Grafisk Design - Iværksætteren - Iværksætter Debatten Amino
på Amino

Grafisk Design

Skrevet  24-02-2017 08:38  af  Danny Solbjerg 

En lille guide til grafisk design

Når du har læst denne guide, er du blevet klogere på grafisk design. Klogere på, hvad der ligger bag ordet grafisk design…. Hvad betyder det i praksis? Hvilke muligheder giver det for en iværksætter som dig?

Du står måske overfor at skulle have din første hjemmeside, og gør dig sikkert mange overvejelser i den forbindelse. Skal du selv kaste dig ud i at udføre det grafiske design? Også selvom du er lettere grøn på området? Webins grafiske designer giver nogle svar.

 

Hvad er grafisk design?

Grafisk design er en meget bred kategori, der både indbefatter offline og online medier.

Grafisk design kan være udarbejdelse af logo, layout, emballage og typografi. Det kan også være arbejdet omkring forskellige kommunikationsplatforme på sociale medier. Alt, hvad der vedrører visuel identitet. Begrebet dækker derfor over en masse underkategorier.

 

Skal jeg selv forsøge mig med mit grafiske design?

Uanset om du er grøn på området eller ej, handler det i bund og grund om at kaste sig ud i det. Det er ikke så svært, som det kan lyde. Ønsker du at klare det hele på egen hånd, må du være indstillet på at sætte dig ind i de basale funktioner og principper, for dernæst at få en masse øvelse.

 

Du skal kunne visualisere, hvordan du bedst formidler et budskab

Først og fremmest skal du vide, hvilket budskab du vil formidle. Du skal kunne visualisere, hvordan du bedst formidler det. Have idéer til udformningen. Det er helt klart lettere sagt end gjort. Grafisk design bruges som en kommunikationsform til at understøtte en større kontekst, f.eks. ved at give brandværdi. Når der tales om grafisk design er intet overladt til tilfældighederne.

 

Grafisk design bringer computernørden frem i dig

Du må ikke glemme, at arbejdet med det grafiske design primært foregår foran computeren. Du skal være indstillet på at udforske og lege med diverse programmer som Photoshop, Illustrator og InDesign.

Altså får du lov til at udleve din indre kunstner og computernørd på én og samme tid. Det lyder jo slet ikke dårligt? Grafisk design er rent ud sagt fedt, hvis du har bare den mindste interesse for at være kreativ og designe, kreere eller måske tegne og male. Jeg håber ikke, at du var ved at stå af, da jeg nævnte “tegne og male”. Du behøver absolut ikke være i nærheden af at være den næste Picasso eller Monét for at lave grafisk design, men selvfølgelig er det en fordel, hvis du kan fremtrylle andet end tændstiksmænd.

Jeg vil påstå, at du måske vil finde det ekstra interessant at lege med det grafiske design, fordi det også handler om at være teknisk kreativ, og at kunne sammensætte grafiske elementer (f.eks. ved design af layouts til flyers eller en webside) sammen med det rette typografi m.m. Undervejs skal du anvende en masse smarte funktioner, der gøre det hele lettere.

Jeg må erkende, at jeg, som ellers har tegnet hele mit liv, indimellem bliver frustrereret, da en så stor del af arbejdet med det grafiske design foregår på computer, og bygger på diverse funktioner, som jeg stadig er ved at få kendskab til. Øvelse og tålmodighed ér og bliver nøgleord i den forbindelse.

Hvordan kommer jeg i gang med at lave grafisk design?

Med udgangspunkt i mine egne erfaringer som freelancer grafiker, vil jeg nu prøve at fortælle lidt om, hvordan du kan komme i gang. Dog vil jeg ikke komme ind på det tekniske, men selve processen, når du vil designe et logo.

 

1. Idé- og konceptudvikling

Logoet er nok den vigtigste brik i din visuelle identitet. Tænk på det som dit ansigt udadtil. Det skal alene kunne repræsentere dig/din virksomhed og hvad du/den står for. Der er som sådan ingen regler for, hvordan et logo skal se ud, om det gælder farve, form, stil eller med/ uden tekst. Dog skal du være sikker på, at dit design er originalt og ikke ligner en kopi. Jeg vil foreslå, at du starter ud med en brainstorm over, hvad logoet skal repræsentere og hvem det primært skal appellere til. Det lykkes måske ikke at få det hele med i første omgang, men det er netop kunsten at koge det hele ned. Lav endelig skitser undervejs.

