Amino Ekspertblog

Ekspertblogger på Amino om markedsføring af mobile apps

Drømmer du om at lave den næste Instagram-app?

Skrevet af:
17. april 2012 | 3.460 Visninger| 8 kommentarer
Hvor mange stjerner giver du?:

Amino Ekspertblog

Babar Baig fra babarbaig.dk

Ekspertblogger på Amino om markedsføring af mobile apps

Med salget af Instagram til Facebook for 1 milliard dollars bliver drømmen om at opfinde den næste geniale app genoplivet. Hvor mange af os har ikke gået rundt og drømt om at lave en fed app der slår igennem globalt?

De sidste par måneder har vi hørt meget om Wordfeud, Draw something, Instagram, Clear m.m. Der er flere ting man kan lære af disse apps, og ikke mindst kan man få en fornemmelse af hvor app-markedet er på vej hen. Hvad er det der gør at netop disse apps bliver populære?

Tænk mobil

Med salget af Instragram er det blevet understreget at fremtidens store koncepter vil tage udgangspunkt i mobilmediet og ikke web 2.0 som vi kender det. I februar skrev jeg netop om Instagram og om hvordan de ikke bruger deres website og ikke har én eneste kerne-funktionalitet på deres website. Hvem ville for et halvt år siden have troet at en fotodelings-app som tager udgangspunkt i mobilen (og ikke web), ville være over 5 mia. DKK værd? Normalt forbinder man jo billededelings-sites med websites som f.eks. Flickr, Picasa m.m.  Vi skal begynde at vænne os til at fremtidens communities bliver etableret med udgangspunkt i mobilmediet.

Simpel idé som skal præsenteres simpelt på mobilen

Opskriften på den fede app vil overaske mange. Det drejer sig nemlig ikke om at opfinde den dybe tallerken. Hvis man ser på Wordfeud, Instagram, Clear task manager m.m., så er funktionerne ikke revolutionære. Vi kender alle sammen til hvordan vi spiller med ordspil, hvordan vi tager billeder, og hvordan man tager noter.  Noget af det næste ”store” som flere iværksættere har kastet sig over, bliver video-apps a la Instagram. Igen – en teknologi som findes, og som vi er vant til at bruge, men som bliver præsenteret på en simpel måde – og dette er netop succeskriteriet for at lave gode apps. De skal være simple, overskuelige, med et godt design og med funktioner som vi allerede kender.

Alle kan udfordres

Når man tænker apps, så kan alle store spillere og eksisterende webtjenester udfordres. Flickr, Picasa m.m. får baghjul af Instagram. De nye videodelingstjenester vil give Youtube baghjul. Det vil sige at der kan sættes spørgsmålstegn ved alt, så længe man kan præsentere noget simpelt og brugervenligt på mobilen. Et perfekt eksempel på dette er ”Chomp”, en søgemaskine-app til app stores hvor Google udfordres på search. Ja, selv Google kan altså udfordres på app store search. Chomp blev opkøbt af Apple februar 2012, og Google halter for alvor bagud på app-search. Alle disse apps er et bevis på at man ikke nødvendigvis skal opfinde en ny idé, men blot præsentere den på den rigtige måde og på det rette tidspunkt – sidstnævnte er aldrig nemt.

Gælder ikke om at komme først

Med apps gælder det ikke nødvendigvis om at komme først på markedet. Det gælder nemlig om at gøre det rigtigt – selvom der er 100 apps af slagsen i forvejen, så kan man sagtens opnå succes. Se f.eks. på ”Clear”, en simpel task-manager-app som har taget markedet med storm – flere millioner downloads af en simpel app som koster 12 kr. Stifterne bag Clear-app har brugt rigtig meget tid på at retfærdiggøre hvert enkelt klik, hvert swipe og hver en tast i deres app.

Tænk skalering fra første skridt

Man skal huske at tænke på skalering når man laver en app eller har planer om det. Man skal kunne forestille sig sit produkt på det internationale marked og ikke kun i andedammen. Gode danske app-eksempler som har tænkt internationalt fra starten, er blandt andet Endomondo, Vivino, Tradeshift m.m. Jeg ser flere apps og idéer hvor skalering ikke er tænkt ind. Tænk hvis ens app eller idé bliver populær i Danmark og man ikke har tænkt oversættelse, internationalt app-navn eller teknisk skalering igennem?

Hårdt arbejde og godt team

Det kan lyde nemt ”bare lige” at lave den næste Wordfeud eller Instagram. Men det er hårdt arbejde. Der findes ingen smutveje – heller ikke i app-branchen. Derfor gælder det om at alliere sig med gode partnere og have et godt team med forskellige kompetencer.

Held og lykke med din app! :-)

Læs også


Kommentarer

Allan Lavridsen  den 18-04-2012 kl. 12:18

Hej Babar

Jeg drømmer ikke om at lave en international app success, men en app der bringer sejlnet.dk ud på mobilerne..hurtigt, nemt, billigt.. Sejlnet.dk er baseret på drupal 6, og jeg tænker at drupalgap modul / phonegap er vejen frem. Har du en mening om disse teknikker ?

mvh Allan

Er kommentaren brugbar? 2 1
Babar Baig   den 18-04-2012 kl. 12:50

Hej Allan

Tak for din kommentar.

Har du overvejet en mobilside-løsning fremfor en app? Jeg har tidligere beskrevet fordele og ulemper her:

www.amino.dk/.../app-eller-mobilside-hvad-skal-man-v-230-lge.aspx

Jeg er ikke Drupal ekspert men jeg ved at der findes moduler/plugins som man kan bruge til at gøre sin hjemmeside mobilvenlig. Dette er noget man kan gøre forholdsvis nemt. Jeg kan se, at sejlnet.dk pt. ikke er mobilvenlig. Så det vi jeg mene skal være første skridt.

