Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om E-handel og import/eksport

Hvem ejer din ophavsret? Tjen skattefrie kroner på ophavsretskrænkelser!

Skrevet af:
14. april 2014 | 6.436 Visninger | 38 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du? :

Amino Ekspertblog

Morten Kristensen fra Customfit

Ekspertblogger på Amino om E-handel og import/eksport

Det var ikke meningen, at dette skulle være det første indlæg i rækken herinde om ophavsretskrænkelser. Men i min research til nogle andre artikler om emnet, der stødte jeg på noget meget spændende, nemlig skattefri godtgørelser ved ophavsretkrænkelser!!! Yes hvis du bor i DK, kan du stikke godtgørelsen skattefrit i lommen!

Dette og de kommende indlæg om ophavsret er en smule nørdede og tekniske, men jeg håber, at folk forstår dem. Ellers må du endelig sige til i kommentarerne, hvorefter jeg vil forsøge at uddybe det endnu mere.

Har du eller dit firma ophavsretten til dine ting?

Hvis du selv skriver dine tekster selv, tager dine egne billeder, selv skaber de designs, som du anvender eller generelt selv laver de værker, som er en del af dit firma, er det logisk, at du ejer ophavsretten og ikke dit firma. Heller ikke selvom, du har et APS eller A/S. Du er skaberen, og det skal du holde fast i!

Får du derimod lavet tingene ude i byen, er det sindsyg vigtigt, at dit firma køber disse services, men at der foreligger en kontakt på, at ophavsretten tilhøre dig personligt. Eller det er ihvertfald vigtigt, hvis du vil have en skattefordel, såfremt nogle vælger at krænke din ophavsret. 

Du skal derfor ASAP have styr på dette, da du aldrig ved, hvornår din ophavsret bliver krænket. Det kan faktisk være, at det allerede er sket, mens du læser denne artikel, og så er det ualmindeligt dumt, hvis du ikke har din dokumentation iorden.

Få godtgørelsen skattefrit!

Som sagt fandt jeg dette i min research til nogle andre artikler om samme emne. Men skatterådet har afgivet et bindende svar, hvor de er kommet frem til, at personen, som har ophavsretten kan stikke godtgørelsesbeløbet skattefrit i lommen. Dvs det svare typisk til 50% af det samlede beløb, som man bliver tilkendt i en sag om ophavsretskrænkelser!

Det næste, som er fedt ved denne afgørelse er, at dit firma kan køre sagen mod krænkeren, og derefter udbetale beløbet skattefrit til dig, mod at du laver en personlig faktura. Dvs selvom dit firma ikke ejer ophavsretten, kan dit firma køre det hele for dig, og du kan nøjes med at lave en sag ud af det. 

Nogle vil mene, at dette lyder for godt til at være sandt, men som du kan se af linket herunder, er det faktisk et bindende svar!

LINK TIL AFGØRELSEN fra Februar-Marts 2014. Svaret er bindende!

Læs også


Kommentarer

Christoffer Steenbeck  den 14-04-2014 kl. 13:24

Det var da en utroligt spændende observation! Godt indlæg!

Er kommentaren brugbar? 2 0
Fashion-Seller  den 14-04-2014 kl. 13:35

@Christoffer Steenbeck

Ja nu bliver det pludselig endnu sjovere at forfølge firmaer, som krænker ens ophavsret ;D

Er kommentaren brugbar? 1 0
Henrik Koudahl  den 14-04-2014 kl. 13:36

Med skal vel også at man hænger selv på sin del af omkostningerne ved at hive godtgørelsen hjem (hvis nogen omkostning).

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 14-04-2014 kl. 13:41

@Henrik

Nej for man kan lade sig firma hive pengene hjem, og derefter fakturere firmaet privat. Dermed bliver pengene udbetalt skattefrit og uden omkostninger :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Henrik Koudahl  den 14-04-2014 kl. 13:53

Nu læste jeg så lige SKATs udtalelse efterfølgende, hvor det forventeligt står i deres begrundelse til svar 2.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 14-04-2014 kl. 14:05

@Henrik

Jeg glemte lidt 2 sætninger, nemlig at jeg kommer med et indlæg snart, hvor alle bliver guidet fra A-Å. Dvs ingen advokat eller andet, blot 500 kr i gebyr til start af en småsag.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Martin Thorborg  den 14-04-2014 kl. 21:16

Super fedt indlæg, det er da lidt af en fidus!

