Om et par timer tager jeg ud i lufthavnen og henter Bruce Moen. Han er den amerikanske ingeniør og efterlivsudforsker hvis bøger jeg oversætter og udgiver på Forlaget Uforklarbar. Og på fredag går det så løs med hans workshop, og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften! Sidst han var her, var i september 2007, og der havde jeg skrabet 3 deltagere sammen (som var superglade og tilfredse). Denne gang er vi oppe på 12-14 stykker, så det er da gået lidt fremad. 
Det er ikke helt så mange som jeg havde håbet, men en 4-5-dobling kan man da kun juble over. Og 4 af dem er endda kommet langvejs fra - to kommer helt fra Bangkok, og to fra Spanien. Folk fra Jylland synes sjovt nok (set i det lys) at København er for langt væk, så resten er sjællændere. Hvis jeg vil have jyderne med, må jeg arrangere noget i Jylland en dag, og det får jeg forhåbentlig også mulighed for. Jeg glæder mig allerede til at se alle de glade ansigter under workshoppen, for jeg ved at det bliver en succes. Umiddelbart ikke ret stor økonomisk set, men glædesbarometeret kommer temmelig sikkert til at stå på klart vejr og solskin!
En anden ting jeg glæder mig over: Når man nu hiver en så stor, men i Danmark forholdsvis ukendt, kapacitet på det spirituelle område til landet, så håber man som arrangør og udgiver af hans bøger på noget presseomtale. Sidst lykkedes det med hjælp fra Jan Winum at få en artikel på Avisen.dk og et stort interview i Kristeligt Dagblad. Det lykkedes også at få et stort interview i Urban - eller det troede vi, men så blev der udskrevet folketingsvalg, og interviewet nåede aldrig at blive trykt. Jeg har ærgret mig gul og grøn over det siden, og jeg har forsøgt at få det trykt denne gang, da det jo ikke er blevet uaktuelt, men journalisten reagerer simpelthen ikke på mine henvendelser. 
Møgærgerligt. MEN så er det at jeg nu har været så heldig at Jyllandsposten har reageret positivt på den pressemeddelelse jeg sendte ud i sidste uge, og har bedt om et interview med Bruce i morgen. Så der er håb. I hvert fald kommer der næppe noget folketingsvalg denne gang. (Men nu vil jeg alligevel lige se det på tryk inden jeg lægger et jubelindlæg ud i Jantetæskeren!)
Sidder du nu og synes at det kunne være helt vildt spændende at bruge din weekend i selskab med Bruce Moen (og tro mig, det bliver en spændende weekend!), eller kender du nogen som ville være interesserede, så er der, som du nok har gættet, stadig plads på holdet, og da vi nu er så tæt på "lukketid", så finder jeg gerne en rigtig god Amino-pris. Skriv!
Da jeg for et par år siden skulle have trykt den første (og foreløbigt eneste) bog på Forlaget Uforklarbar, brugte jeg trykkeriet Nørhaven i Viborg. For det første var det dem der gav mig det bedste tilbud, og for det andet indbød de mig straks til et møde på deres kontor i København da jeg bad om et tilbud. Her blev jeg taget godt imod og kunne som fuldkommen uerfaren forlægger se og mærke de forskellige bogkvaliteter og nemt beslutte mig for hvordan min bog skulle se ud. Selve opgaven løste deres svenske datter-trykkeri ScandBook i Sverige.
Nu skal jeg endelig have trykt en bog mere, En Rejse Hinsides al Tvivl af Bruce Moen. Det har været et langt og sejt arbejde at oversætte den, så det bliver skønt endelig at se den som færdig bog! Så de sidste par uger har jeg indhentet tilbud fra forskellige trykkerier. Til min skræk var bogtryk tilsyneladende blevet meget dyrere siden sidst. Sidst gav jeg 20 kr. pr. bog, og det billigste tilbud jeg kunne finde denne gang, lød på 24,35 kr. Jeg prøvede naturligvis Nørhaven i håb om at de kunne gøre det til samme pris som sidst, men de havde desværre været igennem en konkurs og var genopstået i en ny konstellation. Det svenske trykkeri var solgt fra for et par år siden, og de kunne derfor ikke levere samme produkt længere. Æv.
