Nu skal vi eddermame have en orgasme

Når kreativiteten bliver et mål i sig selv, går det galt, mener Patrick Isaak, der til enhver tid hellere vil have den rigtige gode løsning, end den allermest kreative.
I fredags var jeg ude at lave et interview med Patrick Isaak, der er tidligere nordisk kreativ direktør for Saatchi og Saatchi. Patrick har nu sit eget konsulentfirma, hvor han laver strategisk rådgivning om kommunikation og idégenererings processer. Det fulde interview skal indgå i en bog, jeg er ved at skrive om kreativitet. Jeg var helt høj og fyldt med nyttig viden efter interviewet, så derfor vil jeg lige dele lidt af det Patrick sagde til mig om sin holdning til kreativitet.

Patrick mener at der en udbredt misforståelse i de kreative brancher om, at kreativiteten er et mål i sig selv, fremfor et middel. ”Jeg tror det er en meget stor Aha-ting at lære at skelne der," siger han. "I det øjeblik kreativitet bliver et mål i sig selv, mister du en af de væsentligste ting, nemlig at det du laver, er for nogle andre end dig selv. I hvert tilfælde hvis du er indenfor nogle af de kommercielle kreative brancher. Når du arbejder som arkitekt, designer, i reklamebranchen, filmbranchen osv. I det øjeblik kreativiteten bliver et mål i sig selv, bliver det noget krampagtigt pis, som regel.  Men hvis man forstår at kreativiteten er et middel til at gøre det interessant. Det er et middel til at skabe en lysestage, som udfylder en anden funktion og giver et andet slags lys, så begynder der at ske noget. Det er også noget med, at hvis du tænker, at nu skal jeg bare lave en vildt kreativ løsning, så bliver du enormt løsningsfikseret. Det er jo et paradoks i forhold til kreativitetens væsen.  I det øjeblik du bliver for løsningsorienteret, så bliver det også krampagtigt. Det handler meget mere om at åbne op. Det handler mere om, at finde mulige veje, uden at være angst for, om du nu også finder den rigtige løsning, eller når vi tænker, at nu skal vi eddermame have en orgasme, så forsvinder erotikken, og det skønne og det smukke,” siger Patrick og undskylder sin håndfaste metafor.