer, eksperter og andre, som påstod, at jeg ikke var syg. Dernæst af frustration, raseri og afmagt over, hvordan systemet behandlede mig. Og til slut den hårde kamp for at komme op til overfladen igen. Først at få etableret virksomheden, dernæst at få skidtet til at køre og få en reel indtjening – og til sidst den evige kamp: Konstant at skulle forklare og fortælle, at jeg ikke er rask. Jeg er handicappet, jeg kan meget lidt, og det er ikke noget, der går over i morgen eller dagen efter. Det er mit liv.

Ved kræft møder man støtte, opbakning, behandling, omsorg, forståelse fra familie, venner som behandlingssystemet – og sluttelig bliver langt de fleste også raske igen i dag. Heldigvis for det!

Ved MCS møder man mistro, man betragtes som hysterisk, underlig, får at vide man slet ikke er syg. Man betragtes visse steder som denne tids spedalske – som nogen 'vi' gerne skal have gemt af vejen, for det er hverken sjovt eller belejligt at skulle tage de hensyn, MCS'eren beder om. Somme tider hverken hos venner, familie, behandlingssystem som hos alle andre, man møder på sin vej.

Så når jeg skriver, at jeg har været nede i sølet, er det ikke kun økonomisk. Det er også menneskeligt og mentalt.

For når man gennem tiden har mødt så mange skuffelser, oplevet så mange nederlag og set så mange bagsider af folks personlighed i min kamp for at beskytte mit elendige helbred – så får man altså et andet syn på livet. På tilværelsen. På mennesker.

Så det er nok forskellen. Tror jeg.

Jeg lever livet en dag af gangen – og nyder den så meget, jeg overhovedet kan. For nogle dage føler jeg mig som en 80-årig, og så er der jo ikke lang tid igen.

Hvad sker der mon den dag, de selv skal betale?

2012-02-27T13:45:31Z

Så er det sket igen. I fællesskabets hellige navn, skal bilisterne betale for, at den offentlige transport kan blive billigere i hovedstaden – og vel at mærke de bilister, der leaser bilen – meget ofte dem der også kører mange kilometer dagligt. SF kalder det 'fornuftig brug af pengene' i dagens udgave af Jyllands Posten. Bum bum. Vi formår øjensynligt ikke selv at bruge vore penge fornuftigt.

Og så er det, vi igen igen føler os som komplet idioter, os i #udkantsdanmark. Os der bare troligt tjener vore egne penge; kun bruger dem, vi har; ikke forventer at andre kommer og redder vores røv, når det går galt; og bestemt ikke forventer, at dem på Tinge kan finde på at tænke over, hvordan vi kan få det bedre.

I min verden ville det være en rigtig god ide med road-pricing. Så kan alle få lov at betale for eget forbrug, og vi andre få flere penge på lommen. Sikken fest.

En pæn tekst

2012-01-27T15:26:24Z

Måske er der mange, der synes, det ikke er vigtigt. Hvordan en tekst ser ud. Men hvis du ønsker et samlet, pænt grafisk resultat i din tryksag eller dit magasin, er det bestemt ikke ligegyldigt.

Jeg har her lavet et lille eksempel:

Og specielt hvis du vælger en tekst i to spalter, giver det et langt pænere resultat:

Derudover er der også plads til mere tekst.

Det samme er langt mere relevant, hvis din tryksag også skal laves på andre sprog. Blandt andet engelsk, tysk og russisk er eksempler på sprog, hvor ordene er længere end på dansk, og der ofte ikke er så mange muligheder for gode delinger.

En praktikant

2011-12-13T13:26:02Z

Jeg havde sagt ja til at have en praktikant. En 15-årig pige, der går i 9. klasse.

Nu er det jo specielt med mig, der arbejder i mit hjem samt ikke mindst det faktum, at jeg har en slem overfølsomhed, der gør, at folk er tvunget til at tage visse hensyn, hvis de vil omgås mig.

Men aftalen kom på plads, og pigen kom på besøg med sin mor en aften. Og fik lidt indblik i arbejdet samt en folder med hjem om overfølsomheden. Det gik vist op for moderen dér, at det er ret alvorligt med overfølsomheden – samt at der er mange hensyn at tage.

Da vi nåede til uge 48, startede pigen ud med slet ikke at dukke op, så jeg sendte hende en sms og spurgte til, hvornår hun regnede med at komme. Hun var blevet syg og skrev desuden, at moderen ville kontakte mig om eftermiddagen. Hmmm, ret underlig besked at modtage. Havde hun mon fortrudt?

Samme aften fik jeg dog en sms om, at hun ville komme dagen efter.

Det endte med, hun var her i 3 dage – en meget stor del af tiden sad hun ved min bærbare MacBook Pro, og jeg gav hende forskellige opgaver. Talent havde hun også, og hun var også pænt hurtig til at lære nyt.

Fredag meldte hun sig dog syg igen.

Hvad siger det jer? Jeg har sådan en underlig, dobbelt-tydig følelse af det hele. På den ene side syntes hun, mit arbejde og det hele var spændende, men at det var underligt at komme i mit hjem…

Et ord er et ord, en kvinde er en mand, og…

2011-09-30T11:51:20Z

Jeg er vestjyde. Har godt nok prøvet at bo og arbejde næsten 10 år i Østjylland men er nu tilbage igen, har boet her i snart 4 år igen, og jeg stortrives med det. Det skal der ikke ændres på.

Og det mest overraskende ved at flytte østpå var, at jeg blev betragtet som noget særligt, og det var bestemt heller ikke et problem at finde arbejde. Min netværksvenindes datter og svigersøn er så lige rykket til Aarhus fra det vestjyske. Hun skal studere, han er tømrer og har sagt sit job op for at følge kæresten østover.