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 14-04-2014 kl. 22:16

Ja man kan hurtigt hive en månedsløn eller to hjem på denne, hvis der er nogen, som kopierer en lidt større tekst mængde eller mængde billeder...

Er kommentaren brugbar? 1 0
Bjørn  den 14-04-2014 kl. 22:36

"Får du derimod lavet tingene ude i byen, er det sindsyg vigtigt, at dit firma køber disse services, men at der foreligger en kontakt på, at ophavsretten tilhøre dig personligt."

Med mindre loven er blevet grundlæggende ændret, kan du aldrig købe ophavsretten til andres værker - brugsretten er så en helt anden ting ...

Er kommentaren brugbar? 2 0
Martin  den 14-04-2014 kl. 22:45

god information at videregive, mange tak for info.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille   den 14-04-2014 kl. 23:20

Hold your horses. Hvordan kan du "bare" køre sagen gennem dit firma? Dit firma har kun påtaleretten for så vidt angår den del af ophavsretten, der rent faktisk er gået over til virksomheden. F.eks. spredningsretten, eksemplarfremstillingsretten osv. Og ps. som en anden nævner, så er det ikke hele ophavsretten der kan overdrages. De ideelle rettigheder i paragraf 3 er som udgangspunkt uoverdragelige og det er mig bekendt oftest her at godtgørelsen kommer i spil.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Fashion-Seller  den 14-04-2014 kl. 23:32

@Bjørn

Prøv at læse den sætning du citerer, for der står, at firmaet køber servicen, mens ophavsretten overdrages til dig personligt.

http://www.juf.dk/ophavsret-ved-freelancere/

@Martin

Det var så lidt :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille   den 14-04-2014 kl. 23:35

Hold your horses. Der er flere ting i dette indlæg, som virker mærkeligt. 1) Hvordan kan du "bare" køre sagen gennem dit firma? Dit firma har vel kun påtaleretten for så vidt angår den del af ophavsretten, der rent faktisk er gået over til virksomheden. F.eks. spredningsretten, eksemplarfremstillingsretten osv. 2) som en anden nævner, så er det ikke hele ophavsretten der kan overdrages. De ideelle rettigheder i paragraf 3 er som udgangspunkt uoverdragelige og det er mig bekendt oftest her at godtgørelsen kommer i spil. 3) Hvis du er ansat i en virksomhed og du skaber et ophavsretligt beskyttet værk så er der en del af ophavsretten der automatisk går over til arbejdsgiveren (virksomheden). Det er den del som er nødvendig for at arbejdsgiverens sædvanlige virksomhed. 4) Der vil altid være en processrisiko forbundet med en ophavsretssag. Det kan godt være at du kun skal smide 500 kr. for at starte sagen, men jeg synes at det er vigtigt at nævne, at du såfremt du taber sagen, skal betale alle sagsomkostninger forbundet med sagen (herunder modpartens advokat... og han koster altså ikke kun 500 kr.). Måske det kommer i den mere udførlige beskrivelse som du har lovet folket. :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille  den 14-04-2014 kl. 23:42

Ps. Beklager dobbeltpost, men jeg kan åbenbart ikke slette den første. Til dem der er interesserede i at vide de helt grundlæggende ting om ophavsret kan jeg anbefale den her bog som kan læses hurtigt, gratis og lovligt på nettet.

http://www.ubva.dk/files/pdf/Ophavsret_for_begyndere_2._udgave_2010.pdf

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anne  den 15-04-2014 kl. 00:12
Er kommentaren brugbar? 1 0
Maj-Britt  den 15-04-2014 kl. 00:25

Jeg har så svært ved at forstå at nogen kan have ophavsret på ord. For der kan da ikke være nogle ord der aldrig er brugt af andre, ej heller sætninger.

