Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Iværksætterblogs Rueds Iværksætterråd Spis midten af kanelsneglen først

Spis midten af kanelsneglen først

1.732 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
07 October 2016

Når vi bygger vores virksomheder fra bunden tænker vi, at vi skal gøre ligesom alle andre. Vi skal have de samme platforme, de samme services og de samme salgskanaler som alle mulige andre firmaer har.

Det giver rigtig god mening at imitere andre virksomheder, for hvem salg ikke mere er en udfordring, eller for hvem følgere på Facebook er naturligt voksende. 

Hvis tingene virker for alle de andre, så må de på en eller anden måde også kunne fungere for dig, ikke sandt?

Sådan er det ikke nødvendigvis og i dette lille blogindlæg vil jeg forsøge at argumentere for, at du skal gå direkte efter guldet.

Og guldet for din virksomhed ligger ikke nødvendigvis samme sted som for andre. Med min titel på dette blogindlæg omkring at spise midten af kanelsnegle først, mener jeg, at du skal gå efter det, der virker for din virksomhed fra dag 1.

Uden hensyntagen til, hvad der måske virker for alle de andre!

Hvis vi bliver i kanelsnegle-analogien, så vil man umiddelbart spise kanelsnegle på den måde, at man først tygger sig igennem alt det kedelige tørre rundt i kanten.

Man vil gemme det bedste til sidst - sådan gør jeg ihvertfald selv. Jeg ved ikke noget om, hvordan du spiser din kanelsnegl, men jeg vil vove at påstå, at størstedelen starter ude fra periferien.

Hvis vi vender tilbage til at snakke mindre om kanelsnegle og mere om opstart af virksomhed, så vil jeg ikke anbefale at starte virksomhed på samme måde, som de fleste spiser kanelsnegl.

Derimod vil jeg opfordre til at blive inspireret af den måde, jeg selv har fundet det succesfuldt:

Find ud af, hvad der lige præcis rykker i den kontekst du befinder dig i.

Måske fungerer det godt for dig at ringe ud til kolde kontakter og tilbyde dem din service.

Måske fungerer det godt for dig at lave korte videoer som du promoverer på Instagram.

Eller måske fungerer det rigtig godt for din virksomhed at dele en masse billeder på Facebook.

Det er noget, du skal teste af og finde ud af i løbet af den første tid.

Men - når du så har fundet ud af, hvad der er effektfuldt, så prøv lige at trække i bremsen - og hold en pause.

Når du har fundet noget, der virker så skal det skaleres.

Hvis det er facebookvideoer, der fungerer super godt for din virksomhed, så vent lidt med at etablere den helt store SEO strategi.

Vent lidt med at skræddersy den perfekte salgsmail.

Og vent lidt med at bruge alle dine penge på Google adwords.

For hvis det er facebookvideoer der er din vej til guldet, så er det immervæk vigtigt, at du fokuserer på netop det og trykker på speederen i "Facebook bilen" - frem for at begynde at kigge efter andre biler.

For at gøre en lang historie kort, er det min varmeste anbefaling at fokusere på de salgskanaler og marketing kanaler, der lader til at give dig en høj afkastningsgrad.

Der er ingen grund til at bruge masser af energi og tid på ting, der ikke umiddelbart giver pote - bare fordi "det skal man da have..".

Med tiden vil du nok være interesseret i at etablere flere salgskanaler -  plante flere frø end bare et enkelt, der virker - men du kan nå rigtig langt og tjene masser af penge på også at være niche fokuseret din salgsstrategi.

I rigtig lang tid var personlige anbefalinger og referencer i netværket nok til at fylde vores ordrebog i Webly op.

Vi fokuserede på at levere et godt produkt og holde dialogen med vores tidligere kunder i live efterfølgende.

Vi fokuserede på at få nogle gode tilkendegivelser af tilfredshed og anbefalinger på skrift.

Vi fokuserede på at tale i telefon og pleje direkte relationer til både eksisterende og potentielle kunder.

Det gør at folk snakker med hinanden og tænker på os, når de hører at en kollega eller en ven står og skal bruge en animationsvideo.

På den måde kom vi i gang, og selvom det kun er en lille del af alle de muligheder, vi har for at sælge videoer, så er det stadig den dag i dag en enormt vigtig salgskanal.

 

Så næste gang du køber en kanelsnegl, så spis den lækre midte først

direkte efter guldet og smid den tørre dej ud - eller gem den til sidst, hvis du stadig er sulten.

Jeg håber, at al den bagersnak giver mening, og at du fanger analogien.

Jeg håber også, at du synes, det har været interessant at læse med, og jeg håber du vil kommentere med din personlige eller professionelle mening nedenfor.

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Rued skriver Skriv dig op