Så hør da for f..., hvad jeg siger!

Mon ikke du - ligesom jeg - ind i mellem har oplevet at få sætningen: "Hører du overhovedet efter, hvad jeg siger?". Måske har du endda selv - en smule forurettet - udbrudt lignende ord til et menneske, som du taler med... hvis du vel at mærke kender denne person godt nok til at sige sådan noget (det kunne f.eks. være en kæreste eller ægtefælle, som er tilpas tæt nok på til, at du 'tør' markere). I andre situationer er det måske snarere blevet ved en følelse inden i dig, som fortæller, at du ikke bliver hørt? At 'ingen lytter til, hvad du har at sige' - f.eks. når du har holdt et indlæg eller har præsenteret en ide ved et møde. Måske oplever du som kvinde primært denne følelse, når du taler blandt mænd? Jeg taler om en tilstand, som - afhængig af hvem du er, og hvordan du er skruet sammen - kan skabe alt lige fra usikkerhed og 'opgivenhed' til vrede og frustration.

Og nej - dette er IKKE en glødende optakt til at bekræfte dig som kvinde i, at mænd er nogle 'ikke-lyttende', isolerende, selvfede chauvenister, som kun bakker dem op, der (også) binder en slipseknude foran spejlet om morgenen før arbejde. Tværtimod. Faktisk er virkeligheden nemlig i den ultrakorte version, at når mænd lytter, tier de stille - og når kvinder lytter, taler de selv med.

Fik du den? Vi tager den lige igen: Når mænd lytter, tier de stille - når kvinder lytter, taler de selv med.

Det betyder i bund og grund, at hver gang mænd og kvinder taler sammen (og jeg mener, taler sammen - ikke 'overtaler' sammen), er der - bare på dette ene lille punkt - alverdens risiko for misforståelser. Med irritation, vrede og andre drænende følelser til følge.

Lidt flere detaljer om lytning: Når mænd lytter, tier de som sagt stille. Og ikke bare det - de sidder også stille. De ER ganske enkelt stille. I hvert fald statistisk set. Måske ser de på dig, og hvis de gør, kan de være temmelig udtryksløse i ansigtet. Du kan som kvinde få fornemmelsen af at tale til/med en række stenansigter (mens jeg skriver dette, sidder jeg selv og får et billede af Mount Rushmore - du ved, granitskulpturen af de 4 præsidenter i USA). Kvinder, derimod, har brug for at vise, at de er med i dialogen. De nikker eller ryster på hovedet af det, de hører, de mumler bekræftende lyde (mmm, hm.. nå...) - måske kan de endda finde på at afbryde kort eller selv afslutte en sætning for den, der taler. Altsammen for at vise, at de er med - de lytter - de hører.

Du kan selv fornemme, hvor vi er på vej hen, ikke? Og det er ikke nødvendigvis en glat og lige motorvej, hvor vi kører derudaf med 180 kilometer i timen. Snarere en smal grusvej med en hel del huller og bump på vejen.

For - når kvinden taler til/med mænd, føler hun sig ofte ikke hørt. Hun får nemlig ikke de lyde og bevægelser fra sine tilhørere, som bekræfter hende i, at det, hun siger, siver ind. Og tilsvarende - når manden taler med/til kvinder, føler han sig ikke hørt - for hvordan fanden kan 'hun' lytte, når hun har så allerhelvedes travlt med selv at tale? Kan hun da ikke bare holde kæft og slå ørerne ud, så det fantastiske budskab kan komme ind i knolden på hende?

For nogle uger siden var jeg ude at holde et foredrag for en række yngre kvindelige ledere, hvor jeg bl.a. kom ind på netop dette tema. Midt i en af mine sætninger (ja, midt i - hvilket jeg naturligvis tog som en stor kompliment) - udbryder en af kvinderne: 'Jeg er simpelthen så lettet over at høre det her. Ved du hvad, jeg er holdt op med at nikke. Jeg nikker slet ikke mere, når jeg er til møde med mænd - for det gør de jo ikke, sådan noget. Nu ved jeg hvorfor...'
... hvorefter der naturligvis fulgte en ophedet debat om hvor meget, man som kvinde skal gå på akkord med sig selv for at hyle blandt de ulve, man(d) befinder sig blandt.

Jeg har tænkt meget over denne lille detalje ift. den ophedede debat, vi løbende har i Danmark vedr. kvinder og ledelse. Hvorfor vi bliver ved med at have så relativt få kvindelige ledere. Hvordan vi kan få flere på banen. Hvilke parametre, der skal til for at få flere kvinder til at føle sig trygge og 'rigtigt' placeret i sådan en funktion.

Dette - bevidstheden om AT LYTTE (og hvordan) - er en af nøglerne: 
Jo mere bevidste, vi som mænd og kvinder bliver om vores forskelligheder - og i sidste ende måske endda ender med at værdsætte dem - jo mere kan vi være os selv... også i ledelsesfora. Og vi kan føle os accepteret og forstået, trods adfærd som ikke nødvendigvis matcher lige over.

Derfor skal vi i Danmark blive meget bedre til - målrettet, struktureret og gennemarbejdet - at formidle al den viden, vi efterhånden har om forskellene på mænd og kvinder, til at skabe synergi og større spændvidde på arbejdspladser. Til at skabe anderledes strategier. Mere salg. Større omsætning. Og til at starte ophedede, givende, heftige debatter - hvor vi lytter til hinanden. Mens vi tier stille - eller taler med.