Er kommentaren brugbar? 3 1
Maj-Britt  den 15-04-2014 kl. 00:32

Pernille.

Er du I envirksomhed, og du opfinder et eller andet som virksomheden kan bruge, I forbindelse med deres produkt/er eller fremstillingsprocesen. Kan du som det første tilbyde virksomheden at købe din Ide, vil de ikke det. Er sagen en helt anden. så har de fået tilbudet, men fraskrevet sig rettigheden. Og derved kan du få ophavsrettigheden. Men husk alt skal være dokumenteret. dette var den korte version.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Carsten Junker  den 15-04-2014 kl. 07:44

1) Bliver den fidus udbredt, bliver "hulllet" lukket, om ikke andet ved lov. Og så kan man godt rive det "bindende svar over". Det er ikke bindende, hvis lovgiverne vælger det anderledes.

2) Jeg synes det er spild af samfundets retsinstans at lægge sag an for at opnå konstrueret skattefordel.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Henrik Koudahl  den 15-04-2014 kl. 07:59

@ Carsten Junker,

Nu er der jo ikke noget nyt i denne sag. Afgørelsen bygger på et princip som er omkring 100 år gammelt. Det ændrer denne bindende forhåndsbesked ikke noget på.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Thomas Stadel  den 15-04-2014 kl. 08:01

Så for at slippe for at betale skat så laver min kone et firma som mit firma ansætter til at yde nogle services feks bogføring. Min kones firma skal så bryde ophavsretten på mine billeder hvorefter jeg kan hive pengene for bogføring hjem igen og sætte ind på privatbudgetten.

Kom frisk og lad os se den udført :-)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Wicez  den 15-04-2014 kl. 08:05

Hvis du har en licens eller ret til f.eks. at producere et produkt, kan du ikke overdrage denne ret skattefrit til dit selskab.

Hvis selskabet skal kunne udnytte retten, skal du enten:

- sælge retten (det er det du foreslår, at man ikke skal) eller

- fakturere selskabet løbende for at udnytte retten.

I begge tilfælde skal du som privatperson beskattes personligt af beløbet.

Det juridiske omkring ophavsretten og afgrænsningen af denne kender jeg ikke noget til.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille  den 15-04-2014 kl. 09:32

@Mai-Britt

Det er kun indenfor patentretten at man taler om opfindelser. Det har ikke noget med ophavsret at gøre. Ophavsretten beskytter kun litterære og kunstneriske værker. Reglerne om overdragelse til arbejdsgiveren er helt anderledes indenfor patentretten.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille  den 15-04-2014 kl. 09:38

@Mai-Britt

Man kan normalt heller ikke have ophavsret til ord. Du kan kun få ophavsret til noget, hvis det er originalt. Et helt almindeligt ord vil normalt ikke opfylde originalitetskravet :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 15-04-2014 kl. 11:17

@Pernille

1. Læs afgørelsen. Det er ik noget, som jeg har afgjort er muligt.

2. Man kan godt sælge/overdrage disse, det sker hele tiden. Evt læs svaret til Bjørn

3. Yes det har jeg da heller ik modsagt?

4. Øøøøhhh Nej. Nu har/har haft over 23 sager kørende siden siden 2013, og jeg har ik tabt en eneste, dog er mange endt i forlig, fordi retten foreslog et beløb, eller fordi modparten indså det var en looser case. Så sent som her til morgen, har jeg lige vundet en sag ved retten i Odense, så risikoen eksisterer ik, hvis man gør sit forarbejde ordentligt!

@Maj-Britt

Ord? Man har ophavsretten på en tekst. Ellers ville alle bøger og tekster bare kunne kopieres og udgives under alles navn. Og det er næppe hensigtsmæssigt for nogen...

@Carsten Junker

1. Sådan er verden. Men man kan ligeså godt drage fordel af dette, så længe det er lovligt

2. Hvem lægger kun sag an på grund af dette? Og hvem siger det skal ende i en retsag? Ved et forlig må gælde samme regler om godtgørelsen.

@Thomas Stadel

Så let er det næppe, især ik hvis skat begynder at grave i sagen...

