Tabuer – Tør du tale om det, ingen tør tale om?

Hvorfor må jeg ikke gå i seng med min lillesøster, hvorfor må jeg ikke spise mine forældre når de dør, hvorfor skal vi egentligt være så glade og omstillingsparate hele tiden, og hvad skal jeg gøre hvis jeg ikke kan lide mit barn? ……

Rækken af spørgsmål til livet stiger dramatisk i det øjeblik du frigør dig selv fra tabuer, men er det en god ting? Har vi brug for denne eksterne styring? Eller vil vi kunne nå nye højder af kreativitet gennem systematisk arbejde med nedbrydelse af tabuer? 
 

”Sometimes I park in the handicapped spaces

While handicapped people

Make handicapped faces”

Dennis Leary, ”I’m an Asshole”
 

Musikindustrien havde egentligt vidst det længe. Eller rettere viden om, hvad der ville ske hobede sig op omkring dem. Moderne teknologi ville ændre forholdet mellem kunstner, pladeselskab, medie og musikelsker. Mediet ville holde op med at være det bærende. Magten ville flyde de store selskaber af hænde, når selv en bedstemor med bredbåndsforbindelse ville blive i stand til at downloade, kopiere og dele musik fra internettet. Jeg mødte Gareth Jones for mere end 10 år siden. En stor mand indenfor fornyelse og ledelse, og ham der i sin tid stod fader til kæmpesuccesen Abba Gold (CD’en ”som ingen købte til sig selv, men kun til deres venner”). For 22 år siden havde han præsenteret fremtiden for de store drenge i musikbranchen, og med uafviselige facts argumenteret for, at sorte skyer lurede i horisonten. Da han var færdig blev der helt stille. Så rejste den øverste chef sig. Kiggede Gareth vredt i øjnene og sagde ”Hvis det du siger er rigtigt, så er vi færdige. Så du tager fejl!”

Hvad der siden er hændt musikbranchen behøves vi vidst ikke gå nærmere ind i ...

På et projekt om fremtidens aviser inviterede vi for 8 år siden en ”djævelens advokat”, en person der skulle sige alle de ting, som ingen havde lyst til at høre. Vores advokat var en succesfuld, intelligent, højtuddannet mand som havde opsagt sit avisabonnement, aldrig så fjernsyn og ikke gad høre radio, og med stor ærlighed proklamerede, ”at hvis de tilstedeværende skulle lave en avis, han gad læse, så skulle den udelukkende handle om ham selv”. Det fik en af de gode herrer fra den danske presse til at rejse sig op, vifte med hænderne i luften, som om han viskede denne satans stedfortræder ud, og hvæse: ”Hvorfor skal vi høre på det?! Vi er jo blevet enige om, at han ikke er relevant for os” (underforstået: der findes ikke intelligente mennesker, der ikke læser avis). 

Og så gik han og smækkede med døren.
Det vi ikke snakker om.
Det vi ikke vil vide.
Det er vores største svaghed.
Tabuerne. 

Det forbudte med magisk kraft 

Tabu er et gammelt polynesisk ord for ”det forbudte med magisk kraft”. Den menneskelige hjerne er en mønstergenkendende mekanisme. Den kategoriserer og generer nye tanker på baggrund af allerede bestående viden og erfaring. Nye input skal helst passe ind i den virkelighedsopfattelse, der allerede er etableret, og hvis det nye udfordrer vores dogmer, ideologier, fordomme eller grundlæggende antagelser om hvordan verden hænger sammen, så bliver de fleste mennesker utrygge. Specielt hvis det nye forrykker en magtbalance, eller kræver at man skal til at lave rigtig, rigtig mange ting om, så er sandsynligheden for afvisning stor. Eller med andre ord: vi vælger ikke at se det nye. Vi vælger ikke at se tegnene på at ægtemanden er utro, vi vælger ikke at se at en kollega er ved at gå i hundene, og vi vælger ikke at se, at salgstallet for vores produkt er stærkt nedadgående. Det bliver for besværligt, hvis man skal til at revidere sin virkelighedsopfattelse. Og hvorfor er det lige mig, der skal føle mig truffet? De andre gør jo heller ikke noget..

