Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Gæsteeksperten Her er, hvad to nye baby-datingsider kan lære os om pr

Her er, hvad to nye baby-datingsider kan lære os om pr

5.432 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
04 July 2013

For nylig lancerede to mænd i 40'erne hver deres datingside for skrukke singler. Den ene side er pige-pink, den anden boyish--blå, men ellers har de samme formål: At give skrukke singler et mødested, hvor det ikke er tabubelagt at tale om, at man gerne snart vil have børn.

Udover at det er pudsigt, at de begge lancerer nøjagtig samme dag, er det også et sjovt studie i, hvordan man kan gribe udfordringen med at få medie-omtale an, for den ene datingside fik masser af omtale både på de store online-medier og i tv, mens den anden nærmest ikke blev nævnt.

Pr-bureau eller ej?

Babyklar.nu havde fået et velkendt pr-bureau til at lave og udsende denne pressemeddelelse, mens Baby2Be.dk selv havde lavet denne pressemeddelelse og betalt et par hundrede kroner for at få den sendt ud via en presseservice, der har samlet e-mailadresser på forskellige journalister.

Hvilken datingside, tror du, fik mest omtale?

Ja, rigtig gættet. Babyklar.nu blev for nylig omtalt på bl.a. Eb.dk, Bt.dk, Stiften.dk og debatteret i mange minutter af Go' Aften Danmarks kendis-panel.

Og hvorfor var det så, at Babyklar.nu løb med al opmærksomheden? Som journalist ser jeg 3 grunde, som du også kan bruge i dine egne overvejelser om, hvordan du får omtale i medierne:

1.  Pr-bureauet

Den vigtigste grund er efter min mening, at Babyklar.nu havde taget nogle professionelle med på råd. Jeg siger ikke, at du ikke selv kan komme igennem med dit budskab, men et pr-bureau har bare bedre overblik over medierne og ved, hvordan man henvender sig og til hvem.

Samtidig har bureauet hjulpet med pressemeddelelsen, mens Baby2Be.dk, der ikke blev nævnt så meget, havde skrevet, hvad man kan kalde en personlig beretning, hvor der bliver brugt ”jeg” mange gange.

Det virker uprofessionelt og gør, at jeg som journalist er i tvivl om, hvorvidt det er en seriøs side eller bare en af de mange, der popper op og forsvinder hurtigt igen.

Derimod er det, at afsenderen er et kommunikationsbureau, med til at give et indtryk af, at det altså er alvorligt ment, når man bruger et - sikkert ikke helt lille- beløb på at få professionel hjælp.

Så overvej, om ikke det er værd at bruge penge på at få professionel hjælp til dit pr-arbejde. Især hvis du slet ikke har erfaring eller interesse i den slags arbejde, for det tager også meget tid at begynde på bar bund. Tid, som du måske kunne have brugt bedre på andre ting, som du rent faktisk er god til.

2.  Timing

Timingen kan også være afgørende for, om du lykkes med at komme i medierne. I dette tilfælde var det efter min mening en klar fordel, at Babyklar.nu med de professionelle på holdet kom først ud af starthullerne.

Nu er det nok sjældent, at to så ens produkter lanceres samme dag, men står du selv for din pr, kan du også gøre timingen til din ven.

Eksempelvis er agurketiden lige om hjørnet. Her går politikere og andre, der normalt fylder meget i mediebilledet, på ferie, og det kan du udnytte.

Det betyder nemlig, at mange journalister er sultne efter stof, fordi den sædvanlige strøm af pressemeddelelser og tips stopper. Så tænk allerede nu på, hvad du har af gode historier til agurketids-sultne journalister.

Det samme kan du udnytte i weekender eller andre tidspunkter, hvor der er fridage, for her er det nemmere ikke at drukne i mængden.

3.  Design

Også din hjemmesides design er vigtigt, hvis du gerne vil virke seriøs. Babyklar.nu, der fik mest omtale, har efter min mening også den mest professionelle hjemmeside. Ikke at den anden er grim eller decideret uprofessionel, den er bare ikke så lækker og indbydende som konkurrentens.

Når jeg researcher til en artikel, besøger jeg i langt de fleste tilfælde firmaets hjemmeside, og en professionel hjemmeside gør bare, at jeg får mere lyst til at skrive om produktet/firmaet i forhold til, hvis hjemmesiden ligner en, du har fået naboen til at lave i weekenden. En flot, professionel hjemmeside viser, at du mener det alvorligt.

Holdninger og udtalelser i dette blogindlæg er udelukkende mine egne og ikke på vegne af Berlingske Media. Jeg har desuden ingen personlige forbindelser til eller interesser i de pågældende datingsider.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Gæsteeksperten skriver Skriv dig op