2. Design af logo

2.1 Når du er kommet frem til hvordan dit logo skal se ud, er det tid til at kaste dig over computerprogrammerne. Her findes et hav med hver sine funktioner, og blot fordi du ikke har Adobe Illustrator, og kan lave vektortegning som du drømte om, er jeg sikker på at du kan finde et godt alternativ (bl.a. Gimp eller Paint Tool Sai). Vektortegning er langt fra det eneste der duer, især hvis du ikke har planer om selv at redigere logoet eller skalere det flere 1000 pixels. Men uanset hvad, må du være mere eller mindre dus med dit program. Youtube tutorials kan her være meget behjælpelige.

2.2 Det er klart en fordel, hvis du på forhånd har lidt forstand på de tekniske begreber, der har betydning for dit logo eller hvad grafik du nu står og skal have lavet. Du skal have forstand på de forskellige formattyper (png, jpeg etc.) og opløsninger (pixels, dpi, ppi etc.), da du ikke vil risikere spildt arbejde, fordi de tekniske indstillinger var forkerte fra start. Det er her Google kommer dig til undsætning, så husk at google løs, når der er noget, du er i tvivl om!

2.3 Ved selve udarbejdelsen af logoet er der dét, som jeg vil kalde grundelementer ift. designet. Det handler om komposition, form, farver, stil osv. som allerede nævnt. Overvej først og fremmest, om du har et overordnet stiltema – enkelt, minimalistisk, klassisk, moderne, retro? Skal det være 2D eller måske 3D? Og igen, hvem er målgruppen både ift. alder og hvilke typer de er som forbrugere/kunder. Hvilket segment tilhører de? Skal farverne på logoet være skarpe og lyse, eller foretrækker du sort/hvid? Skal dit navn/firmanavn indgå, blot initialer eller slet ingen typografi? Vil du inkorporere symboler eller grafik der illustrerer branchen – f.eks. en illustration af en pizza eller en indkøbskurv? Altså er mulighederne uendelige, og undervejs i den kreative proces vil du sikkert komme på nye idéer og løsninger. Det handler om at prøve sig frem og turde at lege med de forskellige elementer.

3. Det færdige produkt

Tillykke! Nu står du måske med et færdigt logodesign. Tag et kig på det og overvej om det repræsenterer dig/din virksomhed. Det er her altid en god ide at præsentere dine idéer for andre, og få lidt sparring og feedback på, hvad der fungerer/ikke fungerer. Dette gør sig gældende under hele det kreative forløb lige fra idéudviklingsfasen. Det kan godt være, at du synes dit logo bare sidder lige i skabet, men andre skal helst kunne se nogenlunde det samme som dig, når de ser dit logo.

Grafisk design er super spændende og sjovt, hvis du bare er lidt kreativ anlagt. Hvis du til gengæld ikke har tid eller lyst til at kaste dig ud i det på egen hånd, eller bare gerne vil have det gjort professionelt fra start, sidder der heldigvis en masse fantastisk dygtige grafikere derude, der er klar til at hjælpe netop dig.

Held og lykke med dit grafiske design! Husk at du kan læse meget mere på vores blog www.blog.webin.dk 


Kommentarer

Grafisk Ninja skrev re: Grafisk Design den 27-02-2017 kl. 18:59

Hej Danny

Fint indlæg med mange fine pointer. Jeg er enig i, at det handler om at kaste sig ud i det, hvis interessen og tiden er til det. I den anledning er det vigtigt vurdere – om tiden kunne være brugt mere fornuftigt.

Jeg er vild med Danske Banks hedengangne slogan 'Gør det du er bedst til - det gør vi'. Det er lige præcis det det handler om.

Har du tiden til at levere et ordentligt, brugbart stykke arbejde? Eller kan du i denne omgang nøjes, og så samle op på den viden, du først får, når du står med fingrene i chokoladesovsen.

Du har i dit indlæg fokus på logo-design (og eventuelt bomærke), som oftest er det en iværksætter først og fremmest har brug for. Et visuelt design, der kobler firmanavnet sammen i en begyndende identitet.