Med et par dyre tilbud i min indbakke sad jeg og havde lidt ondt af mig selv og min bankkonto, da det pludselig slog mig at det svenske trykkeri måske stadig eksisterede uafhængigt af Nørhaven. Jeg havde ledt efter dem på nettet for et godt stykke tid siden og havde ikke kunnet finde dem, så derfor lå det ikke lige for, men nu besluttede jeg mig altså for at se efter igen. Heldigvis! Tilbudet fra dem lød på 19 kr. pr. bog! En 5'er sparet pr. bog er rigtig mange penge når man har meget lidt at gøre godt med! Tilmed tilbød den medarbejder jeg fik tilbudet af,at kigge forbi - han skulle nemlig alligevel til København et par dage efter påske. Jeg svarede lidt fåret tilbage at han naturligvis var velkommen, men at jeg altså bare var et lillebitte forlag med måske 1-2 udgivelser om året, så jeg ville have fuld forståelse for hvis han ikke havde lyst til at spilde sin tid på mig. (Det er nok tydeligt at min forlægger-selvtillid kan ligge på et meget lille sted 
). Men det gjorde ham bestemt ikke noget, så her til morgen kunne jeg byde en jakkesætklædt svensk herre indenfor i min stue. Han var særdeles behagelig og forklarede mig at det da ikke var op til ham at vurdere om et forlag var stort eller lille - han var interesseret i at levere en god vare som kunderne var tilfredse med. Og desuden kunne det være mere interessant at arbejde med et lille forlag end et stort, da et lille forlags eksistens jo nærmest stod og faldt med en god produktion.
Vi fik en kop kaffe, og han viste mig de forskellige former for omslag de kunne tilbyde, og havde forskellige eksempler på hvad der virkede godt, og hvad der virkede mindre godt. Noget jeg ikke ellers ville have set eller tænkt over. Så nu har jeg fået nogle tips til hvordan de næste par omslag skal se ud, og jeg har fået en kontaktperson som jeg har tillid til, og som jeg nu ved jeg kan trække på når jeg er i tvivl om noget. Ingen af de danske trykkerier indgød mig den samme tillid. Behøver jeg sige hvor jeg lægger mine opgaver fremover? Selvfølgelig betyder prisen også en del, men ikke alt, og havde ham her været de 5 kr. dyrere, havde han sikkert fået opgaven alligevel alene pga. den personlige kontakt.
Nåh jo, jeg havde faktisk kontakt til et dansk trykkeri, Johansen Grafisk, som jeg også havde lyst til at lægge mine penge hos alene pga. en behagelig telefonsamtale, men de var desværre alt for dyre (altså til den type bog jeg ville have). Derimod får de ganske sikkert lov at tage sig af den grafiske opsætning af bog og omslag, af samme grund. (Og jeg er ikke engang sikker på at det er dem der kan gøre det billigst, men de koster det samme som jeg gav sidst, så det gider jeg ikke bruge mere tid på at spekulere over.)
Så det jeg egentlig vil sige med dette indlæg, er at personlig kundepleje betyder rigtig, rigtig meget for hvor man får lyst til at købe sin vare/ydelse. Det giver tillid, og det giver kunden en følelse af at være vigtig. Sådan virker det i hvert fald på mig, og jeg er sikkert ikke den eneste. Så hvis du sidder i et firma hvor du skal give tilbud på forskellige opgaver, så brug lige den lillesmule ekstra tid det tager at være personlig og vise interesse for din kunde - så er det ikke sikkert det betyder så meget om du er en lille tand dyrere end de andre. Selvom jeg har været heldig at de billigste også var de rareste. 
Måske er det lidt sært som forlag at udgive noget på et andet forlag, men når nogen kan noget man ikke selv kan, og tilmed giver et godt Amino-tilbud på det, så må man slå til.
Jeg har siden jeg udgav Rejser ind i det Ukendte af Bruce Moen i 2006 tænkt at jeg da måtte se at få den sat til salg som e-bog også. Men for mig ville det blive noget i retning af at folk kunne overføre penge til min konto, og så kunne jeg sende dem en pdf, og det var altså ikke tillokkende nok for mig til at jeg tog mig sammen og skrev den lille tekst på min hjemmeside der skulle til for at den meget simple løsning var på plads.
