Dårlig kundeservice puster liv i gamle drømme

I ... var det 2005? da jeg begyndte at bruge Amino, var det fordi jeg havde en drøm om at lave en bogcafe. Det skulle være en bogcafe kun med spirituelle bøger. Jeg elsker at læse den slags og er dermed også vild med den slags boghandler, og jeg syntes der manglede en mulighed for at sidde og hygge sig med en god kop kaffe i de dejlige butikker - og så var drømmen om min egen bogcafe født. Det var min første iværksætterdrøm nogensinde. 

Virkeligheden udviklede sig som bekendt noget anderledes, og min bogcafe blev i stedet til Forlaget Uforklarbar (at det skulle have været en bogcafe, forklarer navnet UforklarBar ;-)). Men i går blev der pustet lidt til drømmen igen. Jeg var nemlig inde i en af de butikker. Det er en solid gammel butik med et kæmpe udvalg, og man er ret sikker på at finde hvad man kom efter. Jeg har dog aldrig syntes at det var den bedste butik at komme i. Noget føltes ikke rart - uden at jeg kunne sætte en finger på hvad - men jeg kom der nu alligevel fordi den var nærmest. Det er jeg ikke sikker på at jeg vil gøre længere. 

Jeg var derinde for at købe en fødselsdagsgave til en veninde. Det var kort før lukketid, så jeg have ikke så meget tid at lede i og endte derfor med en lidt "blandet pakke" i form af en god bog, et par duft-stearinlys og et smukt pendul. Egentlig ganske tilfredsstillende. Et par minutter i lukketid gjorde den ene ekspedient opmærksom på at det var ved at være "sidste udkald". Jeg sagde spøgende "nej nej, I må ikke lukke endnu - jeg kan bruge meget mere tid her" hvortil hun bemærkede at de glædede sig til at komme hjem. Dog med et smil, men alligevel ikke et fedt signal at sende, vel? Nå, men jeg stod så der et minut i lukketid og skulle vælge mellem de penduler jeg havde kastet min kærlighed på. Nu ved den typiske Amino-bruger måske ikke så meget om penduler, men jeg kan fortælle at det ikke umiddelbart er nemt at vælge sådan et til andre da det er et meget personligt redskab, men jeg tænkte at hun jo kunne bytte det. Det tænkte jeg højt, og svaret lød så at "penduler bytter vi ikke". Et pendul svarer til en halskæde med vedhæng og er altså ikke noget man slider ved at pakke det ud, så det undrede mig jo, men forklaringen lød at "det jo var noget med energier og sådan noget". Suk. Havde jeg ikke skullet aflevere gaven en halv time efter, havde jeg fundet en anden butik lige der. Og det er ikke fordi jeg har noget imod at folk taler om "energier og sådan noget" - sådan en særling er jeg jo selv - men fordi det ganske enkelt er et latterligt dumt argument. Hundredevis af kunder går og piller ved varerne i sådan en butik og må så absolut sætte deres aftryk af "energier og sådan noget", så hvad fanden gør det at nogen har haft et pendul i hænderne derhjemme og kommer ned og bytter det? (Nå, Amino er næppe rette sted til netop den diskussion - den tager jeg et andet sted. ;-)) Hun oplyste mig i øvrigt også om at de ikke byttede stearinlysene heller. Hvorfor undlod jeg at spørge om. Men bogen kunne dog naturligvis byttes - altså til noget andet! Vi giver ikke pengene retur! Det havde jeg heller ikke forventet, <sarkasme>men fortæl mig da endelig om begrænsningerne i stedet for mulighederne.</sarkasme>

Nå, alt i alt syntes jeg nu alligevel at jeg havde haft et nogenlunde fornøjeligt indkøb. Jeg havde fået hvad jeg kom efter, og så pyt med de der underlige bytteregler. Jeg er vist det man kalder et langmodigt menneske. Altså indtil ... en kvinde stak hovedet ind af døren.

"Vi har lukket," lød det bestemt fra ekspedienten.
"Åh," sagde kvinden, "jeg har et par kvinder stående herude som er kommet helt fra Jylland, og de vil bare lige hurtigt købe en krystalkugle - kan de ikke lige nå det?"
"Nej, for vi har lukket!"
"Ja, det kan jeg forstå, men de er kommet helt fra Jylland, og ..."
"Jamen, vi har altså gjort kassen op" 
"Hvis nu de har lige penge, kan de så ikke ...?"
"Nej, for VI HAR LUKKET!!" 

Nu havde jeg så lige stået og kigget på de krystalkugler de kære kvinder fra Jylland gerne ville købe, og jeg huskede at der var en til 500 kr. og en til 1.300 kr. ... Og så var det der blev pustet til min drøm. For havde det været min butik - min hyggelige og rare bogcafe - så havde jeg for det første ikke surt afvist en sød og venlig dame med et par veninder der var kommet helt fra Jylland for at købe noget af mig, og jeg havde heller ikke sagt nej til et salg på 500-1300 kr. med det argument at jeg havde gjort kassen op og altså HAVDE LUKKET!!

Jeg gik derfra med en dum følelse af hellere at skulle have lagt mine penge et andet sted og i hvert fald at ville gøre det fremover. Og så den der genoplivede drøm som vist lige der bare handlede om at give alle deres kunder et rarere sted at købe deres bøger. Så ku' de lære det, ku' de. Lysten til at losse nogen hårdt i ansigtet er vist ikke særlig spirituel, men det drive den giver, kan man jo vælge at bruge til noget konstruktivt. Nu blev den foreløbig til et blogindlæg.