Hvorfor skal jeg det?

For en del år siden, da min søn gik i første klasse, fik klassen til opgave at skrive nogle sider i deres dansk-hæfte om en tur til byens naturskole ude i skoven.

Han pustede, han stønnede, han brokkede sig - han kørte rumpen rundt på stolen og stolen rundt på gulvet – han bed i blyanten… og til sidst luskede han sig til at åbne et pc-spil. En gestus, som fik hans – i øvrigt til alle tider kærlige, tålmodige og pædagogiske - mor op i det røde felt.

”Kan du ikke bare lave den opgave? Få den nu overstået! Det her er en lektie – det er noget, du har for, fordi din lærer siger, du skal lave det. Skriv, hvad du har oplevet, hvad du har set, hvad der skete på dagen. Så du kan blive klogere, så du kan lære noget …,” kæftede denne – i øvrigt perfekte – mor op.

Hvortil det kære barn spurgte med tårer i sine store, blå øjne:

”Men mor – hvorfor skal jeg lave den opgave? Den er dum. Alle ved, en bus er gul – alle de andre var også med på turen og spiste deres madpakker – og de hoppede også i vandpytterne – og læreren var der også. Så jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal lave den opgave – man bliver slet ikke klogere af den…”

Nu er det – naturligvis – fordi jeg har en ualmindelig kvik og fremmelig søn, at han reflekterer på den måde. Det er dog ikke kun derfor. Det er også ’bare’ fordi… han er dreng. Min datter er ligeså kvik, ligeså skarp og reflekterende – og hun ville have gennemført den opgave uden at blinke. Hun ville have siddet ved skrivebordet med viskelæderet foran sig og sikret sig, at bogstaverne stod pænt på linjen – hun ville have fået mig til at læse det igennem for at sikre sig, at det var ’godt nok’. Kort sagt - hun ville have gjort sig umage, så læreren kunne give hende ros (min søns opgaver får jeg kun allernådigst lov til at se på … når han har sendt dem af sted pr. mail eller har printet dem).

Der er en markant forskel på de to bevæggrunde for at ’gøre’ – eller ’ikke gøre’: Ønsker jeg at ’gøre’ noget godt og perfekt med formålet at få ros? Eller ønsker jeg at kende formålet med det, jeg gør, før jeg ’gør’ det (altså, forudsat jeg gør det)?

Forskellen er typisk mellem piger og drenge. Hvis drenge kender – og accepterer – formålet med en opgave, kan de flytte bjerge – ellers flytter de ikke så meget som et enkelt, lille bogstav. Hvis piger ved, der er en chance for at få en god karakter, et klap på skulderen eller en bekræftende skole-hjem samtale, er det nok til at yde en indsats.

Jeg kom til at tænke på dette tema, fordi jeg for nylig oplevede endnu en situation med mine unger, som nu begge er blevet teenagere. Med få dages mellemrum havde de begge fået en geometriopgave for, hvor de skulle tegne deres egne figurer og derefter beregne arealet af dem. Min søn tegnede nogle enkle firkanter i forskellige størrelser (så var den ged barberet – hurtigt og nemt), min datter brugte tid på at designe nogle avancerede figurer med skæve hjørner og masser af vinkler. Begge unger løste opgaven korrekt - med et vidt forskelligt udgangspunkt.

Jeg er sikker på, begge mine unger vil nå langt med det, der engang bliver rigtigt for dem. Jeg er sikker på, de begge nok skal gennemføre det, de har lyst til og brænder for.

Jeg er også sikker på, at min søn hurtigere og nemmere end min datter vil kunne mærke, hvad han har lyst til - hvilket igen vil sige, at han ikke vil lade sig styre af faktorer som ’bør eller skal’ eller det, som ’de andre’ gør – det kan min datter, måske, komme til at bruge lidt mere tid på at hitte rede i.

Til gengæld vil min datter få nemmere ved at kæmpe sig igennem og holde fast, så hun opnår det, hun ønsker sig - også når det i perioder er trist og træls og kedeligt. Min søn, derimod, vil skulle bruge nogle ekstra ressourcer på at huske formålet med sit valg, så han ikke – igen – begynder at køre rundt på stolen, ligesom da han var barn.

Der er fordele ved begge strategier men i forhold til at tage chancer – dvs. at mærke efter inden i, hvad der føles rigtigt eller forkert – at bruge og at turde stole på sin intuition og sin fornemmelse for, hvad der er ’rigtigt’ - er drenges strategi langt mere hensigtsmæssig og ’sund’ (også selvom det betyder flere sammenstød (med deres mødre) og flere ufrivillige besøg på skolelederens kontor).

Og specifikt i forhold til karriere/arbejdsliv – i forhold til at turde stikke snotten frem med risiko for at få et slag over den – i forhold til at turde tage chancen og kæfte op – er drenges strategi klart at foretrække.

Hvorfor? Fordi drenge (og mænd) som regel har selvværd nok til ikke at blive væltet af et nej (dvs. fravær af ros og anerkendelse). Fordi deres indre ikke bliver ødelagt af et afslag eller et nederlag. De oplevelser bliver – for manges vedkommende – lagt ned på bunden af ’kisten for unødvendige og ukonstruktive erindringer’.

Meget hensigtsmæssigt, da det så gør, at man da ’bare prøver igen’. Uanset om det er at opfinde et produkt - holde fast i, at produktet er genialt, selvom andre siger, der ikke findes et marked – eller ønske sig en lederfunktion og køre sig selv i stilling til den.

Kort sagt, kæmpe for at nå et mål – fordi der er et formål med det.