At have sin egen
virksomhed er efter min mening, den bedste "undskyldning" for at have sit eget
personlige udviklingsprojekt. Med de rigtige opgave vokser man som menneske,
man kan udvikle sig med sine kunder, løse problemer på sin helt egen kreative
måde og sætte nye mål, der træner ens innovative muskler.
Det fundamentale og
grundlæggende spørgsmål er dog: Hvad vil du? Den fremtid vi bevæger os ind i er
frugtbar med uendelige muligheder. Alle kortene ligger på bordet. Og som i
poker behøver man ikke have den bedste hånd for at vinde, man skal bare spille
sin kort på den mest optimale måde. Det betyder ikke, at alt det, man vil,
bliver til virkelighed. Springer man ud fra 10. etage, mens man råber "jeg vil
flyve, jeg vil flyve", rammer man jorden lige så hårdt som alle andre. Det
betyder blot, at der ligger en enorm drivkraft i en beslutning. Det du gerne
vil, skal du skrive ned og gerne dele med din familie, og dem der støtter dig.
Det du gerne vil, skal ikke være en gættekonkurrence.
Viljestyrke er en
fænomenal kraft. Viljestyrke er, når du gør noget andet end det, du har
allermest lyst til, fordi du besluttet dig for det. Viljestyrke får dig til at
løbe den sidste kilometer, selvom du er ved at kaste op, holder dig vågen hele
natten, fordi projektet skal afleveres i morgen tidlig, eller forhindrer dig i
at skylle kolik-barnet ud i toilettet. Det er blevet påvist, at de ægteskaber,
der holder, er dem hvor begge parter beslutter sig for, at det skal holde. Deres
kærlighed er ikke nødvendigvis større end andres, og alle forhold har op- og
nedture. "Failure is not an option" er et motto, der kan bruges til andet end
at hente forvildede rumskibe ned på jorden.
Nogle mennesker bruger ikke deres viljestyrke
konstruktivt. Det tager f.eks. måneder at vænne sig til smagen af cigaretter,
kaffe og øl. Andre bruger deres viljestyrke på at insistere på, at livet er en
lang lort, som man hver dag skal tage en stor bid af. De fleste af os har ikke
megen viljestyrke endsige vindermentalitet, og derfor skal vi bruge vores
viljestyrke, der hvor den virkeligt vil gøre en forskel, nemlig på at insistere
på at være åben, imødekommende, lyttende og konstruktiv.
Det samme gælder for kunder og
samarbejdspartnere. Hvis ikke de vil, hvis de allerede har besluttet sig for et
"nej", så kan vi ikke flytte dem. Og vi kan jo lugte det, så snart vi kommer
ind ad døren "det her får vi aldrig solgt igennem". Sidder du med den
fornemmelse, så tag dine idéer og gå med bravour mens du knejser som en
primadonna med nakken, og sig "I er ikke klar til mig". Eller tag den lidt mere
ydmyge: "jeg kan godt mærke på jer, at I ikke vil ombord i mit tog, men hvad skulle der til for, at I ville?".
For som en af mine medarbejdere har sagt: "man
kan lede en hest til vandet, men man kan ikke få den til at drikke, og så
nytter der ikke, hvor meget man så end suger den i måsen".
Hvis folk ikke vil, kan vi ikke flytte dem. Men
vi kan skabe en vision, der er så attraktiv, at de ikke kan lade være med at
følge os.
Men den tager vi næste gang.
"Hvad
vil jeg" øvelse 1:
Skriv alle de gode ting ned, der kommer til at
ske for dig (for når man ved, hvad man vil, er resten "bare" hårdt arbejde".

"Hvad
vil jeg" øvelse 2:
En social kontrakt er en aftale, du kan indgå
med sig selv, eller med sine samarbejdspartnere. Det er kort skriv, hvori man
aftaler sine principper for adfærd i gruppen - hvordan opfører vi os, for at vi
bliver en succes både i hverdagen og i fremtiden? En social kontrakt skal helst
skrives i et blomstrende, levende sprog. Ellers bliver det hurtigt for
dikterende og buzzwordsagtigt.
