Hjælp, jeg sidder mellem to stole

Jeg synes jeg skøjter lidt rundt for tiden. Ikke sådan at forstå at jeg savner mål og mening, men mere sådan at jeg har flere spor kørende, og jeg er ved at være lidt forvirret. Og hvis jeg selv er det, kan dem jeg henvender mig til, så overhovedet finde ud af hvad jeg er for en? Hvordan finder jeg en overordnet linje for det hele?

Jeg har som bekendt Forlaget Uforklarbar hvor jeg foreløbig har udgivet to bøger af efterlivsudforsker Bruce Moen og så min egen om utroskab. Det er sådan set "hatten" der har det hele samlet under sig. Men jeg er ikke rigtig forlægger. Bogbranchen interesserer mig ikke synderligt, og jeg har overhovedet ingen ambitioner om at skabe det nye Gyldendal (eller mindre). Jeg oversætter bare nogle bøger jeg synes er fantastiske og vigtige, og så udgiver jeg dem.

Så under denne her hat der hedder Uforklarbar, er der altså to spor. Det ene er "utroskab" som jeg blogger og holder foredrag om, og som er "mit helt eget". Det andet er "livet efter døden" som jeg beskæftiger mig med som formidler af en andens materiale, men som i lige så høj grad er min passion. 

Imellem de to spor står så jeg, Anja Lysholm. Og spørgsmålet hvordan jeg som person (hvis det er sådan det skal være?) kan brande mig når jeg sidder mellem to stole? Jeg henvender mig jo lige i øjeblikket umiddelbart til to forskellige målgrupper/interesseområder, men hvem siger at de emner er de sidste jeg kommer til at beskæftige mig med i mit liv? Det er ikke fordi jeg overhovedet bilder mig ind at jeg har noget der ligner et brand, men jeg bilder mig ind at det er vigtigt at tænke over det inden jeg måske en dag har et som ikke var det jeg ville have.

Helt konkret tænker jeg lige nu over mit nyhedsbrev. Jeg har ikke ret mange tilmeldte (og det KAN jo skyldes manglen på retning), og man har hele tiden kunnet tilmelde sig fra både utroskab.org, efterlivet.dk og anjalysholm.dk. Men det betyder faktisk at jeg ikke får skrevet det nyhedsbrev overhovedet! Hvor hver gang jeg har lyst til det, tænker jeg "åh, jamen, nu vil jeg skrive noget om efterlivet - interesserer dem der vil høre om utoskab, sig nu også for det??" - og omvendt. Så jeg havde faktisk tænkt mig nu at splitte nyhedsbrevet op i to, men hvad så med hende Anja Lysholm og hendes fremtidige aktiviteter? Skal jeg så have 3 nyhedsbreve? Eller skal jeg bare være ligeglad og "udnytte" at den fulde pulje af modtagere har sagt ja til at modtage nyt om revl og krat? I så fald bliver det svært at "skrive til målgruppen", for hvem er den så?

Alle mine overvejelser er blevet forstærket af at jeg lige har hørt et podcast med Lykke Rix (jeg ville have lagt et link til det, men nu kan jeg simpelthen ikke se hvor jeg har downloadet det fra), hvor hun kommer med "5 spørgsmål du skal kunne besvare for at få succes som selvstændig". De handler bl.a. om at definere sin målgruppe og se på hvilket problem man løser for den målgruppe - og det hele munder ud i svaret på "Hvilket problem løser jeg for hvem med hvilke særlige kompetencer?". Et svar man kan  bruge når man møder spørgsmålet "Og hvad laver du så?". Og det synes jeg faktisk er skidesvært når jeg har to vidtforskellige spor. Der er selvfølgelig ikke andet for end at jeg må se på hvert spor for sig, men jeg gad alligevel godt at finde en fælles linje der kunne få det hele til at gå op i en højere enhed. 

Jeg håber mit indlæg giver mening for jer derude, og jeg håber I sidder med nogle gode input der kan give mig lidt mere klarhed over hvilken retning det egentlig er jeg skal bevæge mig i. For lige nu har jeg bare sat mig i en bil og er kørt ud i det blå, og det er også rigtig dejligt, men jeg skulle nødig ende med at fare vild. ;-) 

Kommentér løs!

Jeg går aldrig mere på kompromis!

Jeg havde set frem til en dejlig og konstruktiv dag i dag hvor jeg endelig havde tid til at kigge på mine helt egne projekter og ikke andres, men sådan blev det overhovedet ikke. Jeg har nemlig kvajet mig noget så eftertrykkeligt.