@Wicez

Men hva har dit eksempel med ophavsretskrænkelser at gøre? Det er godtgørelsen ved en ophavsretskrænkelse, som er skattefri...

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille  den 15-04-2014 kl. 12:08

@Fashion-Seller

Ifht. 2) Det er altså ikke korrekt. Der står direkte i § 3, stk. 3, at ophavsmanden ikke kan frafalde sine ideelle rettigheder, medmindre det gælder en efter art og omfang afgrænset brug af værket. Det er derimod helt korrekt at det står én frit for, om man ønsker at sælge (overdrage) de ophavsrettigheder, der er knyttet til § 2 (de økonomiske), men uanset hvor meget man gerne vil så er der nu en gang begrænsninger på § 3 rettighederne.

Ifht. 4) Der vil altid være en processrisiko. Det kan godt være den er lille, men den er der.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Løvs  den 15-04-2014 kl. 12:49

Interessant. Glæder mig til at se dine uddybende blogs/kommentarer.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Claus koch  den 15-04-2014 kl. 15:24

"Hvis du selv skriver dine tekster selv, tager dine egne billeder, selv skaber de designs, som du anvender eller generelt selv laver de værker, som er en del af dit firma, er det logisk, at du ejer ophavsretten og ikke dit firma. Heller ikke selvom, du har et APS eller A/S. Du er skaberen, og det skal du holde fast i!"

nej nej nej..

hvis man er har aktier i et aps eller A/S og i den forstand ejer firmaet og man selv er ansat hvilket man er i et aps a/s så alt hvad man laver og alt hvad ens medarbejder laver tilhøre det pågældende firma.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 15-04-2014 kl. 15:27

@Pernille

2. Jeg er ik jurist, så jeg må hellere lade vær med at kloge mig på de enkelte paragraffer og deres betydning op imod hinanden.

Jeg ved bare, at man kan sælge/overdrage rettighederne til andre, hvilket også er det vigtigste i denne sammenhæng...

4. Har du dokumentationen iorden, er der ingen risiko. Den eneste risiko, som der kan forelægge, det er vederlagt + godtgørelsens størrelse...

@Løvs

Uddybende i forhold til hvilken del?

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille  den 15-04-2014 kl. 17:17

Jeg er stadigt uenig i, at der ikk er en procesrisiko. F.eks. er der en tendens til at hensynet til ytringsfriheden og retten til at dele information med andre bliver tillagt mere og mere vægt i ophavsretssager. Det kan af og til betyde at ophavsmanden taber sagen. Det er sjældent... men det sker. Roger over and out.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 15-04-2014 kl. 17:22

@Claus koch

Man kan aftale sig ud af alt inkl det du nævner. Det kender jeg flere firmaer der gør, og som også har vundet sager med krænkelser.

@Pernille

Okay har du en sag, siden du siger det? For nu har jeg haft gang i en hel del sager, og alle har sjovt nok samme udfald, nemlig at lovløsheden online afløses af loven...

Og når jeg tjekker andre sager, er udfaldet det samme, nemlig det modsatte af det, som du siger...

Er kommentaren brugbar? 2 0
Per Meistrup  den 16-04-2014 kl. 14:31

Den skattefri beløb afgørelse fra Skat omtaler, er den godtgørelse som ikke vedrører økonomisk skade, som en rettighedshaver kan modtage efter Ophavsretsloven § 83 stk. 3. Det kan for eksempel være en godtgørelse for den ærekrænkelse, at ophavsmanden navn ikke er nævnt i forbindelse med offentliggørelse af et værk, jf. lovens § 3, stk. 3 om ideelle rettigheder.

Dansk lov er som udgangspunkt baseret på, at man skal have lidt et tab for at kunne få erstatning. Er for eksempel et ophavsretligt beskyttet værk spredt uden ophavsmandens tilladelse, og ville ophavsmanden kunne opnå et honorar for denne spredning på normale markedsvilkår, er ophavsmanden berettiget til erstatning svarende til det honorar ophavsmanden ville kunne opnå på markedsvilkår, det i §83 stk. 1 nævnte “rimeligt vederlag”, samt i stk. 2 erstatning for anden økonomisk skade “under hensyn til bl.a. den forurettedes tabte fortjeneste og krænkerens uberettigede fortjeneste.” Disse er erstatninger er (angiveligt) skattepligtige, da afgørelsen fra Skat specifikt omtaler stk. 3.