"Anyone who has violated a taboo becomes taboo himself because he possesses the dangerous quality of tempting others to follow his example”. Siegmund Freud

Det er faktisk sådan, at når virksomheder går ned, så skyldes det meget sjældent mangel på information, men mangel på mekanismer der sikrer, at man får den information, man ikke vil have. Krisen i Asien havde økonomer f.eks. set komme et halvt år før den indtraf, men alligevel valgte de fleste at ignorere faresignalerne. Og derfor siger man også tit, når krisen er kommen: ”at det vidste vi egentligt godt”. Og derfor er det også så bekvemt og nemt at være bagklog. Bagudrettede analyser giver sådan en dejlig blød og varm fornemmelse af, at det farlige ikke gentager sig, hvis bare vi har forstået det. 

Men så længe vi vælger at bevare vores tabuer, at blive i vores præprogrammerede forestillinger om, hvordan verden ser ud, og blive sure og børnefornærmede hvis nogen vover at omtale ”det forbudte med den magiske kraft”, så kan man være 100% sikker på, at verden igen kommer til at losse en noget så læsterligt i komfortzonen. Det gode budskab er, at man ikke behøver mærke smerten. For man kan jo bare undlade at udvide sin virkelighedsopfattelse og blive klogere. Man kan sætte sig sammen med de andre kulturbærere som deler ens virkelighedsopfattelse, og så bruge energien på at rationalisere og bortforklare de nye ting der sker; reducere dem til tilfældigheder, mens man drikker et godt glas rødvin.

Det er også derfor man siger, at gamle mænd skal dø før nye paradigmer (virkelighedsopfattelser) kan opstå.  

Det skal understreges med fed tusch, at afvisning af tabuer ikke skyldes ondskab eller dumhed. Det er rettere tab af magt og tryghed koblet med den ubehagelige fornemmelse af, at man egentligt ikke ved, hvad man skal gøre. "Indgreb, der truer vor mulighed for at udvise dygtighed, fremkalder en defensiv eller aggressiv holdning hos os og udløser negative følelser", siger psykologen Poul Bahnsen. 

Og derfor er vi tilbøjelige til så krampagtigt at holde fast i etablerede forestillinger om, hvordan verden hænger sammen. 

At kategorisere dele af virkeligheden som tabu er derfor både naturligt og fornuftigt for en mønstergenkendende hjerne. Det er i forvejen ikke meget information fra omverdenen, vi kan håndtere. Skulle hjernen være i stand til at bearbejde al information og tage imod alt nyt, skulle vi alle rende rundt med kæmpestore alien-hoveder. Vi er nødt til at filtrere for at fungere, og hjernen er smart nok til alligevel ubevidst at fortælle os, at der er noget farligt og udfordrende på vej. Noget vi er nødt til at vide, men ikke nødvendigvis reagere på. Noget der kommer snigende og som langsomt får lov til at hobe sig op. En ubevidst indsigt i en ny verden.  

En trend giver os vigtig og vedkommende viden om mulige forandringer. Et tabu er vigtig, men farlig viden om mulige forandringer. Tabuet er trendens onde fætter. Og pointen er naturligvis, at vi alle skal øve os i at håndtere vores tabuer. Det er ok at blive utryg, sur og fornærmet. Men det er ikke det samme som, at det er strategisk godt at stikke hovedet i sandet, skyde budbringeren eller blive blodrød i hovedet af arrigskab. For dem der siger, det vi ikke har lyst til at høre, har jo desværre, for dælen og for hulen for det meste ret.  

Overskridelse af tabuer er af samme årsag særdeles udbredt i kunst og humor. Stand-up scenen flirter med tabuer, og mediestjerner som Jon Stewart, Ricky Gervais og Casper Christensen & co. har opnået deres popularitet ved konsekvent at overtræde tabuer. Så noget tyder på, at situationen og timingen er vigtig. Grænsen for accept af dem der taler om det, ingen vil tale om, er hårfin. Bliver det gjort af en stor kunstner, en entertainer, en managementguru eller andre accepterede medlemmer af samfundet er det noget så interessant, men er det den nye medarbejder, eller ens ægtefælle under den indtil da så hyggelige middag, der træder os over vores uvidenhedsknyster, kan vedkommende i værste fald blive frosset ude af lokalsamfundet. 

