Goddag og velkommen til min nye blog, som jeg har glædet mig MEGET til at få. Og tak til Amino for at jeg får plads til det.
Min ven Ole sagde for 10 år siden eller så til mig - under en relativ dyb samtale over en enkelt øl eller to - følgende ord:
"Nørgaard, denne kultur er på vej NED, og jeg kan kun se to løsninger, der kan gøre danskerne glade for livet igen: En statsbankerot eller en rigtig landkrig her i området."
Når jeg ser på, hvordan det står til i biksen Danmark må jeg give Ole ret.
Der kører en realityserie ved navn "Politikerne på Borgen", der minder rigtigt meget om Paradise Hotel.
Og vi kan IKKE tillade os at kritisere politikerne, for de er i sandhed os og vi er i sandhed dem nu om dage.
Når Lene ikke gider arbejde, så afspejler hun 100% den almene holdning til arbejde hos en meget stor del af befolkningen, der snart snakker ligeså meget om fritid og ferie som australierne gør (de bruger mandagen og tirsdagen til at snakke om det de lavede i weekenden, torsdagen og fredagen til at snakke om, hvad de skal lave i weekenden og så går de tidligt hjem onsdag).
Når ministrene laver tricks med ministerbilerne, så de ikke skal beskattes af dem, eller giver sig selv forhøjelser og gaver, så afspejler de 100% DJØF'ere og andre offentligt ansatte, der har givet sig selv enorme lønstigninger under Fogh og Dansk Fjollepartis Sig-Ja-Til-Alt-regime i de sidste mange år. Til gengæld har de så prøvet at kompensere for disse fordele ved at arbejde endnu mindre. Hvorfor tror I at departementschefen i Forsvarsministeriet har tilnavnet Tito? Fordi han kommer kl 10 og går senest kl 14. Bare for at nævne et eksempel.
Og vi elsker det. Antallet af offentligt ansatte og størrelsen på det offentlige budget (i dette finansår 1000 milliarder) er steget HVERT år siden 30'erne. F.eks. bruger vi nu 128 milliarder om året på Det Syge System, mens det kun var ca. 100-110 milliarder for få år siden.
Der har ALDRIG været nedskæringer i det offentlige, men derimod en tendens til at ansætte flere og flere i fedtlaget (dvs. folk, der ikke har noget med kunder at gøre) og om nødvendigt fyre nedefra blandt dem, der har direkte kundekontakt.
Læg mærke til, at de ansatte 2900 nye på Herlev Hospital alene i 2009, og så måtte de til at fyre 232 mennesker i 2010, fordi de havde overskredet budgettet ENDNU mere end de plejede. De valgte naturligvis at fyre rengøringsfolk, portører og den slags lavtlønnede.
Eller hvad med de 449 nye fuldtidsstillinger man oprettede på Århus Rådhus i 2009, herunder over 50 journalister til informationsafdelingen, mens man fyrede et par SOSU'er på nogle institutioner og aflyste en tur til BonBon-land for sindslidende. Flot.
Over tre millioner danskere er nu på støtten, dvs. de får hele eller store dele af deres indkomst fra Staten.
Vi rykker noget så gevaldigt på skatteprocenterne, og det er jo kun oppe i vore hoveder, at der er en teoretisk grænse på 100% i topskat. Vissevasse. Vi kan sagtens sætte en ny standard dér ved hjælpe af Grønne Afgifter (som vel bare er røde skatter, for de har aldrig til hensigt at ændre vores adfærd), MOMS (som udgør halvdelen af de offentlige indtægter nu) og lidt personskat og andet.
Og det RIGTIGT sjove er, at afgifter og grønne skatter og MOMS alle sammen er regressive beskatninger, dvs. nogen der rammer fattigrøve hårdere end os rige svin. Men UHA da hvor ER det vigtigt, at personskatten er progressiv. Når jeg spørger folk fra Enhedslisten, hvorfor de ikke foreslår at gøre punktafgifter, grønne skatter og MOMS progressive, så vi kan hjælpe fattigrøvene, så svarer de ikke. Det kunne teoretisk set skyldes, at de ikke har noget svar...
Forfatteren Carsten Jensen sagde det SÅ smukt for nogle måneder siden i et interview i P1: "Alt, hvad der kræves for at undergrave et velfungerende demokrati, er at flertallet har overflod. Så er de ligeglade med deres rettigheder og de er ligeglade med dem, der har det dårligt."
Det var præcist det jeg oplevede i marts 2008, da jeg legede Hemmelig Millionær i Horsens og opdagede, at kommunen (med ham der Trøjborg i spidsen - nu er han Ved Gud blevet formand for KL) bare elskede at bruge fantasilioner på et koncertsted, hvor rige svin som mig kan høre Madonna og endnu flere fantasilioner på under underlige kunstdimser overalt på gågaden. Men der var ALDRIG de rigtigt små beløb til de ganske få der virkelig har behov for det. Aldrig. Ihvertfald ikke før jeg fik Ekstra Bladets Århus-redaktion til at interessere sig for sagen.
Den er gal. Vi er ligeglade med dem, der har det dårligt. Vi snakker og snakker om innovation, men ikke opfindelse. Vi ævler løs om netværk, men meget få starter noget op selv (det er så her Amino skinner for alvor - respekt for det!).
Vi betaler så meget i skat og har så mange offentligt ansatte, at vi forventer, at der kommer en voksen og hjælper med alting, mens vi kan se endnu en episode af Paradise Hotel eller Borgen.
Så jeg tror jeg vil være diktator, og eftersom folketingsvalget nærmer sig, så må jeg igang med projektet.
Velkommen. Det her kan ikke slå fejl.
Mvh.
Mogens