Så kan du altid tænke app efterfølgende- hvis du mener, at det kan give merværdi til dine læsere.

held og lykke med det.

mvh

Babar

Er kommentaren brugbar? 1 0
Jørgen Søgaard  den 18-04-2012 kl. 14:05

Hej Babar.

Rigtig godt skrevet.

Specielt afsnittet "Det gælder ikke om at komme først" er en rigtig god betragtning. Når man søger App-markedet i dag, kan det til tider godt ryste lidt hvor ringe kvaliteten er på mange applikationer, og hvor mange fejl producenterne laver. Både med henblik på internationale muligheder, men også på de Apps der kun er tiltænkt andedammen.

Ligeledes synes jeg din betragting af både Vivino og Endomondo er helt korrekte. De er super gennemarbejdede, og kan benyttes i hele verden fra start af. Er selv flittig bruger af begge.

Håber på mere fra din side i fremtiden.

Keep up the good work.!!

Mvh.

Jørgen Søgaard

Er kommentaren brugbar? 3 0
Babar Baig   den 18-04-2012 kl. 14:46

Tak for din kommentar Jørgen

ja, man behøver ikke at være først - omvendt skal man heller ikke vente alt for længe :-)

mvh

Babar

Er kommentaren brugbar? 1 0
hau2do  den 21-04-2012 kl. 22:51

Hej babar

Har selv en rigtig god ide - men først tak for rådet med mobilsite før app - jeg tror ikke markedet er klar endnu til kun Apps. Min ide er revolutionerende tror jeg selv og det app firma som jeg har valgt syntes det også. Mit problem er at finde startkapital til denne meget omfattende app. Rent kodemæssigt er appen nok ikke det store problem, men markedsføringen er det vigtigste, idet ideen bygger på det sociale koblet på en ide, som ikke er set før - altså et helt potentielt marked.

Har du en ide til hvordan jeg skulle gribe sagen an med styring og økonomi -måske kunne du være min mentor på projektet ?

Hvor svært er det at finde en eller flere investorer eller lave et set-up - jeg forestiller mig at alle tilknyttede udviklere får mulighed for at købe andele i projektet ud fra de timer de byder ind med.

Hilsen Henrik

Er kommentaren brugbar? 2 0
Babar Baig   den 22-04-2012 kl. 14:51

Hej Henrik

Tak for din kommentar.

Jeg er enig i, at udfordringen ofte er selve markedsføring af appen. Der findes en masse kloge hoveder herinde som kan guide dig mht. det juridiske setup. Venture kapital i DK er stadig lidt op af bakke – især når det drejer sig om en forretnings ide, som tager udgangspunkt i en app.  Business angel funding vil nok være at foretrække til at starte med, men det kommer jo også lidt an på selve ideen. Jeg vil råde dig til at søge sparring – også fra nogen som ikke skal tjene på ideen :-). Måske kunne udviklingspartneren få andele mod at de udvikler appen?  - på den måde kunne du dokumentere en ”working prototype” og dermed øge dine chancer overfor potentielle investorer.

Du er velkommen til at sende mig et par linjer så kan jeg prøve at guide dig videre.

Mvh

Babar

Er kommentaren brugbar? 1 0
Niels Henriksen  den 25-04-2012 kl. 09:24

Jeg har selv planlagt en app som faktisk først skulle have været et website men nu laver jeg det som en app i første omgang. Det er en service som millioner bruger hver dag og som er en del af deres liv. Den app jeg laver går også ind og genere store selskaber :)

Mit mål med appen er at gøre livet billigere og lettere for min målgruppe og i sidste ende at jeg måske kan komme til at leve af den.

Det er heldigvis sådan at jo flere der bruger den jo mere vil jeg tjene :)

Der vil altid være plads til den næste store app og selv om der findes en der kan det man vil lave så skal man ikke tøve men se hvordan man kan gøre det bedre.

Er kommentaren brugbar? 2 0
Babar Baig   den 25-04-2012 kl. 10:35

Hej Niels, Lyder spændende med din app.

Jeg er helt enig med dig i, at der altid vil være plads til den næste store app. Vi kommer helt sikkert til at se flere innovative app-koncepter i den kommende tid.

Held og lykke med din app

Mvh

Babar

Er kommentaren brugbar? 1 0
 

Tilføj en kommentar

 

 
For at holde spammere ude, fortæl os hvad er: ni + syv =
Husk Mig

Få besked når der kommenteres (Log ind for at få tilsendt mail)
 


Få besked når Babar skriver


Om mig

Jeg har arbejdet med Mobile Apps siden 2005, hvor jeg var med til at stifte en af de første web baseret App Stores. Jeg hjælper virksomheder med udarbejdelse af mobilstrategi og rådgiver omkring, hvordan man udnytter potentialet med mobil-mediet. Jeg har stor erfaring med at markedsføre Apps og har senest været marketing direktør for Mobile Voip-udbyderen Vopium, hvor jeg har været ansvarlig for online, mobile og App Store marketing. Jeg er desuden medstifter af WriteReader, som er en ny videnskabelig lærings-App til iPad, der lærer børn at læse gennem meningsfulde skriveaktiviteter.

Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller brug for rådgivning.

Min hjemmeside: babarbaig.dk


Babar på Twitter

Hvis du vil have besked når Babar og ligesindede bloggere har lavet et nyt indlæg, så klik her:


Seneste kommentarer