Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Per Allerup fra bizon.dk Onsite optimering - første skridt mod 1. pladsen

Onsite optimering - første skridt mod 1. pladsen

4.176 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
07 August 2011

Selvom der visse steder er nogen, som er enddog meget forblændet af linkbuilding, så er der altså ingen vej uden om onsite optimering, hvis du vil have det fulde udbytte - og de bedste placeringer. Der er jo heller ingen ide i at sætte et æsel til at trække en ferrari, eller en ferrarimotor på en hestevogn - Motor og karosseri skal passe sammen. Sådan er det også med søgemaskineoptimering.

Jeg plejer selv at arbejde ud fra nedenstående fremgangsmåde, som du også kan benytte, det er ikke rumfartsteknologi ;)

1: Lav en søgeordsanalyse

Jeg har været omkring søgeordsanalysen tidligere, så den vil jeg ikke bruge kræfter på her. Hvis du ikke har set indlægget kan du se videoen her, eller er du mere til tekst, så har jeg lavet en guide til søgeordsanalyse på min egen blog.

2: Valg landingpages til dine søgeord

Det næste skridt er, at du skal udvælge de sider, som du vil optimere til hvert enkelt søgeord. Som udgangspunkt bør du have en side pr. søgeord - Men du kan selvfølgelig godt få en side til at ranke på flere forskellige søgeord, hvis de er nært beslægtet rent emnemæssigt.

Frank Hellerup Madsen har lavet et fint indlæg om, hvordan du kan holde styr på dine søgeord og landingpages, så jeg vil bare henvise til hans blogindlæg, men kom nu her tilbage;)

(Kort fortalt handler det om at lave et regneark, hvor du i én kolonne har dine søgeord, og i en anden kolonne har den side (URL), som du gerne vil have til at ranke på søgeordet.)

3: Optimer dine sider

Nu kommer vi så til det egentlige, nemlig selve optimeringen. Her skal du tjekke følgende ting:

3.1: Titles

Titles er nok den vigtigste parameter for onsite optimering. Titletagget finder du øverst i browseren, og det er hamrende vigtigt at du udfylder det korrekt. Titletagget på denne blog er eksempelvis "Allerup - SEO og online - Iværksætter Debatten Amino". Titletagget bliver også overskriften på links til din hjemmeside på Googles søgeresultater. Så det er afgørende for, om folk klikker på dit link.

Du kan iøvrigt se alle dine titles, ved at lave en søgning på google således: site:ditdomæne.dk (eksempel).

Det er forskelligt fra platform til platform, hvor man ændrer det, så ved du det ikke, må du lige have fat i manualen, din udvikler eller en klog kone.

Når du udfylder dine titles, skal du have fokus på følgende:

  • Titletagget skal være unikt. Det er IKKE så godt hvis der kun står: Palle Gulvballe - Bliktud med mere ved alle titles når du laver en site:pallegulvballe.dk søgning.
  • Søgeordet du optimerer til skal stå forrest.
  • Gentag gerne søgeordet.
  • Brug ikke søgeord overdrevent (keywordspam)
  • Skriver du under 70 tegn, vises hele title, ellers klippes det, og der vises tre prikker: Eksempel på titletag der er alt for la...
  • Udelad bare dit firmanavn, og brug pladsen på noget andet. Kun hvis du har et brand, som vil give dig en fordel imod de andre resultater kan der være logik i at bruge det i sine titles.

Du kan jo prøve følgende opbygning: SØGEORD - Altid billige SØGEORD, til fast lavpris - Altså en opbygning, hvor du først har søgeordet, og så kommer der en sætning der fortæller lidt mere om hvad søgeren kan finde på din side.

MEN HUSK: KUN SØGEORDET FORREST PÅ ÉN SIDE! Du må gerne have 4 sider, hvor der indgår et søgeord i titletagget, men altså kun forrest på én side.

3.2: Meta Description

Meta description er et metatag, som ikke bruges direkte til ranking. Det nytter derfor ikke at skrive en masse søgeord, men: Det har høj betydning for, om folk klikker på dit link på søgeresultatsiden, så brug lidt tid på at skrive en god tekst. Udfyldes tit samme sted som titles, men er du i tvivl, så tag fat i din udvikler.

3.3: Tekst

Du er vel ikke i tvivl om, at der skal noget tekst på din side? Søgerobotterne kan desværre ikke læse flotte grafiske bannere, eller for den sags skyld læse mellem linjerne - Så vil du findes på et søgeudtryk, skal du sørge for at det rent faktisk også står i teksten på din side.

Der er en del snak om, hvor mange gange man skal indsætte sine søgeord, men jeg plejer at sige: Få nu bare skrevet noget tekst, og sørg for at dine keywords er i teksten. Det er den tekst du IKKE får skrevet der ikke giver dig placeringer - og du skal selvfølgelig ikke overdrive brugen af søgeord, søgeord, søgeord.

3.4: Interne links

De interne links er noget, som folk ofte overser, selvom du virkelig kan sparke røv med gode interne links i dine brødtekster. De vægter nemlig højere end links i menuer. Så tag lige og link til et par andre gode sider på din hjemmeside, når du alligevel skriver tekster. Jeg har jo for eksempel linket til mit indlæg om søgeordsanalyse her, fordi det er relevant for brugere der læser om onsite optimering.

En gang til for Prins Knud

Så lige for at ridse op, hvad jeg mener, at du bør tjekke:

  1. Søgeordsanalysen
  2. Udvælg landingpages til hvert søgeord
  3. Tjek nu titles på hver af dine landingpages
  4. Skriv en god description
  5. Lav noget tekst
  6. Lav et par interne links
  7. Grin når du overhaler konkurrenterne, som ikke gør ovenstående.

Skal jeg fortælle dig det ansigt til ansigt?

Du har faktisk muligheden for at få demonstreret ovenstående fremgangsmåde, og en masse andre spændende seo-teknikker, lige fra søgeordsanalyser til linkbuilding og snedige genveje. Det kan du få på en af mine workshops, som jeg holder i august og september. Se mere om de enkelte arrangementer her:

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Per skriver Skriv dig op