Vær opmærksom på, at hvis en ophavsretskrænkelse ikke kan afgøres ved et hurtigt forlig og ender med advokatbistand og retssag, kan man ikke forvente at få alle omkostninger dækket af modparten (krænkeren), selv om man vinder sagen – domstolene giver kun en delvis (og ofte ret lav) omkostningsdækning. Modsat slipper man så selv billigere for at dække modpartens omkostninger, hvis man skulle tabe sagen – der er altid en vis proces risiko. Ophavsret kan være kompliceret jura med behov for ekspertadvokater, der ofte beregner et anseeligt honorar.

Klog af skade vil jeg tilføje, at en ellers oplagt ophavsretskrænkelse, der bliver kompliceret af modparten (krænkeren), kan blive et ganske (overordentligt) dyrt bekendtskab i advokat bistand. Hertil kommer så ens eget tidsforbrug. Selv om man vinder sin sag ved Retten, kan det ske at omkostningerne er lige så store som, eller overstiger, den tilkendte erstatning, og muligheden forligger desuden for, at modparten ikke kan betale eller kun dække en del af beløbet.

I øvrigt medgiver danske domstole kun beskedne erstatnings beløb i den kategori som falder ind under stk. 3 – for eksempel offentliggørelse uden navngivelse af ophavsmanden – så den skattefri godtgørelse er næppe særlig stor.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Per Meistrup  den 16-04-2014 kl. 14:44

Øv, der skal naturligvis stå: »Det skattefri beløb afgørelsen fra Skat omtaler...«

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 16-04-2014 kl. 15:01

@Per Meistrup

Du har ret i, at det er godtgørelse, som er den, som udregnes fra §83 stk 3. Men i alle de sager, som jeg har kendskab til, der svarer godtgørelsen til størrelsen på vederlagt. Dvs har en person skrevet en tekst, hvor han/hun får tilkendt f.eks 5.000 kr i vederlag, så har godtgørelsen været 5.000 kr. Dvs personen har fået 10.000 kr, hvoraf de 5.000 kr altså er skattefri :)

Tallene er fiktive i dette eksempel, men de ligger meget tæt op af sager, som allerede er afgjort ved retten.

Du har ret i, at en sag kan blive dyr at føre, hvis man har behov for en advokat. Men det har man altså kun, hvis ens bevismateriale ikke er iorden. Har du bevismaterialet iorden, er det relativt simpelt at føre en småsag ved domstolene, vel at mærke uden en advokat. Dvs eneste omkostning er din egen tid.

Jeg er dermed ikke enig i, at godtgørelsen er lille, den kan  faktisk udgøre et større beløb, det afhænger dog af omfanget af kopiering i den pågældende sag. Men skattefri kroner, uanset beløbets størrelse, er vel værd at tage med, hvis man alligevel skal jagte en krænker :)

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anders  den 16-04-2014 kl. 15:47

Dit eksempel er ikke helt rigtigt. Det er kun "den ideelle skade" efter stk. 3 der er skattefrit. Det vil sige at, det kun en del af de sidste 5000 kr.

Som jeg ser det bliver det vanskeligt at opgøre i praksis.

Normalt er der et vederlagskrav + Godtgørelse. Hvor godtgørelsen = Markedsforstyrrelsen (stk. 2) + den ideele skade (stk. 3). Normalt bliver de to sidste bare slået sammen til en samlet godtgørelse. Som regel vil stk. 2 veje tungere end stk. 3.

Man har tidligere fastsat godtgørelsen ud fra vederlagets størrelse. Men dette er man på vej væk fra, viser flere domme.