Eller har man? Jeg husker et indlæg, jeg læste for nogen tid siden, der satte spørgsmålstegn ved værdien af et logo, og i stedet argumenterede for at bruge farver, som virksomhedens indentitet, fordi farver står stærkere på nethinden end et logo! Man kan selvfølgelig argumentere, at hvis man kobler et logo (og bomærke) sammen med en farver eller farver…

Grafisk design er i dag meget mere teknisk end det var, da jeg startede i branchen i 1991 (så vidt jeg husker). Jeg har kunder der på kreativ vis, formår at bygge hele tryksager op i Excel og Powerpoint! Lad mig sige med det samme – at det KAN lade sig gøre... og det kan godt trykkes!

Det kan også godt lade sig gøre at udarbejde en 16-sidet brochure i Adobe Illustrator (kreative designere sværger ofte til Adobe Illustrator, det kan også godt lade sig gøre at udarbejde et løsblad i Adobe Photoshop – men ingen af delene er særligt hensigtsmæssige... på den lange bane! Ofte handler det om at tænke lidt længere end til næste deadline!

Men jeg ser også, at der bruges mange kroner-ører hos virksomheder, uden en professionel grafisk marketingafdeling. Sommetider også hos de virksomheder som har en grafisk marketingafdeling.

Lad mig lige vende tilbage til logo'et igen... jeg rentegner stadig her i 2017 logoer ud fra scanninger, og i dag internet-grafik! Du er selv inde på det med opløsningen. Sørg for at få en 'vektor’-fil af logoet eller, hvis logoet ikke kan vektortegnes, så en højtopløst fil, der kan trykkes på en dør uden kvalitetstab!

50% af alle de pdf-filer vi modtager til tryk – trykklare pdf-filer – kræver justering, inden tryk! Alt lige fra manglende beskæring til forkert farverum eller lavtopløselige billeder (tip: du kan som udgangspunkt ikke bruge billeder og grafik hentet fra en hjemmeside (med mindre hjemmesiden tilbyder højtopløselige billeder), som ikke er opdaget hos kunden.

I dag starter mange grafiske opgaver på internettet og ender så på et senere tidspunkt på tryk. Da jeg startede var det omvendt. Webdesignere (jeg koder og udarbejder selv mindre websites) tænker ikke i tryk når de designer. Det betyder, når jeg tager trykhatten på, at meget af det materiale jeg ofte modtager (også fra professionelle marketingafdelinger) er i internetopløsning = lav opløsning.

Grafisk design bør – for at spare marketingkroner – planlægges grundigt! Der er rigtig mange penge at hente... for iværksættere og de der har taget det næste skridt.

Hvis opgaven tænkes lidt videre end skrivebordet og den næste deadline, så er det langt hurtigere, når du f.eks. har en brochure på computerskærmen, samtidig at gøre alle billederne klar til webdesigneren... i den rigtige (eller næsten rigtige) pixel-størrelse – og leveret organiseret i rækkefølge. Og omvendt! Jeg sender ofte logo, billeder, pdf-filer til kunder – oftest uden beregning, men der skal også være råd til sukker i kaffen!

Et godt råd er – team op med en grafisk virksomhed, som kan og vil give dig sparring, hvis du ikke har en 'grafiker' i baglommen. Det handler om feed-back... ofte er vi jo stolte – jeg er ingen undtagelse – når vi synes vi har skudt den grafiske papegøje og leveret en stykke arbejde, der burde belønnes med en... Bodil. Men måske en lille justering, du ikke har tænkt på, vil ophøje den til en – apropos – Oscar.

Cheers

DeFliGra

Er kommentaren brugbar? 1 0
Esben Sjællborg Jensen skrev re: Grafisk Design den 02-03-2017 kl. 14:06

Hej,

Jeg har gode erfaringer med at gøre mig grundige overvejelser om forretningskonceptet, markedet, kunderne, konkurrenterne virksomhedens unikke ressourcer, og positionering i markedet.

Herefter har jeg skrevet et manuskript til hjemmesiden, men sideløbende arbejdet med designmuligheder som mit CMS system wix.com. har.

Det har givet inspiration til struktur og manuskript. Når manuskriptet er færdigt, paster jeg det ind på hjemmesiden og arbejder herfra med design, farver og billeder.

Er kommentaren brugbar? 1 0
 
Besøg vores andre hjemmesider :
lll