Men selvom han fik at vide på arbejdsformidlingen, at der var 150 ledige tømrer bare i Aarhus-området, stod han to timer senere med ikke mindre end to job-tilbud på hånden.

Så et eller andet må vi vestjyder jo kunne, om det også gælder andre yderkants-områder er jeg ikke klar over, men det kunne da egentlig være interessant at høre om. Jeg vil dog tillade mig at lægge et link her til en anbefaling, jeg er ret glad for :)

Frihed…

2011-09-13T12:41:03Z

Jeg er et nyt menneske! Efter næsten 6 års isolation har jeg en frihed holdende ude i carporten, og selvom jeg ikke bruger den særligt ofte, er muligheden der. Jeg kan bare køre en tur, hvis jeg får lyst!

Frihed har altid været en meget væsentlig faktor for mig. Friheden til at træffe egne beslutninger, friheden til selv at vælge livet igennem, og friheden er netop det, jeg med min overfølsomhed (www.mcsvidencenter.dk) er blevet ramt allerhårdest på.

Nu har jeg genvundet en lille tand af den frihed, og som en god netværksveninde sagde direkte til mig i dag: Du er et nyt menneske.

At finde sine grænser

2011-09-01T11:28:00Z

Jeg har jubilæum i dag. 5 år er det siden, jeg startede virksomhed op som revalidering, og siden har det bare kørt.

Mange tror, iværksætteri kun handler om 60-70 timers arbejdsuger, at knokle uden at få reelle penge ud af det og at miste al kontakt til familie og venner. I mit tilfælde vil jeg nærmere sige, det har haft den modsatte virkning.

Jeg arbejder mindre, jeg tjener mere, jeg kan selv vælge, hvornår jeg møder om morgenen og vælger dermed at prioritere mine børn, så de ikke nødvendigvis skal hives ud af sengen klokken lort hver dag. Nu er det så skolen, der bestemmer ved den store, men hvis I forstår…

Jeg har friheden til at cykle og gå med ungerne til skole og børnehave og bare sige, at jeg først er på pinden kl. 9. Eller 9.30. Tidspunktet er underordnet, det er friheden, der er væsentlig. Jeg behøver ikke spørge om lov for at tage til tandlæge, tage barnet til lægen med en perle i næsen, tage tidligt fri en dag og tage ungerne med på stranden, hvis vejret er varmt og godt, tage ud og handle i stedet for at sidde og glo, når der ikke er opgaver nok…

Til gengæld arbejder jeg også hårdt, når jeg arbejder. Koncentreret, fokuseret. Jeg springer aldrig over, hvor gærdet er lavest og arbejder altid på at gøre det ekstra, der gør kunden glad – kundepleje kalder jeg det. Service er et andet ord. Jeg har en meget ydmyg tilgang til tingene, til mennesker omkring mig, selve opgaven uanset hvem der er kunde, og hvad opgaven drejer sig om. Og så behandler jeg alle ens. Stor som lav. Imponeres meget sjældent og overhovedet ikke af titler og fornemme ord. Møder alle i øjenhøjde.

Men det har også kun kunnet lykkes på grund af mit netværk. På grund af tidligere chefer og kolleger, som har bakket mig op hele vejen. På grund af min familie, som også hele vejen har været der for mig og sagt, at jeg skulle gøre det. At jeg skulle kaste mig ud i at være selvstændig, at være freelancer. At det var en fejl ikke at prøve. Og så har de også givet mig opgaver, troet på mig. Og tror stadig på mig.

Jeg er så helt igennem taknemmelig og ydmyg. Kan slet ikke finde ord til at udtrykke det.

Undervejs har jeg personligt haft det hårdt. Har været gennem en mindre depression, været gravid, fået barn, flyttet tværs over landet og bygget nyt hus, måttet skabe nye bekendtskaber, venskaber, et nyt netværk. Og samtidig først fået virksomheden op at køre, for derefter at måtte lukke den ned, mens jeg var på barsel. For på det område er Danmark jo til stadighed et u-land. Hvis du svarer på en mal, får du ingen penge. I princippet.

Jeg kom gennem depressionen. Men det har taget tid. Lang tid. ting tager bare tid, specielt i mit liv, og det kan være så møg-hamrende frustrerende ikke bare at kunne gennemføre det, man lige ønsker. På stedet. Den sidste ting jeg dog virkelig har kæmpet med, har været ensomheden. For det er jeg bare ikke god til. At være alene. Dag ud, dag ind. Altid.

Så derfor gennemsøgte jeg mulighederne for et kontorfællesskab i foråret, og derfor endte det med, vi købte den lille, fede Mini Cooper… For ikke kun giver bilen mig en frihed, den gør mig også utrolig glad i låget. Bare af at kigge på den. Og for mig er det blevet nødvendigt at omgive mig med mennesker og ting, som gør mig glad.

For når jeg skriver, at jeg ikke længere kunne holde situationen ud, så mener jeg, at der alternativt kun var en udvej, og den var ikke køn. for selvom jeg ikke gik rundt og var deprimeret længere, skal der visse ting til, for at jeg kan fungere. Som det også er for alle andre.

Jeg har fundet mine grænser for, hvor lidt der skal til for at jeg kan fungere. På alt for mange områder. Det har været utrolig hårdt, men også inspirerende og lærerigt. For hjernen er dum, og det er så utrolig svært at skulle overbevise den om noget, den først har besluttet sig for er på en bestemt måde… hvis I altså forstår.