Via Twitter opdagede jeg så for nylig at Brian Brandt her fra Amino havde lavet et nyt e-bogsforlag, Forlaget Myll, og at han tilbød præcis det jeg havde brug for. Så da han her på Amino tilbød gratis oprettelse for os Aminoer, krævede det ikke lang betænkningstid. Og derfor kan Rejser ind i det Ukendte fra i dag købes som e-bog via Forlaget Myll.
Jeg sidder og er i gang med at arrangere en workshop med den forfatter hvis bog jeg har oversat og udgivet, Bruce Moen. En amerikansk ingeniør som på meget jordnær vis underviser folk i at finde deres egne beviser for at Efterlivet eksisterer. Jeg har beskæftiget mig med ham og hans bøger i omkring 7 år nu, og jeg glæder mig til han kommer til landet igen. Sidst jeg arrangerede en workshop med ham, var jeg ret sent ude, og det gjorde at vi gennemførte en workshop med kun 3 deltagere! Det var en succes på den måde at dem der deltog, var superglade for det, men det kostede mig omkring 10000 kr. at gennemføre det. Penge som jeg dog på forhånd havde indstillet mig på at "tabe" fordi det nu i første omgang bare var vigtigt for mig at prøve det af, at se om jeg kunne få noget presseomtale mens han var her, og på den måde se om jeg kunne skabe noget interesse for hans bøger og kommende workshopper. Vi fik da også en god artikel i Kristligt Dagblad og på Avisen.dk, og han gav et større interview til Urban som de desværre aldrig bragte. Der blev nemlig udskrevet folketingsvalg, og så var al spalteplads pludselig brugt på det. Men jeg har en forhåbning om at de vil bringe det nu hvor han kommer igen - vi får se. :-)
Grunden til mit blogindlæg her er at jeg lige blev mindet om at jeg er vokset gevaldigt de senere år, og det er superfedt at mærke. Jeg ved at det jeg vil nævne her, er småting for andre mere driftige mennesker, men for mig er det stort. Jeg havde nemlig aldrig troet at det var mig der skulle arrangere sådan en workshop. For et par år siden gik jeg i panik bare ved tanken! Det var helt klart noget min daværende kæreste (som jeg oversatte den første bog sammen med) måtte tage sig af hvis det skulle blive til noget, for JEG kunne i hvert fald ikke finde ud af sådan noget. Jeg ved ikke helt hvad jeg i min panik bildte mig ind var så svært ved det, for jeg har faktisk en rimelig god organisatorisk sans, har jeg opdaget, men det var i hvert fald helt uoverskueligt for mig. Alligevel sprang jeg til da muligheden opstod i 2007, for nu havde jeg jo udgivet denne her bog, og en af mine drømme var også at arrangere hans workshopper. Så jeg kastede mig ud i det, og det viste sig slet ikke at være så svært som jeg havde bildt mig ind. Ja, altså, bortset fra at jeg ikke fik ret mange deltagere, og det kostede mig en helvedes bunke penge, men det var mere et spørgsmål om uheldig timing. ;-) Siden da har jeg fået en hel del henvendelser fra folk der er interesserede i at deltage, så jeg er ret sikker på at vi denne gang bliver mange flere end 3. Og panikken er fuldstændig væk nu. Det er ikke en skid svært, og jeg synes bare det er vildt spændende at se hvor godt jeg kan gøre det denne gang.
Og så var det bare det slog mig hvor FEDT det er at mærke at man er vokset indvendigt. Det er klart en stor motivation for at kaste sig hvor man ikke tror man kan bunde, og det er jeg blevet ret god til at gøre. Faktisk tænkte jeg her til morgen at jeg muligvis har mistet min evne til at bekymre mig. Jeg ved ikke om det er sundt eller usundt, men det er i hvert fald dejligt! Lige nu har jeg egentlig mange grunde til at bekymre mig om ting og sager i mit liv når jeg tænker nærmere over det, men jeg kan simpelthen ikke finde bekymringen frem! Og det er ikke sådan at jeg skubber den væk - den er der bare ikke.
Nå, ikke mere filosoferen over mig selv for denne gang. Jeg har en workshop at arrangere. (Kig gerne her: http://uforklarbar.dk/arrangementer.html hvis du er nysgerrig efter hvilken.)
Tiden er kommet hvor jeg må følge mit indre kald og blive en ægte Amino! Når jeg fredag eftermiddag tager hjem fra Amino-kontoret, er det derfor ikke bare for at holde weekend, men for at hellige mig den lille virksomhed jeg oprettede for et par år siden, ved navn Uforklarbar. Det vil sige at jeg fremover kan kalde mig oversætter, forfatter og forlægger (og hvem ved hvad der ellers dukker op af titler) på fuld tid. Jeg har jo hele tiden været det i hjertet, men med et fuldtidsjob som man også synes er interessant og har svært ved at lægge fra sig når man kommer hjem, har det været for nemt at skubbet hjertet lidt væk til "der bliver mere tid". Men tiden kommer ikke hvis man ikke tager den, og det blev ganske enkelt til for lidt, hvilket hjertet bestemt ikke brød sig om!
Det betyder dog langt fra at jeg siger farvel til Amino. Jeg er så heldig at kunne beholde de opgaver jeg havde lyst til at tage med mig, men nu bliver det på freelance-basis på langt færre timer i stedet for som fuldtidsansat. Så jeg er stadig "mor", endda med endnu mere tid til forummet, og jeg glæder mig til at deltage mere i debatten som bruger igen. Og LUR MIG om ikke jeg snart trænger til en fredagsbar som i de gode gamle dage! 
Til mine kære chefer og kolleger vil jeg sige TUSIND tak for at Amino har været verdens fedeste arbejdsplads, og for at I fortsat vil arbejde sammen med mig på et andet grundlag. Man kan ikke få større forståelse for og opbakning til at ville følge sin passion som jeg har fået fra jer (alt andet ville muligvis også være underligt i netop Amino ). Det har simpelthen været så stort at opleve, og jeg tør ikke andet end at få succes som selvstændig så jeg kan vise den opbakning ære.
Mange ved ikke hvor nemt det er at være bloddonor. De tror at det er noget meget besværligt noget med at man skal bevæge sig op på hospitalet og bruge oceaner af tid på transport, og så får de ikke lige sat sig mere ind i det og tilmeldt sig. Men så galt er det slet ikke. I hvert fald ikke hvis du bor eller arbejder i Storkøbenhavn. Så kan du nemlig melde dig som udrykningsdonor. Det betyder at du fire gange om året bliver hentet i taxi på din arbejdsplads eller derhjemme, bliver fragtet til nærmeste blodbank og pænt bliver kørt hjem igen når du er færdig. Helt gratis for dig. Det tager typisk en lille times tid, og så har du gjort en god gerning. Nemt, ikk'?
Læs mere om at give blod på givblod.dk og tilmeld dig i dag! Der er brug for det.
(P.S. Min eksmand var bloddonor på trods af sin nålefobi - det kalder jeg et mandfolk! 
Der er ingen undskyldninger med mindre du er syg. Af sted med dig!)
Jeg har altid været tryghedsnarkoman. Det har betydet at der de første 29 år af mit liv ikke skete ret meget. Livet gik sin gang på en ret almindelig (men også dejlig - tag ikke fejl) måde. Men så skete der noget! Jeg blev rykket ud af Hus, Honda og Huskatte-livet! Hvordan og hvorfor er efterhånden en så gammel og kedelig historie at jeg ikke gider fortælle den igen. Kig på min private blog hvis du er nysgerrig. Det jeg vil sige, er at mit liv hverken har stået stille eller været kedeligt de sidste syv år. Tværtimod. Det har været en konstant strøm af arbejde, oplevelser, målsætninger, flytninger, følelseskaos, nye netværk, nye jobs, forelskelser, sygdom, dødsfald, nye ambitioner, bøger og læssevis af ny viden.
Af og til kan jeg godt bare ønske mig et tv-liv. At sætte mig i sofaen med en lige så træt partner ved min side (evt. iført ens joggingsæt for at fuldende billedet), en kande kaffe og en pose småkager. Og så lade mig bedøve af realityshows og quizzer.Ingen ambitioner, mål, drømme og forventninger. Bare et 9-17-job og så hjem foran kassen. Det ville være så dejlig nemt og trygt.
Men det ønske varer nu ikke ret længe ad gangen, for det er gået op for mig at jeg ikke længere er tryghedsnarkoman! Tværtimod. Jeg dødkeder mig når noget bliver for velkendt - og jeg har stadig ikke vænnet mig til at det er sådan jeg er! Jeg har det lidt ligesom en meget overvægtig person der taber 30 kilo og bliver ved at se sig selv som tyk. Jeg tror stadig jeg ønsker tryghed.
Men jeg har lige taget en beslutning der vidner om det modsatte. Jeg vil sælge min andelslejlighed og bo til leje i stedet for. (Årsagen er at jeg hellere vil have 400.000 i hånden end at skylde min bank 600.000, og det synes jeg sgu selv er et ret godt argument.) Det lyder måske ikke som noget vildt skridt at tage, men mange synes jeg er fuldkommen vanvittig! Tænk at jeg vil opgive min skønne lejlighed for noget så usikkert som en lejebolig. For ikke nok med at jeg vil bo til leje, jeg overvejer faktisk kraftigt (meget kraftigt!) at sælge alle mine ejendele og måske bo i fremlejede lejligheder i kortere perioder ad gangen. Simpelthen for at tvinge mig selv til ikke at gro fast. Selvfølgelig regner jeg ikke med (eller hvad ved jeg - intet er jo selvfølgeligt i mit liv længere) at jeg gider leve sådan resten af mit liv, men jeg er som forholdsvis nysingle for første gang i mit 36-årige liv fuldstændig uafhængig af andre mennesker - på privatfronten, mener jeg. Og jeg har det virkelig sådan lige nu at det eneste jeg har brug for, er et godt skrivebord og en stol så jeg kan skrive og oversætte mine bøger, og så en god seng at sove i. Mit store, lækre køkken er ligegyldigt, for jeg laver aldrig mad. Af samme grund har jeg ikke længere brug for mit spisebord som kan udvides til de 14 gæster som jeg aldrig inviterer. Og hvad skal jeg med sofaerne når jeg aldrig ser fjernsyn. En god lænestol at nyde en god bog i ville være rigeligt. Jeg kigger på mine reoler og tænker "gamle fotoalbums med billeder fra fortiden - hvad skal jeg med dem?" Hvad skal jeg med noget som helst?
Havde jeg stillet det spørgsmål i et anfald af depression, havde der nok været grund til bekymring, men jeg kan blive helt euforisk ved tanken om at smide ud! Jeg er så superglad og balanceret at det ikke bekymrer mig en tøddel. Jeg har aldrig fortrudt noget som helst i mit liv. Selv det der har gjort allermest ondt, har jeg forevigt kært, for det har lært mig en helvedes masse. Så hvorfor frygte at jeg skulle fortryde denne her beslutning? Det må jeg lade andre om, for jeg gør ikke.
Der var engang en fyr der hed Lars (det er der faktisk endnu). Han startede en pakkeleg på sin blog. Først sendte han en pakke til Michael. Så sendte Michael en pakke til Anja. Så sendte Anja en pakke til Thomas. Og så gik legen i stå fordi ingen ville modtage en pakke og blogge om den? Ej, vel? Den kan da ikke slutte der!
Hvis du er frisk på at få en pakke, blogge om den og sende en ny pakke videre, så smut da lige over på Thomas Lindbys blog og meld dig til! :-)
Carsten Graff skrev i 90'erne en del om it og information, så mange it-folk kender ham nok der fra. Jeg opdagede for nylig at han har lavet noget der hedder Stemningshotellet hvor han holder kurser og foredrag, og dette indlæg er bare en opfordring til at kigge nærmere på dem, for de er baseret på en dejlig skæv og anderledes tankegang som i hvert fald tiltaler mig.
Jeg var til et "foredrag" i går aftes der hed "Kunsten at spilde tiden". Hvad jeg syntes om det, kan du læse på min private blog.
Jeg har lige brugt lidt plads på min private blog på at hylde den eneste tøjbutik jeg nogensinde har nydt at handle i, nemlig Bravissimo som sælger tøj/undertøj til storbarmede kvinder. Jeg ville sådan ønske at jeg interesserede mig bare en lille smule for undertøj på et mere professionelt plan, for så ville jeg have den ondeste passion for at bringe det her koncept til Danmark. Ikke at jeg aner om de overhovedet er interesserede i at udvide til andre lande, men jeg ville ønske der lå sådan en fysisk butik i København så jeg kunne boltre mig der når købelysten kom over mig, og det gør den i stor stil hver eneste gang de sender nyt katalog på gaden eller sender mig et nyhedsbrev. Jeg er slet ikke i tvivl om at sådan en butik kunne blive en stor succes i København - jeg er bare overhovedet ikke selv interesseret i at arbejde med tøj/undertøj. Derfor dette blogindlæg i håb om at en eller anden (sikkert storbarmet) iværksætterkvinde på Amino kan se fidusen og få min drøm om en Bravissimo-butik i København til at gå i opfyldelse.
Glad og stolt må jeg lige gøre lidt skamløs reklame. Min svigerinde, Lene Riebau, har lige udgivet sin første cd, Jazz Handle, og jeg har netop downloadet den på iTunes. Sådan en kold morgenstund hvor et ubehagelig skænderi med en god ven i telefonen omkring midnat stadig sidder i kroppen på mig sammen med trætheden efter en dårlig og alt for kort nattesøvn, går det her bløde, lækre musik ind lige der hvor sjælen er flosset, og nusser de tyndslidte nerver på plads. Aaah...
Genren er jazz/soul/r'n'b og hendes stemme sammenlignes ofte med Erykah Badu. Hvis du ikke vil nøjes med mit ord for at den er værd at investere de sølle 80 kr. i (på iTunes), kan du læse et par anmeldelser her og her (hvor den også kan købes som rigtig cd).
Men måske er du mere til hard rock? Det er familien heldigvis også leveringsdygtig i i form af min stjerneguitarist af en bror. Jow jow, vi har noget for enhver smag.
Min mobiltelefon ringede i morges. Det var en mand der spurgte om jeg havde en blog på nettet hvor jeg havde skrevet noget om massage? Joooo, jeg har jo ganske vist lavet et blogindlæg der hedder "Jeg vil lægge krop til 70 mænd på skift" (det er dog flyttet til min private blog) som på trods af den skumle overskrift bare handlede om en drøm jeg har, om at få tilstrækkeligt med massage. Så jo, det var mig han efterspurgte. Næste spørgsmål lød så om jeg havde lyst til at få den drøm opfyldt? En anelse forvirret over at en fremmed mand ringer kl. 9 om morgenen og spørger til et blogindlæg jeg lavede for nogle uger siden, tænker jeg i min evigt optimistiske vilje til at lade tvivlen komme folk til gode at manden måske var massør og stod for at skulle lave en event eller noget. Det var han så ikke... I hvert fald var det intimmassage han var interesseret i, og det var jeg sjovt nok ikke. Det sidste gyldne spørgsmål lød "er du en frækkert". Det var ellers næsten ikke til at stå for, men igen måtte mit svar være nej. Hvor meget jeg end tænder på ordet "frækkert", så havde jeg altså ikke lige lyst til at lægge krop til netop ham.
Min undren i løbet af dagen er nu gået på hvordan man egentlig finder det blogindlæg. Hvad er det for en (sjofel) googlesøgning der får det frem? (Han havde bare fundet det ved at "søge lidt på nettet").
Okay, nr. 1 på min liste over ting der undrer mig i forbindelse med morgenens opkald, er selvfølglig: Hvad får en sikkert helt almindelig mand til at ringe til en fremmed kvinde og tilbyde sin "hjælp" uden at hun har opfordret til det. VAR det simpelthen fordi jeg glemte at skrive "kun seriøse henvendelser" i indlægget?? 
Flere indlæg
« Forrige side -
Næste side »