Noget af det første jeg så da jeg slog øjnene op i morges (ja, jeg hører til dem der læser mails på min telefon allerede inden jeg er stået op ...), var en mail fra en der havde formidlet en korrekturlæsningsopgave til mig for en måneds tid siden. Hans kunde havde fået en del meldinger om at der var fejl i hans tekst, og det undrede han sig naturligt nok over eftersom jeg jo havde korrekturlæst den. Ærlig talt var denne kunde vistnok temmelig knotten over det, og jeg skyndte mig at tænde min pc og læse mailen grundigere. Min første tanke var at det nok bare var de sædvanlige kommaer folk brokkede sig over (jeg sætter ikke startkomma hvilket alle kunder naturligvis er "advaret" om inden de siger ja til mit tilbud), men da jeg fik kigget i den medfølgende tekst hvor en læser havde markeret fejlene, måtte jeg med dyb skam konstatere at det ikke bare var det. Der var flere reelle fejl i teksten som jeg absolut burde have fanget. Godt nok er der ikke sjældent fejl i selv Gyldendals og Borgens bøger, men det antal fejl jeg her blev præsenteret for, kunne jeg på ingen måde stå inde for. Jeg tilbød selvfølgelig straks at læse hele dynen igennem igen - jeg kunne næppe kompensere på anden vis. Og det er hele dagen og et stykke af natten så gået med.

Undervejs har jeg reflekteret en hel del over hvordan dælen jeg kunne præstere et så dårligt stykke arbejde som var langt under min sædvanlige standard. Faktisk var de fejl der var i teksten, så påfaldende at en læser helt naturligt ville tænke at denne tekst nok slet ikke var blevet korrekturlæst. Læseren kan jo ikke se at teksten var meget værre før, og man beder heller ikke om få korrekturlæst en tekst for at få rettet noget slemt til noget knap så slemt, men for at få den rettet til noget korrekt. Du godeste, hvor var (og er) jeg flov! Nu har jeg rettet fejlene, men det er jo gået ud over både ham som formidlede opgaven og nu står i et dårligt lys over for kunden som står i et dårligt lys over for sine kunder. Det dårlige lys jeg selv står i, er min mindste bekymring.

Men hvad var det så der gik galt? Jo, jeg gik ganske enkelt på kompromis. Jeg gik på kompromis med både min tid og min pris, og det fik mig til at gå på kompromis med min kvalitet. Kunden havde et budget der lå et stykke under det jeg normalt tager for en korrektur (og jeg er i forvejen lidt for billig), og faktisk havde jeg ikke tid da jeg blev spurgt om jeg kunne tage opgaven. Men jeg er jo så skidesød og vil gerne hjælpe (et godt råd: køb dine ydelser af de benhårde og kompromisløse ;-)), og desuden kunne jeg ærlig talt godt bruge pengene. Jeg overvejede faktisk at svare tilbage at det i så fald ikke ville blive en meget grundig korrektur, men tænkte at man jo ikke kan tilbyde et halvfærdigt arbejde, så enten måtte jeg sige ja og levere en ordentlig kvalitet, eller også måtte jeg sige nej. Da jeg som nævnt faktisk ikke engang havde tid, endte jeg med at sige ja på den betingelse at jeg havde 3 uger til det, og det gik kunden med til.

Jeg nåede min deadline, men også kun lige, og så var det jeg gik på kompromis igen. Jeg læser nemlig ALTID teksten igennem en ekstra gang for at sikre mig at der ikke er noget jeg har overset (for det er der bare uanset hvor god en korrekturlæser man er), men ikke denne gang. Jo, ganske overfladisk, og det var langt fra nok. Jeg følte mig i min travlhed "sikker på at jeg havde gjort det godt nok".

I dag har jeg så mærket konsekvensen af at gå på kompromis. Jeg sparede ingen tid ved det, for den sparede tid har jeg brugt i dag. Jeg fik en masse ærgrelser og påførte andre mennesker en masse ærgrelser - hvilket er meget værre. Jeg er flov ad helvede til. Men noget har jeg da lært:

• Jeg siger aldrig mere ja til en opgave jeg ikke rigtigt har tid til.
• Jeg siger aldrig mere ja til en pris der er mindre end jeg er værd, for så leverer jeg åbenbart også arbejde der er under min værdighed.
• Skulle jeg komme til at bryde et af ovenstående løfter, så går jeg aldrig, aldrig mere på kompromis med kvaliteten og min egen stolthed. 

En ting er at levere et dårligt stykke arbejde fordi man ikke evner mere, men at gøre det fordi man bilder sig ind at "det må være godt nok" - hvor u- eller underbevidst den tanke så end måtte være - det er ganske enkelt ikke orden. Og skulle nogle af de berørte læse dette indlæg, vil jeg gerne endnu engang give dem et uforbeholdent: UNDSKYLD!

-------------------------

Har du prøvet at levere en så dårlig ydelse at du var flov over dig selv (og måske stadig er det fordi ingen har opdaget det endnu)?

Har du prøvet at levere en så dårlig ydelse at din kunde klagede?

Hvordan håndterede du det?

Og til sidst kunne jeg spørge: Ville du nogensinde hyre en korrekturlæser der havde skrevet sådan et blogindlæg?

Hvad er arbejde, og hvad er fritid?

Jeg har altid været medlem af en A-kasse, og nu hvor jeg er selvstændig, er jeg det stadig. Egentlig har jeg tænkt mig at opsige det, for de kan jo ikke hjælpe mig med mindre jeg nedlægger min virksomhed, og det kan jeg ikke se ske nogensinde. Faktisk er jeg kun medlem endnu for et syns skyld. Jeg bor nemlig i en lejlighed jeg ikke kan få solgt, hvilket betyder at jeg er lidt i kløerne på min bank, og skulle de pludselig få den ide at kigge min økonomi efter i sømmene, bilder jeg mig ind at det vil tage sig fornuftigt ud hvis jeg er medlem af en A-kasse. Muligvis en sær overbevisning, men lad nu det ligge. ;-)

I august fik jeg et alm. lønjob 15 timer om ugen. Jeg tænkte at det måske betød at noget skulle laves om mht. A-kassen, så jeg skrev til dem og spurgte om jeg nu skulle være registreret anderledes selv om jeg altså stadig primært var selvstændig. Svaret lød at det kom an på om jeg stadig arbejdede lige så mange timer i min egen virksomhed som jeg før havde gjort. Og det har jeg faktisk aldrig fået svaret dem på. For umiddelbart er mit svar ja. Og så alligevel nej, for der er jo 15 timer af min uge der nu går med noget andet. Og de ting jeg laver i min egen virksomhed, vil jeg aldrig nogensinde kunne dokumentere hvis jeg pludselig skulle få brug for min A-kasse. Og her kommer det jeg egentlig vil med dette blogindlæg som slet ikke handler om A-kasser:

Når ens arbejde og ens hobby hænger uløseligt sammen, hvordan ved man så hvornår man arbejder? Især når den vare man sælger, er en selv. Jeg har ikke nogen klart defineret virksomhed som lever af én bestemt ting som jeg laver 37 timer om ugen på et kontor. Jeg har et forlag, men det er ikke bøger min primære indtjening kommer af (endnu). Det er freelance-arbejde af forskellig art - korrekturlæsning, bogføring og speak og sådan noget. Og den del af det ved jeg selvfølgelig præcis hvor meget tid jeg bruger på, men det er altså ikke 37 timer om ugen. Derimod går stort set al resten af min tid - sikkert mere end 37 timer - med tiltag der sælger mig og forhåbentlig dermed mine bøger - med tiden. Det tager tid at brande sig når man er lille og forholdsvis ukendt, og den tid der bruges, føles ikke som "arbejde". Det føles ikke som arbejde at skrive et blogindlæg. Det føles ikke som arbejde at svare på en mail fra en som gerne vil tale med mig om utroskab. Det føles ikke som arbejde at skrive et tweet om at man kan vinde en bog. Ikke engang når jeg oversætter en bog, føler jeg det som arbejde. Men det er det jo. Det føles bare utrolig meget som fritid fordi jeg hygger mig med det og ville gøre det uanset om der var noget jeg gerne ville sælge, eller ej. Så reelt set arbejder jeg hele tiden, men alligevel holder jeg fri!

Jeg ved sgu ikke hvordan man forklarer den til en A-kasse ... ;-)

Hvad med dig? Kan du skelne mellem arbejde og fritid som selvstændig?

Er det så svært at leve sammen med en iværksætter?

I de seneste to interviews i Thorborgs Talkshow har jeg hørt noget jeg absolut ikke har været glad for at høre. Både Jesper Buch og Kaspar Basse fortalte at det med at få et parforhold til at fungere, det var ikke liiiiiige noget de havde haft succes med. Nu ved jeg selvfølgelig ikke om der er sider af d'herrers personligheder der gør at den del af tilværelsen har været svær, men som jeg tolkede det (ud fra hvad jeg før har hørt iværksættere udtale om deres parforhold), så handlede det om at det var svært at finde en kvinde der kunne leve med at være nr. 2. Er det mon rigtigt gættet?

Jeg kan huske at vi engang var nogle her på Amino der grinende overvejede muligheden for et datingsite for iværksættere sådan at en mand der ikke havde tid til en kæreste, kunne finde en kvinde der heller ikke havde tid til en, og så kunne de måske blive lykkelige sammen. Måske ideen faktisk slet ikke er så tosset? For er det egentlig ikke det der er problemet - at en mand med en helvedes masse passion og drive, møder en kvinde der ikke selv har? (Eller omvendt, men jeg synes oftere jeg hører at det er mænd end kvinder der har problemet).

Hm, jeg ved det ikke - det var bare en tanke der dukkede op mens jeg skrev et indlæg på min private blog der hedder "Jeg er pissestolt af min kæreste" om min kærlighed til en mand der så absolut har mig som nr. 2 på sin prioriteringsliste. Han er ikke iværksætter, men musiker med det mål at blive verdens bedste, og det er lige så hårdt arbejde. :-)

Hvordan har du det med parforhold? Har det været svært at få balance i tingene, og hvorfor?

Jeg er sprunget ud som foredragsholder

Indtil forrige onsdag havde jeg aldrig prøvet at stille mig op foran en flok mennesker og fortælle noget personligt i længere tid. For mange år siden havde jeg et lille studiejob som bl.a. indebar noget it-undervisning, men det var nogle andres materiale jeg formidlede, og det kan derfor ikke siges  at have været særlig grænseoverskridende selv om jeg naturligvis var nervøs første gang. I dag er det noget andet. Jeg har skrevet en bog, og når man vælger at skrive om et særligt emne, så er der åbenbart også folk der synes man skal komme og fortælle dem om det, og det er jo en superfed chance for at komme ud og formidle sit budskab.  Jeg tøvede derfor ikke med at sige ja da stifteren af netværket Vi Kvinder spurgte om ikke jeg ville komme og holde et lille foredrag om min bog for 25 kvinder i Vordingborg. Og heller ikke da en lille gruppe på 10 kvinder der boede for langt fra Vordingborg til at komme, spurgte om jeg så ikke også ville komme til Rungsted og tale med dem ugen efter. Uden nogen foredragserfaring overhovedet, var det med lidt sommerfugle i maven, men også med tanken "jeg finder jo ikke ud af om jeg kan hvis jeg ikke prøver, og her er chancen".

Min eneste bekymring gik på om jeg overhovedet ville kunne formulere de ting jeg gerne vil sige, mundtligt. Jeg har altid været langt stærkere skriftligt, og alligevel havde det taget mig omkring 2½ år at formulere min bog som jeg gerne ville have den. Jeg er simpelthen bare ikke nogen hurtig tænker, og når folk spørger mig om noget, skal jeg lige tygge lidt på det før der kommer noget ud. Derfor var det også en anelse grænseoverskridende at stille op til debat med 25 kvinder. Men når jeg vil noget, så vil jeg det, og så må frygten bare fucke af.  Prøves skulle det!

Jeg startede med at øve derhjemme uden andet publikum end min kat. Det jeg skulle holde foredrag om, var (som du kan gætte hvis du kender min bog) utroskab, så min oprindelige plan var at lægge ud med at fortælle om mine egne parforhold og hvordan jeg var kommet frem til de holdninger jeg har i dag. Da jeg havde stået der og talt om det i min stue og var nået til mit nuværende forhold, var der gået over en time! Hm. Ikke nogen god disposition med mindre folk skulle kede sig ihjel. I stedet satte jeg mig så ned med min bogs indholdsfortegnelse i den ene hånd og en kuglepen i den anden, og så lavede jeg en disposition ud fra hvad jeg mente var det vigtigste at få sagt. Det var meget bedre. Dagen efter holdt jeg et nyt foredrag for katten efter den nye plan, og da jeg var færdig med det hele, var der gået en time. Meget bedre. Jeg holdt foredraget et par gange mere derhjemme inden den dag hvor det blev alvor.

Man lærer af sine "fejl"

Det rigtige foredrag gik rigtig fint på trods af at jeg ganske som frygtet gik lidt i stå indimellem og dermed fik holdt lidt lange tænkepauser i starten, men jeg havde på forhånd fortalt publikum at det var mit allerførste foredrag nogensinde, så de var meget forstående. Jeg gjorde en enkelt fejl, og det var at få lukket op for spørgsmål med det samme. Når man som jeg har et meget anderledes syn på utroskab, skal man ikke have talt i mere end 5-10 minutter før folk har en masse spørgsmål og kommentarer - ting jeg ville være kommet ind på senere i foredraget hvis jeg ellers havde talt ud inden der blev åben debat. Derfor blev min struktur slet ikke som jeg havde planlagt, men det måtte jeg tage i stiv arm. Det viste sig bagefter at nogle syntes det havde været rigtig fedt med debat lige fra starten, og andre ville gerne have hørt mig fortælle mere inden, så det jeg oplevede som en fejl, var altså godt for en del af tilhørende og ikke nogen fejl overhovedet. Alt i alt fik jeg nogle rigtig fine tilbagemeldinger på mine medbragte feedback-skemaer. Folk havde kun kommenteret "negativt" på mine lange tænkepauser i starten, og dem var jeg jo selv klar over. Ellers lød kommentarerne at det var spændende at få serveret en anderledes vinkel på emnet, og at det var sjovt at debattere det.

Da jeg ugen efter talte for de 10 kvinder i Rungsted, besluttede jeg at prøve det andet, nemlig at sige at der var lukket for debat indtil jeg havde talt ud - og så valgte jeg bare at tale i kortere tid så debatten alligevel kunne komme hurtigt i gang. Det virkede også glimrende, og jeg havde det selv bedre med at have fået rundet mine udsagn ordentligt af inden nogen fik lov at kommentere dem.

Alt i alt en rigtig dejlig debut, og jeg har helt bestemt fået blod på tanden!

Kunne du forestille dig at tage ud og høre et foredrag/debat om utroskab, og hvor tror du i så fald du ville kigge efter det? Kunne det være din lokale cafe der arrangerede middag med foredrag, et AOF-arrangement eller noget helt tredje?
Og tror du det er noget der primært tiltaler kvinder, eller kan mænd også lokkes ud til sådan noget?

Foretrækker du papirbøger, lydbøger eller e-bøger?

Det er næsten ikke til at fatte, men den bog jeg har arbejdet på i to år (eller er det snart 3??), og som jeg har skrevet og talt så meget om at folk må være ved at brække sig - Hvem er du utro? en anderledes bog om kærlighed og utroskab - lander på boghandlernes hylder (hvis de køber den, men det gør de da!) d. 13/10. Næste mandag dumper der 100 eksemplarer ind i min entre og de resterende 1900 af første oplag ud på NBC's lager, og jeg glæder mig så meget at jeg er ved at gå i spåner af rastløshed.

Bogen vil også kunne købes som e-bog, og i dag bruger jeg dagen på at indtale bogen så man også vil kunne få den i mp3-format - hvis jeg ellers kan finde ud af at få den sat til salg et sted. :-) Det er supersjovt! Jeg er vant til at indtale ting for andre (hvilket jeg i øvrigt gør temmelig billigt - se mit website med billigt speak), men det er noget helt andet at indtale noget man selv har skrevet. Man ved præcis hvordan sætningerne skal udtrykkes, og det er fedt! Jeg aner ikke om nogen gider købe den som lydbog, men det koster mig ikke en klejne at indtale den, så folk skal da endelig have muligheden.

Nå, men egentlig vil jeg bare lige høre hvilken form for bøger I foretrækker derude? Når du skal købe bøger, hvad foretrækker du så - papirbøger, lydbøger eller e-bøger? Hvad taler for og imod de forskellige typer? Vælger du forskellige typer afhængigt af bogens emne?

At sætte pris på varen

Det er noget sært noget, det der med at skulle finde den rigtige pris til sin vare. Jeg sidder her og regner på hvad min kommende bog, Hvem er du utro?, skal koste, og jeg har slet ingen logisk forklaring på at den nok havner på 129 kr. Jeg har hele tiden tænkt at en bog af den størrelse (samme størrelse som bogen "Hvem har flyttet min ost") nok skulle koste 99 kr. Så fik jeg dog regnet lidt på mine udgifter ved at producere bogen og blev enig med mig selv om at det var lidt for billigt. Så jeg gik opad - 109 (af en eller anden grund skal en pris jo ende på et 9-tal??) - nej, det føltes forkert. 119? Hmm, det lød ikke rigtigt. 129? Ja, den er behagelig! 139? Hmm, nej, dum pris. 149? For dyrt...

Så jeg er havnet på 129 som jeg af en eller anden grund ikke lyder meget dyrere end 99, hvorimod 119 gør. Er det ikke sært? 129 føles dejlig "blødt", men både 119 og 139 føles "kantet". Jeg synes det er meget, meget underligt, så nu fik jeg lige lyst til at høre jer hvad I synes. Kan I også mærke forskel når I tænker på forskellige priser på jeres varer? Og når I køber andres?

Min bog om utroskab er snart færdig - gisp!

Jeg har længe sagt at jeg snart var færdig med at skrive "Hvem er du utro?", men denne gang passer det. Faktisk skal meget gå galt hvis ikke jeg bliver færdig i løbet af weekenden. Men det er så første version som jeg lige skal have et par stykker til at læse igennem før den kan blive redigeret færdig og trykt. Noget der skræmmer mig helt vildt! For jeg har faktisk ikke lyst til at nogen skal pille ved den - jeg har lyst til bare at udgive den som den er - men jeg ved også godt at feedback altid gør at man får strammet op, og det trænger den sikkert til.

Det føles lidt fjollet at have været flere år om at skrive en bog der tager under en time at læse. Jeg forestiller mig at dem der i et par år har hørt mig sige "jeg er ved at skrive en bog", tror at det bliver et digert værk når det har taget mig så lang tid. Men det gør det altså ikke. Det bliver en lille bog på størrelse med bogen "Hvem har flyttet min ost", som I måske kender. Og formen er egentlig lidt blog-agtig, slog det mig i dag. Små kapitler der ikke går vildt meget i dybden, men bare fortæller hvad jeg mener, og forhåbentlig får læserne til at tænke over hvad de selv synes. Meningen med bogen er nemlig bare at folk skal begynde at tænke! Og tale sammen om deres utroskab, ikke mindst!

Når det har taget mig så lang tid, skyldes det at jeg har indsamlet erfaringerne og fået  mine holdninger på plads i mig selv imens jeg har skrevet den. Den er blevet et sted hvor jeg har fået afløb for min mening når nogen har sagt noget der har provokeret mig, eller jeg har haft lyst til at provokere nogen. I lang tid var den bare en masse sider med løsrevne noter som jeg "lige skulle skrive noget om en dag", og nu har jeg altså langt om længe fået skrevet noget sammenhængende ud fra de noter som jeg håber nogen får noget ud af at læse.

Noget andet som - ubevidst, tror jeg - har trukket tiden ud, er det at jeg med denne her bog lægger op til debat, og jeg ved sgu egentlig ikke hvor  glad jeg er for at debattere! Altså så'n ude i al offentlighed, mener jeg. Og så om noget så personligt som mit kærlighedsliv. Jeg har tidligere debatteret en del online, men jeg er blevet træt af det. Dem man debatterer med på nettet, er sgu lige så stædige som en selv, så hvis holdninger er det egentlig man tror man kan flytte? Det emne jeg skriver om her - kærlighed og utroskab - er noget alle har en mening om, og den skal jeg så nok få at høre. Jeg beder selv om det. Jeg håber bare debatten ikke bliver for personlig, for jeg er faktisk ikke interesseret i at det er min person det skal komme til at handle om, og det frygter jeg at det nemt kan komme til når jeg stikker snuden frem på denne her måde  - som forfatter. Jeg ved at mange har afholdt sig fra at skrive om emnet af samme grund.

Nå, nu vil jeg se at få den skrevet HELT færdig før jeg begynder at bekymre mig om den slags. Men først skal jeg til Amino Fredagsbar (forsinket fordi jeg var så godt i gang med at skrive)!

Rigtig god weekend til jer!

Så er det workshop-tid!

Om et par timer tager jeg ud i lufthavnen og henter Bruce Moen. Han er den amerikanske ingeniør og efterlivsudforsker hvis bøger jeg oversætter og udgiver på Forlaget Uforklarbar. Og på fredag går det så løs med hans workshop, og jeg glæder mig som et lille barn glæder sig til juleaften! Sidst han var her, var i september 2007, og der havde jeg skrabet 3 deltagere sammen (som var superglade og tilfredse). Denne gang er vi oppe på 12-14 stykker, så det er da gået lidt fremad. Det er ikke helt så mange som jeg havde håbet, men en 4-5-dobling kan man da kun juble over. Og 4 af dem er endda kommet langvejs fra - to kommer helt fra Bangkok, og to fra Spanien. Folk fra Jylland synes sjovt nok (set i det lys) at København er for langt væk, så resten er sjællændere. Hvis jeg vil have jyderne med, må jeg arrangere noget i Jylland en dag, og det får jeg forhåbentlig også mulighed for. Jeg glæder mig allerede til at se alle de glade ansigter under workshoppen, for jeg ved at det bliver en succes. Umiddelbart ikke ret stor økonomisk set, men glædesbarometeret kommer temmelig sikkert til at stå på klart vejr og solskin!

En anden ting jeg glæder mig over: Når man nu hiver en så stor, men i Danmark forholdsvis ukendt, kapacitet på det spirituelle område til landet, så håber man som arrangør og udgiver af hans bøger på noget presseomtale. Sidst lykkedes det med hjælp fra Jan Winum at få en artikel på Avisen.dk og et stort interview i Kristeligt Dagblad. Det lykkedes også at få et stort interview i Urban - eller det troede vi, men så blev der udskrevet folketingsvalg, og interviewet nåede aldrig at blive trykt. Jeg har ærgret mig gul og grøn over det siden, og jeg har forsøgt at få det trykt denne gang, da det jo ikke er blevet uaktuelt, men journalisten reagerer simpelthen ikke på mine henvendelser. Møgærgerligt. MEN så er det at jeg nu har været så heldig at Jyllandsposten har reageret positivt på den pressemeddelelse jeg sendte ud i sidste uge, og har bedt om et interview med Bruce i morgen. Så der er håb. I hvert fald kommer der næppe noget folketingsvalg denne gang. (Men nu vil jeg alligevel lige se det på tryk inden jeg lægger et jubelindlæg ud i Jantetæskeren!)

Sidder du nu og synes at det kunne være helt vildt spændende at bruge din weekend i selskab med Bruce Moen (og tro mig, det bliver en spændende weekend!), eller kender du nogen som ville være interesserede, så er der, som du nok har gættet, stadig plads på holdet, og da vi nu er så tæt på "lukketid", så finder jeg gerne en rigtig god Amino-pris. Skriv!

Personlig kundepleje sælger

Da jeg for et par år siden skulle have trykt den første (og foreløbigt eneste) bog på Forlaget Uforklarbar, brugte jeg trykkeriet Nørhaven i Viborg. For det første var det dem der gav mig det bedste tilbud, og for det andet indbød de mig straks til et møde på deres kontor i København da jeg bad om et tilbud. Her blev jeg taget godt imod og kunne som fuldkommen uerfaren forlægger se og mærke de forskellige bogkvaliteter og nemt beslutte mig for hvordan min bog skulle se ud. Selve opgaven løste deres svenske datter-trykkeri ScandBook i Sverige.

Nu skal jeg endelig have trykt en bog mere, En Rejse Hinsides al Tvivl af Bruce Moen. Det har været et langt og sejt arbejde at oversætte den, så det bliver skønt endelig at se den som færdig bog! Så de sidste par uger har jeg indhentet tilbud fra forskellige trykkerier. Til min skræk var bogtryk tilsyneladende blevet meget dyrere siden sidst. Sidst gav jeg 20 kr. pr. bog, og det billigste tilbud jeg kunne finde denne gang, lød på 24,35 kr. Jeg prøvede naturligvis Nørhaven i håb om at de kunne gøre det til samme pris som sidst, men de havde desværre været igennem en konkurs og var genopstået i en ny konstellation. Det svenske trykkeri var solgt fra for et par år siden, og de kunne derfor ikke levere samme produkt længere. Æv.

Med et par dyre tilbud i min indbakke sad jeg og havde lidt ondt af mig selv og min bankkonto, da det pludselig slog mig at det svenske trykkeri måske stadig eksisterede uafhængigt af Nørhaven. Jeg havde ledt efter dem på nettet for et godt stykke tid siden og havde ikke kunnet finde dem, så derfor lå det ikke lige for, men nu besluttede jeg mig altså for at se efter igen. Heldigvis! Tilbudet fra dem lød på 19 kr. pr. bog! En 5'er sparet pr. bog er rigtig mange penge når man har meget lidt at gøre godt med! Tilmed tilbød den medarbejder jeg fik tilbudet af,at kigge forbi - han skulle nemlig alligevel til København et par dage efter påske. Jeg svarede lidt fåret tilbage at han naturligvis var velkommen, men at jeg altså bare var et lillebitte forlag med måske 1-2 udgivelser om året, så jeg ville have fuld forståelse for hvis han ikke havde lyst til at spilde sin tid på mig. (Det er nok tydeligt at min forlægger-selvtillid kan ligge på et meget lille sted ). Men det gjorde ham bestemt ikke noget, så her til morgen kunne jeg byde en jakkesætklædt svensk herre indenfor i min stue. Han var særdeles behagelig og forklarede mig at det da ikke var op til ham at vurdere om et forlag var stort eller lille - han var interesseret i at levere en god vare som kunderne var tilfredse med. Og desuden kunne det være mere interessant at arbejde med et lille forlag end et stort, da et lille forlags eksistens jo nærmest stod og faldt med en god produktion.

Vi fik en kop kaffe, og han viste mig de forskellige former for omslag de kunne tilbyde, og havde forskellige eksempler på hvad der virkede godt, og hvad der virkede mindre godt. Noget jeg ikke ellers ville have set eller tænkt over. Så nu har jeg fået nogle tips til hvordan de næste par omslag skal se ud, og jeg har fået en kontaktperson som jeg har tillid til, og som jeg nu ved jeg kan trække på når jeg er i tvivl om noget. Ingen af de danske trykkerier indgød mig den samme tillid. Behøver jeg sige hvor jeg lægger mine opgaver fremover? Selvfølgelig betyder prisen også en del, men ikke alt, og havde ham her været de 5 kr. dyrere, havde han sikkert fået opgaven alligevel alene pga. den personlige kontakt.

Nåh jo, jeg havde faktisk kontakt til et dansk trykkeri, Johansen Grafisk, som jeg også havde lyst til at lægge mine penge hos alene pga. en behagelig telefonsamtale, men de var desværre alt for dyre (altså til den type bog jeg ville have). Derimod får de ganske sikkert lov at tage sig af den grafiske opsætning af bog og omslag, af samme grund. (Og jeg er ikke engang sikker på at det er dem der kan gøre det billigst, men de koster det samme som jeg gav sidst, så det gider jeg ikke bruge mere tid på at spekulere over.)

Så det jeg egentlig vil sige med dette indlæg, er at personlig kundepleje betyder rigtig, rigtig meget for hvor man får lyst til at købe sin vare/ydelse. Det giver tillid, og det giver kunden en følelse af at være vigtig. Sådan virker det i hvert fald på mig, og jeg er sikkert ikke den eneste. Så hvis du sidder i et firma hvor du skal give tilbud på forskellige opgaver, så brug lige den lillesmule ekstra tid det tager at være personlig og vise interesse for din kunde - så er det ikke sikkert det betyder så meget om du er en lille tand dyrere end de andre. Selvom jeg har været heldig at de billigste også var de rareste.

Uforklarbar udgiver på Forlaget Myll

Måske er det lidt sært som forlag at udgive noget på et andet forlag, men når nogen kan noget man ikke selv kan, og tilmed giver et godt Amino-tilbud på det, så må man slå til. 

Jeg har siden jeg udgav Rejser ind i det Ukendte af Bruce Moen i 2006 tænkt at jeg da måtte se at få den sat til salg som e-bog også. Men for mig ville det blive noget i retning af at folk kunne overføre penge til min konto, og så kunne jeg sende dem en pdf, og det var altså ikke tillokkende nok for mig til at jeg tog mig sammen og skrev den lille tekst på min hjemmeside der skulle til for at den meget simple løsning var på plads.

Via Twitter opdagede jeg så for nylig at Brian Brandt her fra Amino havde lavet et nyt e-bogsforlag, Forlaget Myll, og at han tilbød præcis det jeg havde brug for. Så da han her på Amino tilbød gratis oprettelse for os Aminoer, krævede det ikke lang betænkningstid. Og derfor kan Rejser ind i det Ukendte fra i dag købes som e-bog via Forlaget Myll.

Det er dejligt at vokse

Jeg sidder og er i gang med at arrangere en workshop med den forfatter hvis bog jeg har oversat og udgivet, Bruce Moen. En amerikansk ingeniør som på meget jordnær vis underviser folk i at finde deres egne beviser for at Efterlivet eksisterer. Jeg har beskæftiget mig med ham og hans bøger i omkring 7 år nu, og jeg glæder mig til han kommer til landet igen. Sidst jeg arrangerede en workshop med ham, var jeg ret sent ude, og det gjorde at vi gennemførte en workshop med kun 3 deltagere! Det var en succes på den måde at dem der deltog, var superglade for det, men det kostede mig omkring 10000 kr. at gennemføre det. Penge som jeg dog på forhånd havde indstillet mig på at "tabe" fordi det nu i første omgang bare var vigtigt for mig at prøve det af, at se om jeg kunne få noget presseomtale mens han var her, og på den måde se om jeg kunne skabe noget interesse for hans bøger og kommende workshopper. Vi fik da også en god artikel i Kristligt Dagblad og på Avisen.dk, og han gav et større interview til Urban som de desværre aldrig bragte. Der blev nemlig udskrevet folketingsvalg, og så var al spalteplads pludselig brugt på det. Men jeg har en forhåbning om at de vil bringe det nu hvor han kommer igen - vi får se. :-)

Grunden til mit blogindlæg her er at jeg lige blev mindet om at jeg er vokset gevaldigt de senere år, og det er superfedt at mærke. Jeg ved at det jeg vil nævne her, er småting for andre mere driftige mennesker, men for mig er det stort. Jeg havde nemlig aldrig troet at det var mig der skulle arrangere sådan en workshop. For et par år siden gik jeg i panik bare ved tanken! Det var helt klart noget min daværende kæreste (som jeg oversatte den første bog sammen med) måtte tage sig af hvis det skulle blive til noget, for JEG kunne i hvert fald ikke finde ud af sådan noget. Jeg ved ikke helt hvad jeg i min panik bildte mig ind var så svært ved det, for jeg har faktisk en rimelig god organisatorisk sans, har jeg opdaget, men det var i hvert fald helt uoverskueligt for mig. Alligevel sprang jeg til da muligheden opstod i 2007, for nu havde jeg jo udgivet denne her bog, og en af mine drømme var også at arrangere hans workshopper. Så jeg kastede mig ud i det, og det viste sig slet ikke at være så svært som jeg havde bildt mig ind. Ja, altså, bortset fra at jeg ikke fik ret mange deltagere, og det kostede mig en helvedes bunke penge, men det var mere et spørgsmål om uheldig timing. ;-) Siden da har jeg fået en hel del henvendelser fra folk der er interesserede i at deltage, så jeg er ret sikker på at vi denne gang bliver mange flere end 3. Og panikken er fuldstændig væk nu. Det er ikke en skid svært, og jeg synes bare det er vildt spændende at se hvor godt jeg kan gøre det denne gang.

Og så var det bare det slog mig hvor FEDT det er at mærke at man er vokset indvendigt. Det er klart en stor motivation for at kaste sig hvor man ikke tror man kan bunde, og det er jeg blevet ret god til at gøre. Faktisk tænkte jeg her til morgen at jeg muligvis har mistet min evne til at bekymre mig. Jeg ved ikke om det er sundt eller usundt, men det er i hvert fald dejligt! Lige nu har jeg egentlig mange grunde til at bekymre mig om ting og sager i mit liv når jeg tænker nærmere over det, men jeg kan simpelthen ikke finde bekymringen frem! Og det er ikke sådan at jeg skubber den væk - den er der bare ikke.

Nå, ikke mere filosoferen over mig selv for denne gang. Jeg har en workshop at arrangere. (Kig gerne her: http://uforklarbar.dk/arrangementer.html hvis du er nysgerrig efter hvilken.)