Få komikere træder i tabuer med så stor charme som Louis CK. 

Selvfølgeligt skal vi allesammen være søde, gode mennesker. Selvfølgeligt! …

But maybe…? 

Tabubrydere skal være tæt på og dog så fjernt, så kan vi ryste lidt på hovedet, og sige ”han er da vist en værre én” med et underfundigt smil. Og så nynner vi glade med på Dennis Learys hit fra 90erne ”I’m an Asshole”:

I'm an asshole

(he's an asshole, what an asshole)

I'm an asshole

(he's a real fucking asshole)

You know what I'm gonna do? 

I'm gonna get myself a 1967 Cadilac El Dorado Convertable 

Hot pink! 

With whale skin hub caps 

An all leather cow interior 

And big brown baby seal eyes for headlights 

YEAH! 

And I'm gonna drive around in that baby 

At 115 miles per hour 

Getting one mile per gallon 

Sucking down Quarter Pounder cheeseburgers from McDonalds in the old-fashioned non-biodegradable Styrofoam containers 

And when I'm done sucking down those grease-ball burgers 

I'm gonna wipe my mouth with the American flag 

And then I'm gonna toss the Styrofoam containers right out the side 

And there ain't a Goddamn thing anybody can do about it 

You know why? 

'Cause we got the bombs, that's why! 



Det personlige tabu – din svage side 

Til jobsamtaler bliver man gerne spurgt om sine gode og svage sider, og så er der dem, der kækt svarer ”svage sider har jeg ikke”, eller ”jeg er nok for perfektionistisk”. Men svage sider er netop svage sider, fordi vi ikke ved, hvad de er. Svage sider er vores personlige tabuer. Svage sider er den del af vores personlighed, som er der, men som ikke arbejder for os. Som ikke passer ind i vores selvopfattelse, og som vi derfor ikke vil vide af. Hvis du vil vide, hvad din svage side er, så er det det, der gør dig mest sur, når du skændes med dem, der kender dig bedst. En god gang ubehagelige sandheder lige i snotten, og så aktiveres det mentale røgslør. Når nogen angriber dig på din svage side, tænker du med det samme ”det passer i hvert fald ikke!!!”, og så går man og smækker med døren, for hjernen kan simpelthen ikke holde ud at blive præsenteret for denne farlige, vigtige viden. Men fortvivl nu ikke - for du ved jo alligevel ikke, hvad din svage side er, så sig du bare til dig selv, at du ikke har nogen. Det er meget mere produktivt at fokusere på sine stærke sider og blive elsket for dem, og så lære at acceptere at ingen er perfekte, og at det i øvrigt ikke er din opgave at lave om på andre mennesker. For nok kan vi ikke se vores egne, men vi kan se andres menneskers svage sider. Vi tror vi kan hjælpe dem og rette dem til. Men de hører ikke, hvad vi siger. Og hvis de gør, har vi i hvert fald ikke ret! Så elsk din næste for det vedkommende er god til og gør godt, og lad være med at fokusere på de svagheder, der følger med pakken (indenfor rimelighedens grænser naturligvis). 



Der er penge i tabuer 

Gør tabuer os blind for store potentialer, eller medvirker de til at fokusere på det der er vigtigt og relevant? 

”Jeg lavede brugerundersøgelser til en ny kørestol”, fortæller Søren en af vores gamle navigators. ”Og selv om det er altafgørende for komfort og værdighed og andre detaljer, kunne jeg ikke få mig selv til at spørge brugerne, om de havde problemer med at tisse i bukserne. Et spørgsmål der er helt afgørende for at ramme et gennemtænkt design. Det gik bedre, da jeg lærte ordet inkontinens”. 

