Jeg var ansat i 10 år i Oracle Danmark, en lokalafdeling af en stor, multinational biks. I de 10 år prøvede vi mange ting:
1. Vi prøvede at indføre ISO9000 tre gange. Det gik galt hver gang vi nåede til salgsafdelingen, fordi dens formål var bare for pokker at få solgt noget. Det kunne man ikke være bekendt at skrive, så man prøvede at lave procedurer for salg, hvilket kun førte til lavere salg og langsommere sagsgange og dårligere service for kunderne. Så det blev droppet igen og igen. Men så fandt man en fed fidus: Ovre i England krævede Department of Defense, at der skulle være ISO9000-certificering af alle firmaer de handlede med. Så var Oracle UK på spanden ligesom Oracle Danmark. Men de fandt så på at certificere Support-afdelingen alene, og så gik det alligevel. Så gjorde vi det samme i Danmark og kaldte det samtidig ISOPLUS, fordi det var et sub-set af ISO9000. Det er altid et godt trick: Når noget ER mindre, så kald det noget med PLUS eller SUPREME. Jeg kan røbe, at jeg ikke har planer om at certificere mine med-diktatorer. De skal bare have ild i øjnene og i røven. For til syvende og sidst er der kun én ting, der tæller: Passionen.
2. Vi afskaffede - grundet noget krisehejs - ALLE interne møder i et halvt år. Det gik fantastisk. Efter et par uger var selv de bedste interne-møder-er-mig-personager så småt begyndt at tage ud til kunderne eller bare snakke med dem i telefon eller på mail. Og alt blev nemmere og hurtigere. Som en forsker fra Danmarks Pædagogiske Universitet, Århus Universitet, sagde i går (lørdag) i P1: Der er jo ikke brug for alle de der hold-os-informeret-møder. Vi sidder enten i storrum eller følger med via mail og andet mht hvad de andre laver. Og hvis vi ikke ved, hvad de andre laver er det nok også bare ligegyldigt. Det sagde han. Han sagde også, at det var et levn fra hippiekulturen. Ham skal jeg have fat i som møde-diktator.
3. På et tidspunkt i midt-90'erne udnævnte man en dygtig mand (jo, det er sgu' rigtigt!) fra Holland til chef for al support-halløj i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA). Han hed Andre Bakker og han måtte naturligvis gå af efter et par år, fordi han var så kontant og effektiv, men jeg har stadig kontakt til ham i hans pensionstilværelse. Han sagde engang en så enkel sætning til mig, at den bare har siddet fast siden:
"Lag i en organisation skaber køer og køer medfører, at ingen føler ansvar"
Jeg har som sagt tænkt om (og talt om) dette i mange år nu, og jeg har ikke fundet anledning til at revidere dette statement.
Jeg plejer også (for at få nogle billige grine-points hos tilhørerne) at tilføje, at med Stieg Larsons ord, så starter alt det onde med mellemledere. Ikke fordi de er onde, men fordi de jo er ansvarlig for et lag i organisationen.
Det ser ud til, at man kan være op imod 150 mennesker på ét sted (en stamme i junglen, en fabrik, noget kontorhalløj) uden at behøve at lave lag i en organisation. Det har flere virksomheder (f.eks. Gore) gjort i mange årtier. Når man så vokser over de 150, så skal man enten splittes op i to eller man skal indføre politi, domstole og love.
Det er ikke noget problem, idet hver af mine med-diktatorer max må have 42 medarbejdere. Det må være rigeligt. Englands udenrigsministerium holdt gang i emperiet med ialt 300 ansatte. Nu, hvor emperiet er væk er de vel oppe på 30.000 eller mere. Når vi er så få per diktator-enhed, så får vi også tid til at snakke med kunderne i stedet for at skulle holde møder om og med hinanden og have åbningstid hver anden dag i et par minutter.
Har I ikke også moret jer kosteligt over, at alle sammenslåninger af offentlige bikse for at skabe besparelser medfører flere ansatte?
Eksemplerne har været nævnt før: Hospitalerne, politikredsene, domstolene, statsforvaltningerne (tidl. statsamterne) og ikke mindst kommunerne.
Konsolideringer i det offentlige medfører altid flere ansatte. Det tror jeg skyldes, at det altid medfører flere lag i organisationen, som så automatisk giver længere køer og dermed endnu mindre interesse for kunderne, der betaler for de offentlige ansattes fede livsstil.
SÅ er det på tide at bestille en managementrapport, der konkluderer at der er brug for flere ansatte (den leverede Deloitte f.eks. til Statsforvaltningen, komplet med præcist det forslag til flere ansættelser, som opdragsgiveren havde bedt dem om - det er sgu' ikke så svært at få tingene til at hænge sammen, vel?). Og så er det ellers Boogie Down The Highway igen med flere ansatte, større budget - og blanden sig i endnu flere latterlige detaljer i borgernes liv og levned.
Jeg vil derfor som over-diktator sætte fut i fejemøget og se at få afmonteret alle disse monstre af nogle organisationer med hjælp fra mine med-diktatorer:
Når vi nu i årti efter årti har prøvet at gøre tingene bedre via større og større koncentrationer af offentlige bikse - og det kun er blevet værre - så er det jo på tide at prøve noget andet, nemlig at rive de store ting ned og få en helvedes masse små, selvstændige sygehus, politistationer, domskontorer og kommuner igen. Det har også altid forekommet mig lettere underligt, at man alle skulle sidde det samme sted når man nu netop har fået al den nye teknologi, der ophæver geografi og tid og den slags småting.
Skat halverede iøvrigt antallet af ansatte på rimeligt få år, så nu skal vi ikke mere udfylde et papir med oplysninger de i forvejen har fået via indberetninger fra arbejdsgiveren - og de har fået tid til at behandle os pænt, når vi ringer eller skriver. PudsigtPudsigt. Jeg ved godt, at Kristian Jensen nu har meldt sig til Vild med Svans, men han kan sgu' også tillade sig det efter den præstation med Skat.
Vi skal iøvrigt have lavet nogle valgvideoer, så vi kan blive valgt (det er jo kun denne ene gang vi skal vælges - derefter skal vi ikke tænke på dét længere).
Hvis I søger på Youtube på "det bedste parti iceland" finder I god inspiration. Han er standup'er og fik nok.
Han lover selvfølgelig en del ting, men da en journalist spurgte om han mon nogensinde kunne indfri alle sine valgløfter svarede han: "Ahh, but this is PRE-election".
Partiet fik 37.5% af stemmerne og han er nu borgmester i Reykjavik.
Hans løfte om en isbjørn i Reykjavik Zoo skal lige sættes i perspektiv: Der er tale om en klappe-/pet-zoo på størrelse med min have og med nogenlunde de samme dyr som i min have: Et par geder, nogle høns og lidt fugle. Og en ko, der bliver malket et par gange om dagen, så man kan smage frisk mælk. Jeg syns det er rock'n'roll at anbringe en isbjørn midt inde blandt husdyrene.
Men for at opsummere: Når jeg kommer til magten er det slut med interne møder. Max 150 mennesker per fysisk lokation, så vi ikke behøver mellemledere og deres medfølgende lag.
Vi vil sejre.
Mvh.
Mogens