Ikke spørge - bare gøre!

Jeg husker det stadig tydeligt, selvom det er mange år siden. Der stod vi, han og jeg, og ventede på, at hans tog skulle komme. Vi havde haft en rigtig hyggelig første date og trippede - lidt forlegne, som sådan noget jo er, når man ikke kender hinanden så godt - rundt omkring hinanden på stationen.
Da toget kan høres i det fjerne, ser han på mig - og spørger: "Må jeg kysse dig?"
Klask! Fra at ligge temmelig lunt i svinget - hvilket vil sige omkring fasen 'charmerende, mulig kæreste' - rutchede han i rasende fart ned af slisken og landede tungt omkring kategorien 'irriterende, umulig bejler'. Hvorfor? Ja, du har nok gættet det - han skulle sgu' da ikke spørge - bare gøre!

Tag det roligt - dette blogindlæg kommer ikke til at handle om mænds (manglende) angreb ved kyssefronten. Mit formål her på Amino er jo at skrive om Kvinders karriereudvikling, så jeg må hellere komme til sagen:

I følge statistikkerne er der 2 tidspunkter, hvor kvinder typisk dropper ud af karrieren. Det ene er omkring 30 års alderen (plus/minus) - hvilket er lige omkring der, hvor børnene fødes, og hverdagen bliver stram (indtil da er det som regel fuld fart frem). Men med børnene starter overvejelserne.

Min erfaring er, at hvis du spørger og tænker for meget, mister du tilsvarende meget. Og da - en del - kvinder (mødre) har et utroligt talent for at tænke og tale og spørge sig selv, om de nu gør det rigtige, om det nu er godt nok, om det nu er fornuftigt at handle sådan og sådan, om det nu kan hænge sammen... og så forpasser de alt for mange chancer - ikke mindst i arbejdsregi.

Hvis du vidste hvor mange kvinder, jeg har talt med, som i årevis har gået rundt med 1) en ide om at blive selvstændig eller 2) at blive leder... uden at de (indtil videre) har fået gjort noget ved det.  Hvad vil jeg nu? Hvorfor vil jeg? Hvad kan jeg overkomme? God mor? God arbejdskraft? Angst for lange dage - stress vedrørende hente og bringe logistikken. Stressen melder sig. På forhånd.

For ofte har logistikken endnu ikke vist sig at være et problem. Meget af det foregår oppe i hovedet på kvinderne - og omkring hjerteområdet, som er fyldt med modsatrettede følelser. Tanker, indre dialog, selvsnak... og vel at mærke ikke motiverende og energigivende ord. Snarere drænende tanker og spørgsmål, som sætter handleevnen og troen i stå og skaber usikkerhed og frustration. 

Når vi taler om kvinder og selvstændig virksomhed, er der som regel to umiddelbare ideer oppe at vende: a) muligheden for at starte en netbutik op med børnetøj og ditto inventar ('så får jeg jo fleksibilitet ind i min hverdag' - og kan stadig sige, jeg er i gang) eller b) muligheden for at starte en butik op med brugskunst - eller børnetøj ('så er jeg tæt på derhjemme' - og kan stadig sige, jeg er i gang).

Når jeg hører en af de to muligheder, ved jeg hvilken fase, kvinden befinder sig i: Livskrise og rolleskisma!

For her er det ikke (altid) livsværket - ideen - missionen, der er driveren til at starte selv: det er ønsket om at overkomme og nå det hele (hvilket jo på sin vis er en mission - men en temmelig opslidende en af slagsen). I den situation er det min opgave at få gravet i hvor dybt, dette ønske om at blive selvstændig virkelig er. Og hvor gennemtænkt ideen er. For hvis vi taler TID og fleksibilitet... hm. En butik skal være åben 10-12 timer om dagen året rundt - der er messer at besøge flere gange om året - der er rengøring og regnskab og rod og regler og rammer, som skal følges. Og for netbutikken er det samme situation: indkøb, lager, markedsføring (koster), hjemmeside (koster), målgruppedefinition og meget mere.

Ofte ryger ideerne i skraldespanden, og vi får i stedet en god snak om, hvor skoen virkelig trykker... med nye planer til følge. Nogen kommer videre - andre tænker bare videre.

Når det drejer sig om refleksionerne vedrørende at blive leder eller ej, er overvejelserne også mange - og kommer også ofte ifm. små børn (inden da er der nemlig som regel fuld fart frem): Kan jeg? Er jeg god nok? Kan vi overskue det i familien? Har vi tid? Kan vi nå det? Tanken om, at der rent faktisk KAN komme langt større fleksibilitet ind i hverdagen, er slet ikke en del af overvejelserne. Tanken om, at det er muligt at tage nogle af opgaverne med hjem, er heller ikke med. Eller, at det at blive leder betyder 'magten' til at skabe rammer, som også passer til ens egen hverdag. 

Da jeg skrev bogen 'Så søg det job - og få det!' (om kvinders måde at søge job på), interviewede jeg en række ledere i nogle af Danmarks største virksomheder: DONG, Mærsk, Post Danmark, Coop m. fl. En af lederne pointerede: "Når mænd bliver spurgt, om de vil være ledere, tager de det som en nominering, de ikke kan sige nej til - når kvinder bliver spurgt, er det en helt anden proces, der går i gang."
Hun har ret: Når mænd bliver spurgt, om de vil være ledere, træffes beslutningen oftest lyn hurtigt med en overbevisning om, at 'det finder vi ud af' (GØRE). Når kvinder bliver spurgt, sætter det en lang række refleksioner i gang (SPØRGE), som alt for ofte ender med at bremse og hæmme udviklingen.

Tænk på, at hver eneste gang vi træffer en beslutning og handler (eller ikke handler), vil en masse uforudset og ugennemtænkt med garanti altid følge med. Heldigvis. For det er vel (blandt andet) det, (arbejds)livet handler om: At bruge det til noget - at GØRE - og at tro på, at når jeg GØR, lykkes det. På en eller anden måde.

Eller sagt på en anden måde med et citat fra filmen 'Shakespeare in love': 
"I don't know how - it's a miracle!" siger teaterlederen, som gang på gang står i l... til halsen - og gang på gang stoler på, at det nok skal lykkes. Hvilket det rent faktisk gør.