Værdien af at komme udover sin ”comfort zone” kan være stor. Menstruation har f.eks. aldrig været et stuerent samtaleemne. De fleste mænd kvier sig ved at lægge kærestens bind og tamponer op på rullebåndet, og blodet er stadig blåt i reklamerne. Menstruation er farligt. Det kommer snigende ind på os kvinder, hvilket er derfor reklamerne lover os ”sikkerhed”, ”tryghed” og ”en tør fornemmelse”. I gamle dage havde velstillede kvinder en lille rejseovn, hvori de kunne brænde de brugte klude, og havde man ikke adgang til diverse plasticforklæder eller mystiske bælter til at have på under tøjet, måtte man pænt blive hjemme, indtil man var færdig med at menstruere. Brochurer fra midten af forrige århundrede beskriver klinisk og rationelt, hvad der foregår i kvindens krop, uden på noget som helst tidspunkt at bruge ordene ”blod” eller ”vagina”. De fleste vil nok synes, at det er en kende klamt, at verdens eneste menstruationsmuseum bestyres af en mand, men historien om den kvindelige hygiejne fortæller alligevel en vigtig og farlig historie om kvindens frigørelse. Tamponen blev patenteret i 1936, og med den henvendte Procter & Gamble sig til et marked som potentielt set var halvdelen af verdens befolkning, med et produkt som ingen nogensinde havde sagt, at de gerne ville have. Det var ikke fordi problemet ikke fandtes, og det var ikke fordi der ikke var hygiejneprodukter i forvejen. Det var bare ikke et kommercielt område. Men blot fordi produktet ikke findes, eller behovet ikke er artikuleret, er det ikke det samme, som at vi ikke gerne vil have det 

Vi har selv oplevet at finde et sådan eksisterende, men uudtalt behov på et projekt om fremtidens ultimative badeværelsesoplevelse for Pressalit, en af verdens største toiletsædeproducenter. Under vores tabu-research var der en mand, som forsigtigt hviskede at han ikke synes, at det var særligt rart, når hans maskuline proportioner berørte den kolde porcelænskumme. Og vupti udsprang idéen om toiletsædet til den veludrustede mand – en potentiel killer application på badeværelsesfronten, for der findes vel ikke nogen mand i denne verden, der bare skal have et small-sæde!

Noget så banalt som penis-størrelse er stadig et mandetabu. På trods af at vi gentagne gange har spurgt vores stab af mænd, om det er almindeligt, det med den veludrustede mands genvordigheder, har vi aldrig fået et direkte svar… 

Du kan aldrig sige til dine venner, at du ville løbe alt hvad du kunne, hvis der blev ballade. Altså hvis du vil være en rigtig mand.


Tabuer – The next big thing 

I historisk perspektiv kan tabuer ses som dæmninger, der på et eller andet tidspunkt braser sammen, og lader ny viden vælte ind over os. I 50erne og 60erne var sex et tabu. Gravide kvinder skulle ikke vises frem, og man blev både blind og dum, hvis ikke man sov hele natten med hænderne over dynen. Så kom 70erne med Kvinde kend din krop, nøgne balletdansere og penisformede is på Ø-lejr, i et omfang så de færreste i dag løfter et øjenbryn over pornoblade i børnehøjde - eller at det stort set er umuligt at købe et dameblad, der ikke har ordet ”sex” på forsiden.

 I 70erne var ”det rigtige” at være solidarisk og fodformet. Ambitiøsitet var noget fanden havde skabt, og de offentligt ansatte lo overbærende af direktørerne i de private virksomheder ”for magen til skodjobs skulle man da lede længe efter”. I 80erne blev skoene spidse og skuldrene brede, og lederen m/k tog på kanindræberkursus, for nu skulle det handle om profit og konkurrence.

I 90erne var det fy-fy at tale grimt om indvandrere. Vi havde jo selv inviteret dem, og de blev nærmest set som en slags ædle ur-vilde, der skulle behandles med udstrakt tolerance og langstrakt forståelse. Tabubryderen Pia Kærsgaard skal i dag stadig have livvagter med, når hun handler i Netto, og i mange kredse er det stadig ikke ok, hvis man har den holdning, at Dansk Folkeparti er et politisk parti på linie med alle de andre. Miljø har på samme facon været en hellig ko, som Bjørn Lomborg slagtede og parterede. Og det er en risiko for alle der går i klinch med de ting vi ikke vil høre, at når man går efter den farlige men vigtige viden, så går det etablerede samfund efter manden og ikke efter bolden.  

Tabuer bærer på interessante budskaber om, hvad der vil komme. At være på forkant med tabuer, er at være på forkant med udviklingen. 

Så hvad taler vi ikke om i dag? 


Senior-sex og olde-børn 

I dag har vi fået carte blanche til at svinge os i guirlanderne med en sexinstruktør på sidelinien. Unge såvel som gamle render glade rundt i KB-hallen og køber kæmpedildoer og gummioutfits i fuld offentlighed. Men bare fordi sex ser frit og åbent ud, betyder det ikke, at sexrelaterede tabuer er forsvundet. Ikke at gide at have sex, er f.eks. noget mærkeligt noget at sige. Og ens egne forældre gør det i hvert fald ikke og har heller aldrig gjort det! Homoseksuelle er i teorien en integreret og velanset samfundsgruppe, en ”kreativ klasse”. Vil man signalere, at man er et åbent og fordomsfrit menneske, så er man nærmest nødt til at have et par homoseksuelle venner eller veninder. Men det kan undre, hvorfor lesbisk sex af de fleste anses som pikant og spændende, mens man-on-man ikke indbyder til samme lumre fantasier. For hvad laver de? Er det så akavet som man forestiller sig? Gør det ondt? Er mænd egentligt meget mere tiltrukne af andre mænd, end de vil være ved? Er længslen efter at eksperimentere med lidt homo-sex et af de rigtigt store mandetabuer?  Brokeback mountain, Beckham og Bananer i pyjamas har i hvert fald fået dæmningen til at krakelere. 

Og hvad siger du så til ældre-sex. Olle-kolle-bolle. Adr og bvadr. Vi sidder ikke ligefrem og fantaserer om, at have sex på plejehjemmet, vel? Men det er altså noget ganske normalt. Og hvis man lige tænker over det, hvorfor så ikke. For – newsflash – vores behov ændrer sig faktisk ikke, bare fordi vi bliver gamle. En venindes mor købte en ny dobbeltseng i en alder af 92 år, for som hun sagde ”man ved aldrig hvad der kan ske”. Nutidens og fremtidens ældre vil også ruskes i busken, så det er helt sikkert et tabu, der går fløjten. Det bliver en guldgrube for de vågne! Hallo apotekere, så få dog lavet den hyggehylde. 

Og så kommer børnene. I en senere og senere alder. Når det er en mand, siger de fleste ”sikke da en krudtkarl”, mens de tænker ”gamle gris”, men hvis det er en kvinde godt oppe i årene, der har fået hjælp til at undfange sine børn, bliver det straks mere ubehageligt. Egentligt er det bare naturens måde at fortælle os, at det er en god idé at få børn i en tidlig alder. En mand producerer som bekendt frisk sæd livet igennem, mens en kvinde er født med sine æg, og gamle æg øger sandsynligheden for at noget kan gå galt. Men hvis teknologi kan gøre det muligt for kvinder at føde raske sunde børn i 50-60 års alderen, så det bliver nemmere for kvinder at skabe sig både karriere og familie (fordi børnene blot kan komme, efter karrieren er etableret), ligesom mændene - så burde vi jo bedømme mænd og kvinder på samme grundlag. Ja, faktisk kan den ældre generation nå et helt teenage-oprør med store, hvide bryllupper, swingerfester og barnedåb før de går i graven. 


Døden er en skandale 

Og i graven skal vi alle, selvom der findes en befolkningsgruppe, som betragter døden som en skandale, nemlig 68erne. De har oplevet og overlevet store samfundsomvæltninger, og sidder nu på den grønne gren som veluddannede og magtfulde mennesker. Det er ok at blive ældre, så længe man ikke bliver gammel, men dø?! Det skal de i hvert fald ikke. Derfor kommer det også som et kæmpe chok for dem, når vennerne forsvinder eller bliver affældige. Derfor planlægger de deres otium, som var det deres anden ungdom. Og derfor er der mange af dem, der render rundt uden pensionsopsparing. For der er laaang, laaang tid til de skal på pension. Og at blive handicappet, uarbejdsdygtig eller få en livstruende sygdom? Nej, nej, nej. Ikke mig. 

