Fra mere til bedre

Jeg har en gammel kunde – af den store globale slags – der har beregnet sig frem til at i 2020 skal de bruge to planeter. De spår sig selv en stor succes indenfor det gamle, industrielle paradigme hvor vækst, produktivitet og bundlinje er målestokke, men sidder samtidigt med reflektionen ”er det virkeligt succes? Eller skal vi til at genopfinde, hvad succes er for os? At vi ikke bare sælger mere, men sælger bedre? Og hvordan ser ledelse ud, når succes ikke måles som mere men som bedre?”

 

I Ålborg mødte jeg en fabriksejer, der havde dette problem ”ligegyldig hvor hurtigt vi løber nu, og om vi så kunne arbejde 48 timer i døgnet, så ville det ikke gøre en skid forskel”.

 

Den sætning jeg har hørt mest i de sidste to-tre år, når jeg har været ude i det arbejdende Danmark er ”hvis ikke der snart sker noget, så gider jeg altså ikke at være her”. De mest hard core erhvervsleder har kigget på mig med deres store brune øjne og sukket: ”jeg føler ikke, at det giver mening længere. Vi taler kun om vækst og omsætning og om hvor hurtigt det skal gå, men hvor er det vi skal hen? Og er vi stolte af det vi laver? Udvikler det os som mennesker? Som organisation? Og er der nogen der ville savne os, hvis vi lukkede i morgen?

 

Jo mere jeg kigger, jo tydeligere synes jeg, at jeg kan se det: Danmark er i skred – fra mere til bedre. Hvis ikke du selv har haft oplevelsen, så kender du sikkert nogen der har: følelsen af at man egentligt har alt, men mangler et eller andet essentielt. Noget bedre. Men man ved ikke, hvad det er. Og det, der glimrer i sit fravær, kan sagtens fylde rigtig meget. Så vi går til coach, i spa, begynder at træne til marathon, køber et større køleskab, et sommerhus, starter på en uddannelse, sætter et eller andet i gang. Og fornemmelsen er ofte som når man går i gang med at male: supersjovt den første halve time, og så mister man energien, når det går op for én, hvor mange vægge der er tilbage.

 

Vi kalder det ”stuck in fuck” (et fint akademisk udtryk, jeg ved det godt). Stuck in fuck aka Prins Henrik syndromet - hvis du kan huske dengang han var utilfreds med at være nr. 3 og ikke nummer 2, og så sagde vi alle sammen ”hvad hulen brokker du dig for!” i stedet for at tage udgangspunkt i, at manden åbenbart var rigtig ked af et eller andet.  På samme måde har vi alle mennesker omkring os, som ser ud til at have ”det hele”, men alligevel kan brokke sig over de mindste detaljer. For når man er stuck in fuck sidder man et sted i livet, hvor der mangler noget (bedre?), men der er ingen vision der trækker, og der er ingen brændende platform der tvinger. Og selvom de egentligt ikke har det rigtig godt, siger vi andre ”hvorfor er i så utilfredse? I har jo sådan et dejligt hus!”. Og imens går tiden. Vi vil egentligt gerne ændre på ”noget”, men når det kommer til stykket gider vi ikke. Vi er simpelthen ikke sultne nok.

 

Sjovt nok virker det som om, at der hvor vi er allermest glade, er når vi får ryddet op og smidt ud. Når vi har kørt alt gøgemøget på fylden og sidder i solen med en kold øl, og siger ”aaaah, det var dæleme dejligt at komme af med alt det skrammel”. Lige der er der en energi og en frihedsfølelse, der er værd at holde fast i.

 

Professionelt tror jeg ikke, at vi i Danmark kan leve af at lave ”mere”. Vi skal leve af ”bedre”: af originalitet, af at have holdninger til tingene, at lade de andre have deres meninger og forskelligheder og bare synes at det er fedt, af nye perspektiver, af at investere os selv i det vi skaber. Og så kan det godt være at resultatet bliver skævt og anderledes og ikke lever op til de gængse normer. Det vigtige er, at vi har lyst til at eksperimentere os frem til løsninger som verden har brug for – og ikke set endnu. Det, vi for min skyld kan køre på fylden, er alle vores gamle mentale modeller: alle de kasser vi prøver at putte hinanden ned i, alle de strukturer vi presser vores tanker ind i, og alle de holdninger vi trækker ned over hovederne på hinanden.

Danmark er et fantastisk land med en masse dygtige mennesker, og vi laver masser af gode ting – vi kommer bare frem til de ting på en rigtig dårlig måde. Vi producerer og skaber – om det så er i landbruget, på arbejde, i folkeskolen, på kommunen eller plejehjemmene – egentligt noget ganske godt, men vi kommer derhen på måder, der koster for mange ressourcer og slider for meget på folk (som en veninde formulerede det: ”Hvad mening giver det at snakke fremtid, hvis man ikke engang kan få hverdagen til at hænge sammen”). Vi er rigtig gode til at mødes og snakke og lave handlingsplaner, men når det så virkeligt gælder vil vi hellere hjem og spise frikadeller.

 

Heldigvis er der masser af eksempler på mønsterbrydere: Torkil Sonne, der grundlagde Specialisterne for at skabe den arbejdsplads, hvor hans autistiske søn kan få et værdigt arbejdsliv. Hans vision er at skabe en million nye arbejdspladser på verdensplan (én ud af 146 mennesker lider af autisme). Kristina Kristensen fra Vestas, der har revolutioneret sin kantine fra ”ikke mere mad, men bedre mad” og skabt en arbejdsplads med glæde, sundhed, bæredygtighed og overskud som omdrejningspunkt. Eller Christian Petersen, der med Petersen tegl, har skabt en against-all-odds succes med sine håndlavede, automatiserede tegl- og murstensfabrik.

 

At ville noget bedre er som at være en lille mælkebøtte, der spirer op mellem sprækkerne i asfalten. Den skal have plads og lys og luft. Vi skal turde droppe vores kynisme, sarkasme, kritik, sorte humor og ”sunde skepsis”, når vi ser den. For den er tegn på noget bedre.

 

I mine øjne er det lige præcist det, vi har brug for: mønsterbrydere. At der er nogen der inspirerer os til at holde op med at lave mere, og i stedet kaste os ud i det bedre. Som en debattør har skrevet i en tråd på en af mine tidligere artikler, har vi i Danmark alle muligheder for at være det konstruktive positive bidrag, men det kræver, ”at der startes nedefra, hvor den enkelte tager sig selv og sit bidrag til samfundet op til revision. Bliver det let? Nej, for fanden. Men det kan vel kun lade sig gøre, hvis en eller anden, og derefter stadigt flere, går i gang” (steenolsen).

 

Jeg har døbt bevægelsen fra mere til bedre ”Innovationsbevægelsen” (følg med på facebook). Den er ikke min. Den er vores. Det bliver ikke nemt – men det bliver garanteret sjovt, originalt og anderledes!

 

Håber du vil med – for Danmark har brug for dig :o)