Så vidt jeg husker, var der en byretsdom for nogle år siden, angående brugen af et 10 sekunders sample uden samtykke. Her blev godtgørelsen i byretten opgjort til 250.000 "ca. halvdelen af vederlaget". Men der var IKKE godtgjort nogen skade af ideel karakter (stk.3), altså i det eksempel havde der været 0 kr. skattefrit.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Anders  den 16-04-2014 kl. 15:57

Det blev vist alligevel lidt uklart. Det jeg mener, er at erstatningen efter stk. 2 og godtgørelsen efter stk. 3 i praksis ofte bliver slået sammen og vurderet ud fra vederlagets størrelse. Som du også siger i eksemplet. Men her af er det kun en del, der er skade som følge af stk. 3.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 16-04-2014 kl. 16:01

@Anders

Jeg er ik enig. Jeg sidder med 3 domme + min egen dom, hvor retten i alle sagerne har afgjort godtgørelsen jævnfør §83 stk 3. Dvs sort på hvidt står der dette, og så må godtgørelsen for en person boende i DK være skattefri jævnfør det bindende svar fra skatterådet.

Hvis man kan henvise til andre domme, hvor opgørelsen er opgjort, som i mit eksempel, kan Skat næppe sige noget imod det.

Hvis en sag f.eks ender i et forlig, skal det totale beløb også deles op, og der vil Skat aldrig accepterer gætterier. Derfor må en henvisning til opgørelsen via en dom være det, som man skal forholde sig til...

Er kommentaren brugbar? 1 0
Pernille  den 17-04-2014 kl. 10:50

@Fashion-Seller

Jeps, jeg har masser af domme, hvor hensynet til ytringsfriheden vinder over ophavsretten.... ikke så mange danske endnu, men de er der :)  Jeg skriver pt. en PhD om emnet. De fleste ophavsretssager er utrykte og kan derfor ikke findes i UFR. Min pointe er nok bare, at man skal passe på med at rådgive folk til at anlægge retssager uden at gøre dem opmærksomme på de negative aspekter. Jeg har tidligere oplevet, at en dommer ikke havde styr på ophavsretten og det betød at en klokkeklar sag faldt helt forkert ud.

Er kommentaren brugbar? 1 0
Fashion-Seller  den 19-04-2014 kl. 18:25

@Pernille

Okay så kan du vel også komme med nogle sagsnumre, så vi andre har mulighed for at se, hvorfor dommen pludselig tjener ytringsfrihedens tjeneste.

For når jeg tjekker større sager, så går alt den stik modsatte vej i DK og DE. Og ja også i resten af verden, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før lobbyisterne får trumfet en større del af ACTA igennem under en eller anden anti-terrorlov eller lignende. (læs om ACTA her http://en.wikipedia.org/wiki/Anti-Counterfeiting_Trade_Agreement)

Hvorfor er ophavsretssager utrykte? Hvis de har været igennem retssystemet, står sagens gang i domsbogen...

Hvis man I sin bevisbyrde ik har 100% klare referencer og dokumentation, så er det vel klart, at en klokkeklar sag kan falde forkert ud. Men nu har jeg f.eks kørt 5 sager, og ik en eneste i systemet er faldet ud til modpartens fordel. Der er 1 sag, hvor vederlag og godtgørelse var i den mindre ende, men det skyldes en begynder fejl fra min side! Så jeg vidste godt, at den risiko var der, men det gav alligevel 10k tilsammen...

Dette indlæg er blot et af mange, som jeg har skrevet om emnet, men nu må denne blog ik anvendes til reklame, og derfor er indlægget med opfordringen kun en del af det, som skal ligge til grund for et søgsmål...

Er kommentaren brugbar? 1 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: to + ti =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 

Om denne blog


Få besked når Morten skriver


Billige designer solbriller


Se det store udvalg af designer solbriller fra Customfit -  klik her 


Naturlige kosmetik produkter

Cosmos Co forhandler arganolie, grønt ler, kaktus olie, rødt ler, savon beldi mm.

Se udvalget af naturlige kosmetik produkter HER 


Not Allowed

Not Allowed er en service, som varetager dine interesser, hvis din ophavsret er blevet krænket. Betalingen foregår efter No Cure No Pay, dvs du får ingen uforudsete udgifter i forbindelse med vores juridiske rådgivning.


Morten på Twitter

Hvis du vil have besked når Morten og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer