Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg befinder mig i et dødvande for tiden. Og "for tiden" har varet alt for længe. Jeg mangler ikke ideer, og jeg mangler sådan set heller ikke tid til at udføre dem. Jeg mangler simpelthen motivation. Og hvor jeg end vender mig hen for at finde mere af den, synes jeg nærmere jeg mister den smule jeg har. Faktisk er jeg ved at få en lille smule kvalme. Det KAN være fordi jeg ser alle de andre gøre det jeg ikke selv gør, og gøre det med succes. Det KAN være misundelse. Det er jeg slet ikke blind for. Det kan være svært at stå stille og se de andre suse forbi med 100 i timen, og det kan gøre en så'n lidt småbitter. Men inden jeg kigger indad og får løst den del af det, må jeg så ikke nok have lov at brokke mig - bare lidt? ;-)
For jeg er sgu så træt af hvor ens alle markedsfører sig efterhånden. Det er som om alle har været på det samme vejen-til-succes-kursus og følger den samme opskrift, og når man kender den, så ser man så tydeligt hvordan alt er skåret over samme læst. Der er bestemte formler for hjemmesidetekster, nyhedsbreve, onlinekurser, teleklasser (gratis, men så kommer der selvfølgelig et onlinekursus der matcher, lige bagefter), salgsmails, tilbud (som alle udløber i morgen kl. 12 - så skynd dig!), workshops, foredrag (gratis, men tilfældigvis nærmer der sig en uddybende workshop om samme emne som du ikke kan undvære), kundeklubber, produktpakker, e-bøger, blogs osv. Det er så forudsiiiiiiiigeligt at det næsten ikke er til at holde ud!
Midt i mit brok kan jeg ikke understrege nok hvor meget jeg tager hatten af for dem der bare GØR det der og kører med klatten, og jeg håber af hele mit hjerte (især fordi jeg kender flere af dem) at de hiver guld hjem i voldsomme mængder. Virkelig! Og jeg ville ønske jeg bare kunne skide på min tiltagende kvalme og gøre dem kunsten efter. Men jo flere der kommer af dem, desto mere modstand mærker jeg indeni. Jeg gider simpelthen ikke ligne alle de andre. Jeg gider ikke at lancere et produkt, og så kan der sidde sådan en som mig og sige "nååå, og lige om lidt kommer så bloggen, kundeklubben, teleklassen og onlinekurset" - og have ret i det! Jeg gider ikke være så forudsigelig! Desværre, for det ser ud til at være sådan man tjener penge, og med min holdning får jeg så ingen bid af den kage.
Det er sikkert også bare en fæl bivirkning af konstant at omgive sig (online) med iværksættere og dele inspirationskilder. Andre mennesker - dem vi kunne kalde helt almindelige kunder - oplever det nok ikke sådan. Jeg går jo ikke rundt i Kvickly og bliver muggen over at se hvordan de nu IGEN har placeret deres varer præcis lige som alle de andre butikker, eller brokker mig over gadeskiltene der prøver at lokke mig ind i butikkerne, fordi de ligner de andres gadeskilte. Det bemærker jeg knapt nok.
Nå, hvis nogen skulle reagere på mit indlæg med et "du er bare misundelig", så er det sgu sikkert rigtigt nok. Så jeg må klø på med at finde den gyldne middelvej mellem det jeg kan se virker for de andre, og noget der er mere mig, hvor jeg føler at jeg bevarer min integritet, så jeg igen kan finde noget motivation til at markedsføre mig selv, og på den måde fjerne mit negative fokus fra det at nogen faktisk bare kan deres kram og gør det.
Hvis du endnu ikke blogger om netop det emne du brænder for, kan jeg kun opfordre dig til at komme i gang. Nu!
Jeg sidder her i dag på min altan og skriver med et meget stort smil på læben. Ikke bare fordi solen skinner, men fordi jeg lige har været inde i DR Byen og blive interviewet til en halv times udsendelse der bliver sendt i eftermiddag på P1. I den udsendelse bliver jeg - vist endda et par gange - præsenteret som "forfatter, foredragsholder og oversætter der på Forlaget Uforklarbar udgiver bøger af den amerikanske forfatter og efterlivsforsker Bruce Moen, og desuden har hjemmesiden efterlivet.dk og arrangerer workshops med Bruce Moen". Det er første gang jeg har været i et medie der har præsenteret mig med så mange detaljer som for mig, der jo ud over at have en stor passion også har produkter jeg gerne vil sælge, er utrolig vigtige at få nævnt. Og at det lige sker på en landsdækkende og seriøs radiostation som P1, gør bestemt ikke noget. Og så helt uden at jeg selv har bedt om det.
Nu er det ikke min blogs skyld at de er så søde at nævne alle de ting, men det er i høj grad min blogs skyld at jeg er blevet inviteret ind som gæst i udsendelsen. Ugens tema er livet efter døden, og når man - og dermed også journalister og tilrettelæggere - googler det emne, så ligger jeg temmelig højt på listen fordi jeg blogger om netop det. Jeg har prøvet at "pressemeddele" mig til omtale, men det er en ret tung vej at gå. Det er MEGET sjovere selv at blive kontaktet af journalister der synes man har noget interessant på hjerte.
Nu er det ikke fordi jeg blogger for at få medieomtale - faktisk slet ikke - og det er måske netop derfor jeg får den. Mit bloggeri om efterliv, utroskab og andre ting har skaffet mig i: debatudsendelser på P1 (2 gange), "Så har vi balladen" på P4 (2 gange), Go'aften Danmark, Psykologi, Femina, Søndag (2 gange), Alt for damerne, TV Europa, Ekstrabladet + et par onlinemedier og omtale på andre blogs. Jeg må tilstå at min medvirken i de landsdækkende medier aldrig er noget jeg har kunnet aflæse direkte på den berømte bundlinje (måske især fordi der ikke tidligere har været den direkte omtale af URL'er, bøger og firmanavn), men jeg er sikker på at omtalen har stor indflydelse på hvor troværdigt og interessant jeg fremstår for læsere/lyttere/seere og for de journalister der krydser min vej fremover. Vi vil jo hellere handle med nogle vi kender og har et godt indtryk af, end nogle vi aldrig har hørt om. Så har du ikke allerede en blog, kan det efter min mening kun gå for langsomt med at komme i gang.
I ... var det 2005? da jeg begyndte at bruge Amino, var det fordi jeg havde en drøm om at lave en bogcafe. Det skulle være en bogcafe kun med spirituelle bøger. Jeg elsker at læse den slags og er dermed også vild med den slags boghandler, og jeg syntes der manglede en mulighed for at sidde og hygge sig med en god kop kaffe i de dejlige butikker - og så var drømmen om min egen bogcafe født. Det var min første iværksætterdrøm nogensinde.
Virkeligheden udviklede sig som bekendt noget anderledes, og min bogcafe blev i stedet til Forlaget Uforklarbar (at det skulle have været en bogcafe, forklarer navnet UforklarBar ;-)). Men i går blev der pustet lidt til drømmen igen. Jeg var nemlig inde i en af de butikker. Det er en solid gammel butik med et kæmpe udvalg, og man er ret sikker på at finde hvad man kom efter. Jeg har dog aldrig syntes at det var den bedste butik at komme i. Noget føltes ikke rart - uden at jeg kunne sætte en finger på hvad - men jeg kom der nu alligevel fordi den var nærmest. Det er jeg ikke sikker på at jeg vil gøre længere.
Jeg var derinde for at købe en fødselsdagsgave til en veninde. Det var kort før lukketid, så jeg have ikke så meget tid at lede i og endte derfor med en lidt "blandet pakke" i form af en god bog, et par duft-stearinlys og et smukt pendul. Egentlig ganske tilfredsstillende. Et par minutter i lukketid gjorde den ene ekspedient opmærksom på at det var ved at være "sidste udkald". Jeg sagde spøgende "nej nej, I må ikke lukke endnu - jeg kan bruge meget mere tid her" hvortil hun bemærkede at de glædede sig til at komme hjem. Dog med et smil, men alligevel ikke et fedt signal at sende, vel? Nå, men jeg stod så der et minut i lukketid og skulle vælge mellem de penduler jeg havde kastet min kærlighed på. Nu ved den typiske Amino-bruger måske ikke så meget om penduler, men jeg kan fortælle at det ikke umiddelbart er nemt at vælge sådan et til andre da det er et meget personligt redskab, men jeg tænkte at hun jo kunne bytte det. Det tænkte jeg højt, og svaret lød så at "penduler bytter vi ikke". Et pendul svarer til en halskæde med vedhæng og er altså ikke noget man slider ved at pakke det ud, så det undrede mig jo, men forklaringen lød at "det jo var noget med energier og sådan noget". Suk. Havde jeg ikke skullet aflevere gaven en halv time efter, havde jeg fundet en anden butik lige der. Og det er ikke fordi jeg har noget imod at folk taler om "energier og sådan noget" - sådan en særling er jeg jo selv - men fordi det ganske enkelt er et latterligt dumt argument. Hundredevis af kunder går og piller ved varerne i sådan en butik og må så absolut sætte deres aftryk af "energier og sådan noget", så hvad fanden gør det at nogen har haft et pendul i hænderne derhjemme og kommer ned og bytter det? (Nå, Amino er næppe rette sted til netop den diskussion - den tager jeg et andet sted. ;-)) Hun oplyste mig i øvrigt også om at de ikke byttede stearinlysene heller. Hvorfor undlod jeg at spørge om. Men bogen kunne dog naturligvis byttes - altså til noget andet! Vi giver ikke pengene retur! Det havde jeg heller ikke forventet, <sarkasme>men fortæl mig da endelig om begrænsningerne i stedet for mulighederne.</sarkasme>
Nå, alt i alt syntes jeg nu alligevel at jeg havde haft et nogenlunde fornøjeligt indkøb. Jeg havde fået hvad jeg kom efter, og så pyt med de der underlige bytteregler. Jeg er vist det man kalder et langmodigt menneske. Altså indtil ... en kvinde stak hovedet ind af døren.
"Vi har lukket," lød det bestemt fra ekspedienten.
"Åh," sagde kvinden, "jeg har et par kvinder stående herude som er kommet helt fra Jylland, og de vil bare lige hurtigt købe en krystalkugle - kan de ikke lige nå det?"
"Nej, for vi har lukket!"
"Ja, det kan jeg forstå, men de er kommet helt fra Jylland, og ..."
"Jamen, vi har altså gjort kassen op"
"Hvis nu de har lige penge, kan de så ikke ...?"
"Nej, for VI HAR LUKKET!!"
Nu havde jeg så lige stået og kigget på de krystalkugler de kære kvinder fra Jylland gerne ville købe, og jeg huskede at der var en til 500 kr. og en til 1.300 kr. ... Og så var det der blev pustet til min drøm. For havde det været min butik - min hyggelige og rare bogcafe - så havde jeg for det første ikke surt afvist en sød og venlig dame med et par veninder der var kommet helt fra Jylland for at købe noget af mig, og jeg havde heller ikke sagt nej til et salg på 500-1300 kr. med det argument at jeg havde gjort kassen op og altså HAVDE LUKKET!!
Jeg gik derfra med en dum følelse af hellere at skulle have lagt mine penge et andet sted og i hvert fald at ville gøre det fremover. Og så den der genoplivede drøm som vist lige der bare handlede om at give alle deres kunder et rarere sted at købe deres bøger. Så ku' de lære det, ku' de. Lysten til at losse nogen hårdt i ansigtet er vist ikke særlig spirituel, men det drive den giver, kan man jo vælge at bruge til noget konstruktivt. Nu blev den foreløbig til et blogindlæg.
På grund af mit freelancearbejde her på Amino gennemlæser jeg alle annoncerne på Virksomhedsbørsen. Det er helt utroligt så mange formuleringer der går igen i de annoncer, og i dag sad jeg og morede mig ved tanken om at bruge de samme vendinger i en datingprofil. Cirka sådan her ville den komme til at lyde i mit tilfælde:
---
Kvinde med stort uudnyttet potentiale søger investeringsvillig partner
Beskrivelse: Har været i drift i 39 år med stigende overskud. Enkelte nedgangstider som dog kun har styrket positionen på markedet. Ligger godt på Google og bruger primært organisk markedsføring hvorfor driftsomkostningerne er forholdsvis lave. Har til huse i gode andelslokaler i København.
Bemærk at der ikke bliver tale om 100 % ejerskab da de nuværende partnere ønsker at beholde deres andel.
Grunden til at vi nu søger en ekstra partner, er bl.a. øgede vedligeholdelsesomkostninger og et behov for fornyet input. Desuden ser vi et stort uudnyttet potentiale som kunne afhjælpes ved investering af risikovillig kapital.
Beskrivelse af den ideelle partner: Det er vigtigt at den nye partner er serviceminded, energisk og resultatorienteret. Kapitalstærk partner med stor investeringsvillighed - både økonomisk og tidsmæssigt - vil absolut være at foretrække.
Beskrivelse af konkurrencesituationen: Der er en del andre kvinder på markedet der tilbyder det samme, men få med lige præcis dette unikke koncept hvilket gør konkurrencen stort set lig nul.
Mulighed for indkøringshjælp: Hvis du er uerfaren, bliver der naturligvis sørget for den nødvendige oplæring.
Obs!! Kun seriøse henvendelser!!
---
Hvad siger du - ville den virke? 
Jeg synes jeg skøjter lidt rundt for tiden. Ikke sådan at forstå at jeg savner mål og mening, men mere sådan at jeg har flere spor kørende, og jeg er ved at være lidt forvirret. Og hvis jeg selv er det, kan dem jeg henvender mig til, så overhovedet finde ud af hvad jeg er for en? Hvordan finder jeg en overordnet linje for det hele?
Jeg har som bekendt Forlaget Uforklarbar hvor jeg foreløbig har udgivet to bøger af efterlivsudforsker Bruce Moen og så min egen om utroskab. Det er sådan set "hatten" der har det hele samlet under sig. Men jeg er ikke rigtig forlægger. Bogbranchen interesserer mig ikke synderligt, og jeg har overhovedet ingen ambitioner om at skabe det nye Gyldendal (eller mindre). Jeg oversætter bare nogle bøger jeg synes er fantastiske og vigtige, og så udgiver jeg dem.
Så under denne her hat der hedder Uforklarbar, er der altså to spor. Det ene er "utroskab" som jeg blogger og holder foredrag om, og som er "mit helt eget". Det andet er "livet efter døden" som jeg beskæftiger mig med som formidler af en andens materiale, men som i lige så høj grad er min passion.
Imellem de to spor står så jeg, Anja Lysholm. Og spørgsmålet hvordan jeg som person (hvis det er sådan det skal være?) kan brande mig når jeg sidder mellem to stole? Jeg henvender mig jo lige i øjeblikket umiddelbart til to forskellige målgrupper/interesseområder, men hvem siger at de emner er de sidste jeg kommer til at beskæftige mig med i mit liv? Det er ikke fordi jeg overhovedet bilder mig ind at jeg har noget der ligner et brand, men jeg bilder mig ind at det er vigtigt at tænke over det inden jeg måske en dag har et som ikke var det jeg ville have.
Helt konkret tænker jeg lige nu over mit nyhedsbrev. Jeg har ikke ret mange tilmeldte (og det KAN jo skyldes manglen på retning), og man har hele tiden kunnet tilmelde sig fra både utroskab.org, efterlivet.dk og anjalysholm.dk. Men det betyder faktisk at jeg ikke får skrevet det nyhedsbrev overhovedet! Hvor hver gang jeg har lyst til det, tænker jeg "åh, jamen, nu vil jeg skrive noget om efterlivet - interesserer dem der vil høre om utoskab, sig nu også for det??" - og omvendt. Så jeg havde faktisk tænkt mig nu at splitte nyhedsbrevet op i to, men hvad så med hende Anja Lysholm og hendes fremtidige aktiviteter? Skal jeg så have 3 nyhedsbreve? Eller skal jeg bare være ligeglad og "udnytte" at den fulde pulje af modtagere har sagt ja til at modtage nyt om revl og krat? I så fald bliver det svært at "skrive til målgruppen", for hvem er den så?
Alle mine overvejelser er blevet forstærket af at jeg lige har hørt et podcast med Lykke Rix (jeg ville have lagt et link til det, men nu kan jeg simpelthen ikke se hvor jeg har downloadet det fra), hvor hun kommer med "5 spørgsmål du skal kunne besvare for at få succes som selvstændig". De handler bl.a. om at definere sin målgruppe og se på hvilket problem man løser for den målgruppe - og det hele munder ud i svaret på "Hvilket problem løser jeg for hvem med hvilke særlige kompetencer?". Et svar man kan bruge når man møder spørgsmålet "Og hvad laver du så?". Og det synes jeg faktisk er skidesvært når jeg har to vidtforskellige spor. Der er selvfølgelig ikke andet for end at jeg må se på hvert spor for sig, men jeg gad alligevel godt at finde en fælles linje der kunne få det hele til at gå op i en højere enhed.
Jeg håber mit indlæg giver mening for jer derude, og jeg håber I sidder med nogle gode input der kan give mig lidt mere klarhed over hvilken retning det egentlig er jeg skal bevæge mig i. For lige nu har jeg bare sat mig i en bil og er kørt ud i det blå, og det er også rigtig dejligt, men jeg skulle nødig ende med at fare vild. ;-)
Kommentér løs! 
Jeg havde set frem til en dejlig og konstruktiv dag i dag hvor jeg endelig havde tid til at kigge på mine helt egne projekter og ikke andres, men sådan blev det overhovedet ikke. Jeg har nemlig kvajet mig noget så eftertrykkeligt.
Noget af det første jeg så da jeg slog øjnene op i morges (ja, jeg hører til dem der læser mails på min telefon allerede inden jeg er stået op ...), var en mail fra en der havde formidlet en korrekturlæsningsopgave til mig for en måneds tid siden. Hans kunde havde fået en del meldinger om at der var fejl i hans tekst, og det undrede han sig naturligt nok over eftersom jeg jo havde korrekturlæst den. Ærlig talt var denne kunde vistnok temmelig knotten over det, og jeg skyndte mig at tænde min pc og læse mailen grundigere. Min første tanke var at det nok bare var de sædvanlige kommaer folk brokkede sig over (jeg sætter ikke startkomma hvilket alle kunder naturligvis er "advaret" om inden de siger ja til mit tilbud), men da jeg fik kigget i den medfølgende tekst hvor en læser havde markeret fejlene, måtte jeg med dyb skam konstatere at det ikke bare var det. Der var flere reelle fejl i teksten som jeg absolut burde have fanget. Godt nok er der ikke sjældent fejl i selv Gyldendals og Borgens bøger, men det antal fejl jeg her blev præsenteret for, kunne jeg på ingen måde stå inde for. Jeg tilbød selvfølgelig straks at læse hele dynen igennem igen - jeg kunne næppe kompensere på anden vis. Og det er hele dagen og et stykke af natten så gået med.
Undervejs har jeg reflekteret en hel del over hvordan dælen jeg kunne præstere et så dårligt stykke arbejde som var langt under min sædvanlige standard. Faktisk var de fejl der var i teksten, så påfaldende at en læser helt naturligt ville tænke at denne tekst nok slet ikke var blevet korrekturlæst. Læseren kan jo ikke se at teksten var meget værre før, og man beder heller ikke om få korrekturlæst en tekst for at få rettet noget slemt til noget knap så slemt, men for at få den rettet til noget korrekt. Du godeste, hvor var (og er) jeg flov! Nu har jeg rettet fejlene, men det er jo gået ud over både ham som formidlede opgaven og nu står i et dårligt lys over for kunden som står i et dårligt lys over for sine kunder. Det dårlige lys jeg selv står i, er min mindste bekymring.
Men hvad var det så der gik galt? Jo, jeg gik ganske enkelt på kompromis. Jeg gik på kompromis med både min tid og min pris, og det fik mig til at gå på kompromis med min kvalitet. Kunden havde et budget der lå et stykke under det jeg normalt tager for en korrektur (og jeg er i forvejen lidt for billig), og faktisk havde jeg ikke tid da jeg blev spurgt om jeg kunne tage opgaven. Men jeg er jo så skidesød og vil gerne hjælpe (et godt råd: køb dine ydelser af de benhårde og kompromisløse ;-)), og desuden kunne jeg ærlig talt godt bruge pengene. Jeg overvejede faktisk at svare tilbage at det i så fald ikke ville blive en meget grundig korrektur, men tænkte at man jo ikke kan tilbyde et halvfærdigt arbejde, så enten måtte jeg sige ja og levere en ordentlig kvalitet, eller også måtte jeg sige nej. Da jeg som nævnt faktisk ikke engang havde tid, endte jeg med at sige ja på den betingelse at jeg havde 3 uger til det, og det gik kunden med til.
Jeg nåede min deadline, men også kun lige, og så var det jeg gik på kompromis igen. Jeg læser nemlig ALTID teksten igennem en ekstra gang for at sikre mig at der ikke er noget jeg har overset (for det er der bare uanset hvor god en korrekturlæser man er), men ikke denne gang. Jo, ganske overfladisk, og det var langt fra nok. Jeg følte mig i min travlhed "sikker på at jeg havde gjort det godt nok".
I dag har jeg så mærket konsekvensen af at gå på kompromis. Jeg sparede ingen tid ved det, for den sparede tid har jeg brugt i dag. Jeg fik en masse ærgrelser og påførte andre mennesker en masse ærgrelser - hvilket er meget værre. Jeg er flov ad helvede til. Men noget har jeg da lært:
- Jeg siger aldrig mere ja til en opgave jeg ikke rigtigt har tid til.
- Jeg siger aldrig mere ja til en pris der er mindre end jeg er værd, for så leverer jeg åbenbart også arbejde der er under min værdighed.
- Skulle jeg komme til at bryde et af ovenstående løfter, så går jeg aldrig, aldrig mere på kompromis med kvaliteten og min egen stolthed.
En ting er at levere et dårligt stykke arbejde fordi man ikke evner mere, men at gøre det fordi man bilder sig ind at "det må være godt nok" - hvor u- eller underbevidst den tanke så end måtte være - det er ganske enkelt ikke orden. Og skulle nogle af de berørte læse dette indlæg, vil jeg gerne endnu engang give dem et uforbeholdent: UNDSKYLD! 
-------------------------
Har du prøvet at levere en så dårlig ydelse at du var flov over dig selv (og måske stadig er det fordi ingen har opdaget det endnu)?
Har du prøvet at levere en så dårlig ydelse at din kunde klagede?
Hvordan håndterede du det?
Og til sidst kunne jeg spørge: Ville du nogensinde hyre en korrekturlæser der havde skrevet sådan et blogindlæg? 
Jeg har altid været medlem af en A-kasse, og nu hvor jeg er selvstændig, er jeg det stadig. Egentlig har jeg tænkt mig at opsige det, for de kan jo ikke hjælpe mig med mindre jeg nedlægger min virksomhed, og det kan jeg ikke se ske nogensinde. Faktisk er jeg kun medlem endnu for et syns skyld. Jeg bor nemlig i en lejlighed jeg ikke kan få solgt, hvilket betyder at jeg er lidt i kløerne på min bank, og skulle de pludselig få den ide at kigge min økonomi efter i sømmene, bilder jeg mig ind at det vil tage sig fornuftigt ud hvis jeg er medlem af en A-kasse. Muligvis en sær overbevisning, men lad nu det ligge. ;-)
I august fik jeg et alm. lønjob 15 timer om ugen. Jeg tænkte at det måske betød at noget skulle laves om mht. A-kassen, så jeg skrev til dem og spurgte om jeg nu skulle være registreret anderledes selv om jeg altså stadig primært var selvstændig. Svaret lød at det kom an på om jeg stadig arbejdede lige så mange timer i min egen virksomhed som jeg før havde gjort. Og det har jeg faktisk aldrig fået svaret dem på. For umiddelbart er mit svar ja. Og så alligevel nej, for der er jo 15 timer af min uge der nu går med noget andet. Og de ting jeg laver i min egen virksomhed, vil jeg aldrig nogensinde kunne dokumentere hvis jeg pludselig skulle få brug for min A-kasse. Og her kommer det jeg egentlig vil med dette blogindlæg som slet ikke handler om A-kasser:
Når ens arbejde og ens hobby hænger uløseligt sammen, hvordan ved man så hvornår man arbejder? Især når den vare man sælger, er en selv. Jeg har ikke nogen klart defineret virksomhed som lever af én bestemt ting som jeg laver 37 timer om ugen på et kontor. Jeg har et forlag, men det er ikke bøger min primære indtjening kommer af (endnu). Det er freelance-arbejde af forskellig art - korrekturlæsning, bogføring og speak og sådan noget. Og den del af det ved jeg selvfølgelig præcis hvor meget tid jeg bruger på, men det er altså ikke 37 timer om ugen. Derimod går stort set al resten af min tid - sikkert mere end 37 timer - med tiltag der sælger mig og forhåbentlig dermed mine bøger - med tiden. Det tager tid at brande sig når man er lille og forholdsvis ukendt, og den tid der bruges, føles ikke som "arbejde". Det føles ikke som arbejde at skrive et blogindlæg. Det føles ikke som arbejde at svare på en mail fra en som gerne vil tale med mig om utroskab. Det føles ikke som arbejde at skrive et tweet om at man kan vinde en bog. Ikke engang når jeg oversætter en bog, føler jeg det som arbejde. Men det er det jo. Det føles bare utrolig meget som fritid fordi jeg hygger mig med det og ville gøre det uanset om der var noget jeg gerne ville sælge, eller ej. Så reelt set arbejder jeg hele tiden, men alligevel holder jeg fri!
Jeg ved sgu ikke hvordan man forklarer den til en A-kasse ... ;-)
Hvad med dig? Kan du skelne mellem arbejde og fritid som selvstændig?
I de seneste to interviews i Thorborgs Talkshow har jeg hørt noget jeg absolut ikke har været glad for at høre. Både Jesper Buch og Kaspar Basse fortalte at det med at få et parforhold til at fungere, det var ikke liiiiiige noget de havde haft succes med. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om der er sider af d'herrers personligheder der gør at den del af tilværelsen har været svær, men som jeg tolkede det (ud fra hvad jeg før har hørt iværksættere udtale om deres parforhold), så handlede det om at det var svært at finde en kvinde der kunne leve med at være nr. 2. Er det mon rigtigt gættet?
Jeg kan huske at vi engang var nogle her på Amino der grinende overvejede muligheden for et datingsite for iværksættere sådan at en mand der ikke havde tid til en kæreste, kunne finde en kvinde der heller ikke havde tid til en, og så kunne de måske blive lykkelige sammen. Måske ideen faktisk slet ikke er så tosset? For er det egentlig ikke det der er problemet - at en mand med en helvedes masse passion og drive, møder en kvinde der ikke selv har? (Eller omvendt, men jeg synes oftere jeg hører at det er mænd end kvinder der har problemet).
Hm, jeg ved det ikke - det var bare en tanke der dukkede op mens jeg skrev et indlæg på min private blog der hedder "Jeg er pissestolt af min kæreste" om min kærlighed til en mand der så absolut har mig som nr. 2 på sin prioriteringsliste. Han er ikke iværksætter, men musiker med det mål at blive verdens bedste, og det er lige så hårdt arbejde. :-)
Hvordan har du det med parforhold? Har det været svært at få balance i tingene, og hvorfor?
Indtil forrige onsdag havde jeg aldrig prøvet at stille mig op foran en flok mennesker og fortælle noget personligt i længere tid. For mange år siden havde jeg et lille studiejob som bl.a. indebar noget it-undervisning, men det var nogle andres materiale jeg formidlede, og det kan derfor ikke siges at have været særlig grænseoverskridende selv om jeg naturligvis var nervøs første gang. I dag er det noget andet. Jeg har skrevet en bog, og når man vælger at skrive om et særligt emne, så er der åbenbart også folk der synes man skal komme og fortælle dem om det, og det er jo en superfed chance for at komme ud og formidle sit budskab. 
Jeg tøvede derfor ikke med at sige ja da stifteren af netværket Vi Kvinder spurgte om ikke jeg ville komme og holde et lille foredrag om min bog for 25 kvinder i Vordingborg. Og heller ikke da en lille gruppe på 10 kvinder der boede for langt fra Vordingborg til at komme, spurgte om jeg så ikke også ville komme til Rungsted og tale med dem ugen efter. Uden nogen foredragserfaring overhovedet, var det med lidt sommerfugle i maven, men også med tanken "jeg finder jo ikke ud af om jeg kan hvis jeg ikke prøver, og her er chancen".
Min eneste bekymring gik på om jeg overhovedet ville kunne formulere de ting jeg gerne vil sige, mundtligt. Jeg har altid været langt stærkere skriftligt, og alligevel havde det taget mig omkring 2½ år at formulere min bog som jeg gerne ville have den. Jeg er simpelthen bare ikke nogen hurtig tænker, og når folk spørger mig om noget, skal jeg lige tygge lidt på det før der kommer noget ud. Derfor var det også en anelse grænseoverskridende at stille op til debat med 25 kvinder. Men når jeg vil noget, så vil jeg det, og så må frygten bare fucke af. 
Prøves skulle det!
Jeg startede med at øve derhjemme uden andet publikum end min kat. Det jeg skulle holde foredrag om, var (som du kan gætte hvis du kender min bog) utroskab, så min oprindelige plan var at lægge ud med at fortælle om mine egne parforhold og hvordan jeg var kommet frem til de holdninger jeg har i dag. Da jeg havde stået der og talt om det i min stue og var nået til mit nuværende forhold, var der gået over en time! Hm. Ikke nogen god disposition med mindre folk skulle kede sig ihjel. I stedet satte jeg mig så ned med min bogs indholdsfortegnelse i den ene hånd og en kuglepen i den anden, og så lavede jeg en disposition ud fra hvad jeg mente var det vigtigste at få sagt. Det var meget bedre. Dagen efter holdt jeg et nyt foredrag for katten efter den nye plan, og da jeg var færdig med det hele, var der gået en time. Meget bedre. Jeg holdt foredraget et par gange mere derhjemme inden den dag hvor det blev alvor.
Man lærer af sine "fejl"
Det rigtige foredrag gik rigtig fint på trods af at jeg ganske som frygtet gik lidt i stå indimellem og dermed fik holdt lidt lange tænkepauser i starten, men jeg havde på forhånd fortalt publikum at det var mit allerførste foredrag nogensinde, så de var meget forstående. Jeg gjorde en enkelt fejl, og det var at få lukket op for spørgsmål med det samme. Når man som jeg har et meget anderledes syn på utroskab, skal man ikke have talt i mere end 5-10 minutter før folk har en masse spørgsmål og kommentarer - ting jeg ville være kommet ind på senere i foredraget hvis jeg ellers havde talt ud inden der blev åben debat. Derfor blev min struktur slet ikke som jeg havde planlagt, men det måtte jeg tage i stiv arm. Det viste sig bagefter at nogle syntes det havde været rigtig fedt med debat lige fra starten, og andre ville gerne have hørt mig fortælle mere inden, så det jeg oplevede som en fejl, var altså godt for en del af tilhørende og ikke nogen fejl overhovedet. Alt i alt fik jeg nogle rigtig fine tilbagemeldinger på mine medbragte feedback-skemaer. Folk havde kun kommenteret "negativt" på mine lange tænkepauser i starten, og dem var jeg jo selv klar over. Ellers lød kommentarerne at det var spændende at få serveret en anderledes vinkel på emnet, og at det var sjovt at debattere det.
Da jeg ugen efter talte for de 10 kvinder i Rungsted, besluttede jeg at prøve det andet, nemlig at sige at der var lukket for debat indtil jeg havde talt ud - og så valgte jeg bare at tale i kortere tid så debatten alligevel kunne komme hurtigt i gang. Det virkede også glimrende, og jeg havde det selv bedre med at have fået rundet mine udsagn ordentligt af inden nogen fik lov at kommentere dem.
Alt i alt en rigtig dejlig debut, og jeg har helt bestemt fået blod på tanden! 
Kunne du forestille dig at tage ud og høre et foredrag/debat om utroskab, og hvor tror du i så fald du ville kigge efter det? Kunne det være din lokale cafe der arrangerede middag med foredrag, et AOF-arrangement eller noget helt tredje?
Og tror du det er noget der primært tiltaler kvinder, eller kan mænd også lokkes ud til sådan noget?
Det er næsten ikke til at fatte, men den bog jeg har arbejdet på i to år (eller er det snart 3??), og som jeg har skrevet og talt så meget om at folk må være ved at brække sig - Hvem er du utro? en anderledes bog om kærlighed og utroskab - lander på boghandlernes hylder (hvis de køber den, men det gør de da!) d. 13/10. Næste mandag dumper der 100 eksemplarer ind i min entre og de resterende 1900 af første oplag ud på NBC's lager, og jeg glæder mig så meget at jeg er ved at gå i spåner af rastløshed.
Bogen vil også kunne købes som e-bog, og i dag bruger jeg dagen på at indtale bogen så man også vil kunne få den i mp3-format - hvis jeg ellers kan finde ud af at få den sat til salg et sted. :-) Det er supersjovt! Jeg er vant til at indtale ting for andre (hvilket jeg i øvrigt gør temmelig billigt - se mit website med billigt speak), men det er noget helt andet at indtale noget man selv har skrevet. Man ved præcis hvordan sætningerne skal udtrykkes, og det er fedt! Jeg aner ikke om nogen gider købe den som lydbog, men det koster mig ikke en klejne at indtale den, så folk skal da endelig have muligheden.
Nå, men egentlig vil jeg bare lige høre hvilken form for bøger I foretrækker derude? Når du skal købe bøger, hvad foretrækker du så - papirbøger, lydbøger eller e-bøger? Hvad taler for og imod de forskellige typer? Vælger du forskellige typer afhængigt af bogens emne?
Det er noget sært noget, det der med at skulle finde den rigtige pris til sin vare. Jeg sidder her og regner på hvad min kommende bog, Hvem er du utro?, skal koste, og jeg har slet ingen logisk forklaring på at den nok havner på 129 kr. Jeg har hele tiden tænkt at en bog af den størrelse (samme størrelse som bogen "Hvem har flyttet min ost") nok skulle koste 99 kr. Så fik jeg dog regnet lidt på mine udgifter ved at producere bogen og blev enig med mig selv om at det var lidt for billigt. Så jeg gik opad - 109 (af en eller anden grund skal en pris jo ende på et 9-tal??) - nej, det føltes forkert. 119? Hmm, det lød ikke rigtigt. 129? Ja, den er behagelig! 139? Hmm, nej, dum pris. 149? For dyrt...
Så jeg er havnet på 129 som jeg af en eller anden grund ikke lyder meget dyrere end 99, hvorimod 119 gør. Er det ikke sært? 129 føles dejlig "blødt", men både 119 og 139 føles "kantet". Jeg synes det er meget, meget underligt, så nu fik jeg lige lyst til at høre jer hvad I synes. Kan I også mærke forskel når I tænker på forskellige priser på jeres varer? Og når I køber andres?
Jeg har længe sagt at jeg snart var færdig med at skrive "Hvem er du
utro?", men denne gang passer det. Faktisk skal meget gå galt hvis ikke
jeg bliver færdig i løbet af weekenden. Men det er så første version
som jeg lige skal have et par stykker til at læse igennem før den kan
blive redigeret færdig og trykt. Noget der skræmmer mig helt vildt! For
jeg har faktisk ikke lyst til at nogen skal pille ved den - jeg har
lyst til bare at udgive den som den er - men jeg ved også godt at
feedback altid gør at man får strammet op, og det trænger den sikkert
til.
Det føles lidt fjollet at have været flere år om at skrive
en bog der tager under en time at læse. Jeg forestiller mig at dem der
i et par år har hørt mig sige "jeg er ved at skrive en bog", tror at
det bliver et digert værk når det har taget mig så lang tid. Men det
gør det altså ikke. Det bliver en lille bog på størrelse med bogen
"Hvem har flyttet min ost", som I måske kender. Og formen er egentlig
lidt blog-agtig, slog det mig i dag. Små kapitler der ikke går vildt
meget i dybden, men bare fortæller hvad jeg mener, og forhåbentlig får
læserne til at tænke over hvad de selv synes. Meningen med bogen er
nemlig bare at folk skal begynde at tænke! Og tale sammen om deres
utroskab, ikke mindst!
Når det har taget mig så lang tid, skyldes
det at jeg har indsamlet erfaringerne og fået mine holdninger på plads
i mig selv imens jeg har skrevet den. Den er blevet et sted hvor jeg
har fået afløb for min mening når nogen har sagt noget der har
provokeret mig, eller jeg har haft lyst til at provokere nogen. I lang
tid var den bare en masse sider med løsrevne noter som jeg "lige skulle
skrive noget om en dag", og nu har jeg altså langt om længe fået
skrevet noget sammenhængende ud fra de noter som jeg håber nogen får
noget ud af at læse.
Noget andet som - ubevidst, tror jeg - har
trukket tiden ud, er det at jeg med denne her bog lægger op til debat,
og jeg ved sgu egentlig ikke hvor glad jeg er for at debattere! Altså
så'n ude i al offentlighed, mener jeg. Og så om noget så personligt som
mit kærlighedsliv. Jeg har tidligere debatteret en del online, men jeg
er blevet træt af det. Dem man debatterer med på nettet, er sgu lige så
stædige som en selv, så hvis holdninger er det egentlig man tror man
kan flytte? Det emne jeg skriver om her - kærlighed og utroskab - er
noget alle har en mening om, og den skal jeg så nok få at høre. Jeg
beder selv om det. Jeg håber bare debatten ikke bliver for personlig,
for jeg er faktisk ikke interesseret i at det er min person det skal
komme til at handle om, og det frygter jeg at det nemt kan komme til
når jeg stikker snuden frem på denne her måde - som forfatter. Jeg ved
at mange har afholdt sig fra at skrive om emnet af samme grund.
Nå, nu vil jeg se at få den skrevet HELT færdig før jeg begynder at bekymre mig om den slags. Men først skal jeg til Amino Fredagsbar (forsinket fordi jeg var så godt i gang med at skrive)! 
Rigtig god weekend til jer!
Flere indlæg
Næste side »