Er CSR et spørgsmål om generationer?

Jeg er 33 år gammel. Relativt ung i business-sammenhænge. Blev selvstændig iværksætter for første gang som 19-årig. For mig har iværksætteri og social ansvarlighed altid ligget i blodet. Men det er mere udtryk for et personlighedstræk end et karakteristikum for en hel generation.

Jeg er endnu ikke far, men burde rent statistisk være det og have en søn på ca. 2 år. Så lad os forestille os, at det forholder sig sådan.

For MIN søn ville værktøjer som tabletcomputere, internet og mobiltelefoner være selvfølgeligheder. De ville være en del af hans opvækst, ligesom VHS-maskinen og Commondore 64 var det i min.

Hvad med CSR – er det ligesom de moderne teknologier et spørgsmål om generationer? Tilhører mine fiktive og andres virkelige børn en generation af det, nogle har kaldt ”sustainability natives” (kilde: CSRhub.com) – dvs. en generation, for hvem social ansvarlighed er en elementær del af det at tænke business?

Jeg tror, at det forholder sig sådan. Fremtidens ungdom har fået de sociale overvejelser og krav ind med modermælken. Dvs. at de potentielt kan betyde en revolution indenfor bæredygtighed.

Every generation needs a new revolution
sagde Thomas Jefferson engang. For min generation og ikke mindst for de ældre generationer er CSR imidlertid noget, vi har måttet tage på os og derefter kæmpe for.  Ikke via revolutioner, men via baby-steps – ét efter ét. 

Nutidens CSR er opstået dels af nødvendighed (global warming-diskussioner m.m.) og dels ud fra mere eller mindre fremsynede forretningsfolk, som indså vigtigheden af at maksimere de positive effekter og minimere/eliminere de negative effekter ved deres handlinger.

De sidste to årtier har betydet starten på en langsom omstilling til at få inkorporeret CSR som en naturlig del af det at drive forretning. Men ja, det GÅR langsomt!

Problemstillingen er formentlig, at CSR ikke er noget givent, som det hævdes at være hos de såkaldte ”sustainability natives”. CSR er både inden for erhvervslivet, uddannelsesverden og forskningen et fokusområde, men samtidig langtfra noget, der er blevet internaliseret i det at tænke forretning.

Det kommer eksempelvis til udtryk ved, at der er flere CSR-konsulenter, end der er CSR-ansatte i det danske erhvervsliv. Ligeledes er der væsentligt flere studerende med fokus på CSR, end der er professorer og forskere inden for området.  Det er således ikke blevet til normen i vores samfund, og det er frem for alt ikke noget, nutidens direktører, investorer etc. er vokset op med som en selvfølgelighed.

Tag som eksempel CBS i København, som slår sig meget op på bæredygtighed og CSR, men først i august 2008(!) underskrev FN's principper for ansvarlig lederuddannelse. Endda som et af de første 100 universiteter i verden. De var på forkant, selvom de reelt synes at være på bagkant.

Derudover er der på CBS, AU, RUC etc. stadig langt fra de gode intentioner til den faktiske implementering i curriculums, PHD'er m.m. Dertil kan lægges, at det meste research, der i dag gøres inden for CSR, har mere anekdotisk karakter. Det er research baseret især på de såkaldte CSR-konsulenters arbejde og meget lidt på data indsamlet fra virksomheder, industrier og over tid (årtier).

There is a crack in everything. That's how the light gets in
sang Leonard Cohen. Jeg har to forhåbninger og formodninger:

1. At den næste generation, de ”Sustainability natives”, kan rumme den revolution, som Thomas Jefferson talte om.
2. At den revne, Leonard Cohen synger om, findes i laget mellem de store og små virksomheder herhjemme og i udlandet.

Jeg læste i 2011 et spændende studie med titlen ”CR Best Practices”. Her havde man fundet frem til, at såvel de store virksomheder som de helt små virksomheder i verden havde ganske meget fokus på CSR. De store ofte fordi det var et krav fra myndighedernes- og omverdenens side. De små fordi de i en lang række tilfælde blev drevet af unge, socialt bevidste mennesker, for hvem ansvarligheden var naturlig og indarbejdet i deres forretningslogik.

Men de mellemstore virksomheder (SMV'er) gjorde sjældent noget – ja, nærmest ingenting. Hvorfor? Jo, tilsyneladende fordi de ikke så værdien i at gøre det. De var ikke opvokset med det, havde rigeligt at gøre med at fokusere på væksten og var endnu ikke store nok til at blive mødt med krav i forhold til deres sociale ansvar.

Der er en mur på størrelse med Berlinmuren, som stadig skal rives ned, imellem forretning og socialt ansvar. En mur, som skaber en kunstig adskillelse mellem to ting, der burde hænge uløseligt sammen.

Men der er samtidig en revne, et potentiale, som vil kunne slå muren itu for alvor. Forhåbentlig kan vi igennem øget fokus på området, vigtige CSR-events og lignende få SMV’erne i tale og skabe handling også i dette segment … Så de ”sustainability natives” sammen med alle grupperne af danske og internationale virksomheder kan blive katalysatorer for fremtidens bæredygtige revolution.