Banker og pensionsselskaber burde lave et obligatorisk dødstjek med deres kunder. Hvis ikke det var fordi de fleste mennesker, synes at det er tabu at konfrontere folk med deres ofte åbenlyst dårlige livsstil, som egentligt kan betyde, at de ikke realistisk set kommer til at drage nytte af den værdi de opbygger i en pension. Men prøv selv - få din dødsdato og en sandsynlig dødsårsag på www.okcupid.com/death; en dødstest der bygger på research fra Harvard’s matematiske hjerner . Tests vil i det hele taget være noget, som fremtidens bekymrede forbrugere vil købe med hjem i stor stil i jagten på ”the all clear rush” – suset man får når testen melder ok for fertilitet, sædkvalitet, alkohol, narkotika, diabetes, urinvejsinfektion, menopause, kolesterol, blodtryk, blodsukker, osv. osv. Eller hvad med bare at tage et ”lifescan”, som scanner alle indre organers funktion? For ikke mange år siden var plastiske operationer et tabu. I dag får man sig et par kunstige bryster mens man er på ferie, og lader sig underholde af ekstreme makeovers på tv. Nu går vi i gang med at teste for ting vi ikke kan se eller føle. Men det underliggende tabu er stadig det samme: angsten for ikke at være ok, for ikke at leve op til andres og egne alt for høje forventninger. For at være alene, almindelig og ensom i en verden fyldt med tilsyneladende perfekte mennesker.  


Følelsesbanken

Penge er et objektivt succeskriterium. Derfor bliver der også løjet ufatteligt meget henover middagsbordene. For det går bare ikke at sige, man har gældsat sig selv i et forsøg på at få det liv, som man egentligt ikke har råd til. Hvad vennerne tjener ved de færreste noget om, men til trods for det, er penge noget af det, der interesserer folk allermest og som involverer allerflest følelser. En snak med en bankrådgiver kan involvere hele ens liv – familie, hus, pension, sikkerhed, forbrug, ferier osv., men hvor meget er det lige vi forstår af, hvad bankmanden siger? Bankmandens tabu er, at han egentligt helst laver produkter til sig selv, og vores tabu som kunder er, at vi ikke føler os forstået, men heller ikke ved, hvad vi skal spørge om. Det er også derfor jægersoldaten B.S. Christiansen har sagt, at han hellere vil kastes ud fra en helikopter i fjendtligt territorium i nattens mulm og mørke, end udstille sin manglende finansielle viden overfor en ung fløs, som ikke har den fjerneste indsigt i en børnefamilies genvordigheder. Bankerne skal meget mere ind under huden på deres kunder, hvis de skal skabe meningsfulde løsninger i fremtiden – men hvad nu hvis kunderne begynder at græde? Hvad nu hvis bankrådgiveren kan se, at sandsynligheden for skilsmisse er 78%? Skal han så bringe det op? Følelsesbank, der formår at give os en finansiel ekstreme makeover, kunne tage de eksisterende banker på sengen. Og hvem ved? Måske befinder bankerne sig på B2B markedet om 10 år, når alle fortravlede forbruger har udliciteret de grimme papirer og ting, til en digital instans som de har tillid til. Så får alle i hvert fald lov til at have deres tabuer i fred. 


Tabuer på de danske arbejdspladser – bare lad som ingenting ...

”Jeg siger lige til tykke Dorte med de fire bildæk, at hun ikke skal tage tætsiddende toppe på”. ”Niels Jørgen, du har simpelthen for dårlig ånde til at tale med kunderne”, ”Hej chef, få nu klippet de hår i ørerne og i næsen, ellers kan jeg simpelthen ikke koncentrere mig om, hvad du siger”. ”Hør frue, de har toiletpapir på hælen”, og ”Kære kunde som jeg gerne vil lande, tag lige denne tandstikker, og se om du ikke kan fange det stykke basilikum, du har mellem fortænderne”. 

Jeg havde engang en kunder, der ville være Danmarks største og bedste indenfor kundeservice.

Det gik ikke særligt godt.

Så derfor havde de besluttet sig for at de ville være hele Europas bedste. 

Jeg fyldte noget sprut på chefen og fik ham til at sige det, ingen havde lyst til at sige men som alle vidste: 

”Vi kan ikke lide vores kunder, vi gider ikke tage telefonen når den ringer, og vi hader at træffe beslutninger. Det er vist vores største problemer, men det er der ingen der har lyst til at tale om”. 

Så bad han om en trendanalyse mere. 

Det var første gang jeg fyrede en kunde. 

Og jeg kan kun opfordre dig til at gøre det samme. Kunder der ikke tør tale ærligt om det, der ikke fungerer spilder tiden (og jo, du kan tjene tykt på det, men man skaber nul værdi og lærer intet brugbart). 

I denne tid hvor Danmark ofte bliver betegnet som et førende vidensamfund, er det interessant, at der er så mange ting og forhold, som er tabubelagte. I et land der bryster sig af en udstrakt ytringsfrihed, er det utroligt så mange restriktioner vi accepterer, når vi går på arbejde. Nytænkning, omstillingsparathed, konstant udvikling, diversitet i medarbejderstaben, work-life balance og sundhed er spillets faktorer, som vi alle bare har at elske. Og det uanset, at de fleste synes at nyt og forandring er noget lort, og ledelsen heller ikke fatter ret meget af, hvad deres egne visioner for fremtiden går ud på. Så ve, den der kommer og siger, at ”jeg har altså bare rigtig svært ved at få mit liv til at hænge sammen”. For det har vi andre jo også, men vi har ikke lyst til at få det udstillet. Så vender vi det blinde øje til, og sukker medfølende, når den pågældende kollega bliver fyret eller går i hundene. Tilbage går vi til det åbne, kreative kontormiljø, hvor vi alle sammen kan være skabende individer hele tiden, hvor vi altid er tilgængelige på sms, e-mail og telefon og til at blive kaldt til møder der aldrig ender. Det er godt nok sjældent, at man møder en person, der elsker at sidde i møde. Og er jeg mon den eneste, der hader, hader, hader at tale i mobiltelefon? 

Til gengæld hører vi ofte sætningen ”puh, jeg har godt nok haft travlt i dag, og jeg har ikke nået en skid!”. Og det slår næsten aldrig fejl, at mindst ét af medlemmer i en ledelsesgruppe egentligt ikke forstår, hvad de andre taler om. Kunne man forestille sig, at en af de få rå fra Lego’s bestyrelse rakte hånden op os sagde ”jeg forstår ikke, hvad Jørgen siger” eller ”det der Big Data... hvad er det lige det er?” 

Hvor meget arkitekter end ønsker det, så er det bare ikke de fleste menneskers natur at være ”out in the open” hele tiden. De fleste mennesker trives med arbejdsopgaver, de kan få lov til at fordybe sig i, og nytænkning bliver ikke til noget, hvis ingen kan se meningen dermed. Diversitet i medarbejderstaben giver ligesom så mange andre tiltag på de danske arbejdspladser grobund for tabuer. Men det er politisk ukorrekt at stille spørgsmålet ”vil vi overhovedet have dem”. Det gælder ikke bare indvandrere, handicappede, det grå guld og folk som er fede, grimme og dumme, men også dem der er unge, lækre, strømlinede og på papiret ”helt rigtige”. 

Så måske burde vi have to årlige tabudage, hvor man kan få snakket ud om alle de grimme ting. Eller 300. Måske vi alle skulle se mere video af, hvordan vores virkelighed egentlig ser ud. Måske man vil komme ud på den anden side af tabu-processer med forbedringer til arbejdsmiljøet og gode idéer til alt mellem himmel og jord, som selv ikke den dyreste eller bedste konsulent ville komme i nærheden af.

Måske er det kun de organisationer, der virkeligt VIRKELIGT forstår at skabe tryghed og som har tålmodighed, der klarer sig godt - for kun her bliver det naturligt at være åbne overfor den farlige men vigtige viden. Tabuer opstår over årelange perioder, så løsninger skal naturligvis også ses i samme perspektiv.   

Det blev endnu engang en lang historie, men in the words of Medina: “jarda lig’glad, jarda lig’glad”. 

Og endeligt kan man så tænke lidt over, hvorfor en guldfisk, der bliver blendet på et museum er provokerende tabuoverskridende kunst, mens dette billede bare er sjovt...